Author Archives: Thomas Thurah

Monster eller menneske

En grum og underholdende fortælling om undersøiske uhyrer – og menneskelig blindhed

Albert Sánchez Piñol: Kold hud. Oversat af Ane-Grethe Østergaard. 237 sider, 249 kr. Rosinante.

Mænd har deres grunde – i hvert fald i bøger som den her – til på et tidspunkt i livet at søge stillingen som atmosfærisk officer på en lillebitte atlanterhavsø tæt på Antarktis. Denne mands grunde er forviklinger i den irske frihedskamp og et tab af illusioner. Den historie skal vi ikke for langt ind i, det må være nok at sige, at vi har at gøre med et menneske, der har kæmpet de retfærdiges og undertryktes sag mod en knusende overmagt. Og tabt, ikke så meget i det ydre som i håbets og idéernes indre riger.

Nu skal han komme til en anden ø, kæmpe en anden kamp og gøre andre erfaringer. Eller de samme bare omvendt.

PÅ ØEN mødes han af et – hvad siger man, hvad ville spanske Sánchez Piñol med sin smag for det arkaiske sige? – grufuldt, uhyrligt, isnende syn. Ja, flere og næsten på en gang.

Først er det øens eneste anden beboer, en behåret kæmpe liggende til sengs i øens fyrtårn, tavs og med sammenknebne ”muldvarpeøjne”. Et gådefuldt tegn på det, der er hændt på øen inden den atmosfæriske officers ankomst og på det, der nu skal følge. Det er det andet: Allerede den første nat angribes vores unge hovedperson af monstre fra havet, uhyggelige amfibier med ”øjne som æg og pupiller som nåle, huller i stedet for næsebor, ingen øjenbryn, ingen læber, gabende stor mund.”

På én nat skal det forandre ham for altid. Farve hans hår hvidt, tvinge hans fysiognomis linjer og renskurede overflade om i forvredne og dyriske folder.

OVERLEVELSESKAMPEN, der strækker sig over mere end et år og det meste af romanen, er dramatisk og underholdende skildret.

Der er det vittige parløb mellem den atmosfæriske officer fra den grønne ø og hans behårede våbenfælle, der viser sig at have østrigske aner. Der er natlige overfald, rygende geværløb, afhuggede lemmer, livsfarlige ekspeditioner til lastrummet i et grundstødt skib, kort sagt vold, mord, gys og sørme også sex. For endelig er der maskotten, som hun kaldes, en kvindelig repræsentant for de undersøiske, der holdes som slave og gennem hvis skønhed og spirende følsomhed en anden sandhed om monstrene viser sig.

AK, JA, hun er skøn, men hun varsler også afslutningen på den løsslupne gotik. Når den ender – i affortryllelsens øjeblik, romanens didaktiske moment – mærker man til overflod hensigten og helt ned i ordvalget forfatterens antropologiske fortid.

Kold hud er en international bestseller, et af den slags pludselige gennembrud, der hvert år gives nogle stykker af. Vistnok ikke så sjældent inden for netop genren her eller beslægtede, på grænsen til kitsch, med indbygget allegori og en tilpas afmålt dybsindighed af den lidt bekymrede, men bestemt ikke kontroversielle slags.

Og i heldige fald så underholdende og umiddelbart spændende som denne.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information marts 2008

En søns forrykte tale

Tyske Bodo Kirchhoff om mordet på faderguden – og på en flagermus, årets bedste scene allerede

Bodo Kirchhoff: Parlando. Oversat af Hans Chr. Fink. 390 sider, 325 kr. Tiderne Skifter.

Karl Faller, en mand i midten af trediverne, vågner i en seng på hospitalet, kvalme, hovedet ved at briste. Samme nat, den sidste i det gamle år, er han blevet fundet liggende bevidstløs ved siden af liget af en ung kvinde. Mordvåbnet – fortæller statsadvokaten ham, den jævnaldrende Suse Stein – ”myldrer” med hans fingeraftryk.

Forklaring udbedes.

Den fører os mildt sagt vidt omkring. Tilbage til barndommen i 1970’erne, da lille Karl bliver sat af foran døren til et børnehjem. Det er travle år for forældregenerationen, der er det politiske at se til, og selvrealiseringen skal ikke forsømmes. Og længere endnu, til bofællesskabets og kærlighedslivets tummel, det er en urscene i den type fortælling: faren, der bortvendt fodrer flyttekasserne med bøger og bohave. Og sandelig, endnu længere tilbage eller snarere længere ind og til nok en urscene: farens og morens voldsomme og uforståelige kopuleren. Fantastisk beskrevet, med et vittigt og betydende sammenfald; da faren tømmer sig i moren, tømmer barnet sin blære på lagnet.

Tag den!

DET anslår et tema og udpeger en anden retning for Karl Fallers lange beretning: Sønnen, nu manden, på sporet efter den tabte og i mellemtiden afdøde far, forfatter til en række storbyguider, for ”singleturister”, naturligvis. Vi når til Rom, til Marrakesh, Lissabon og Moskva. Med en afstikker til Buenos Aires.

Det er en Jakobskamp mod et skyldkompleks så stort som, ja, som faderguden selv. Med indlagte knald, thi sønnen lader målbevidst sit missil sprutte i alle de kvindeskød, som farens – dandyens og libertinerens – allerede har udboret. Til og med stedmorens.

Tag også den!

FOR ENDEN af den rejse knejser romanens over-over-symbol: Stilleståersken, en af den slags menneskestatuer, man støder på i moderne storbyer. Hun er beskrevet i farens guider og er en slags chiffer for det alt sammen, et uudgrundeligt inderste med plads til både faren-moren-sønnens gådefuldhed – og kærlighedens.

Det sidste er romanens tredje hovedspor. Det fører os tilbage til kvindeliget og til hospitalsscenen, som det hele begynder med, og hvor det med nogle afgørende forskydninger også slutter. Præcis hvordan skal ikke røbes her. Her er statsadvokaten, Suse Stein, stifinderen, fortællingens og Karl Fallers. En kriminalopdager på terapeutisk og efterhånden også amorøst overarbejde.

Spørg ikke for meget til den ydre sandsynlighed, det gælder også det meste andet. Romanens overvældende globetrotteri forløber, når alt kommer til alt, mest over de indre – psykens, fantasiens, bearbejdningens – koordinater. Og symbolernes, passende nok.

At læse Bodo Kirschhoffs (f. 1948) roman er af præcis samme grund som at stikke hovedet ned i et andet menneskes erindrings-, drømme- og ordmylder, kriblende og krablende frem og tilbage mellem og rundt om alt det konkrete – stederne, det skete, det sagte – og fortolkningernes væverier. ”Parlando”, som romanen hedder, har betegnende nok både med tale og hastig sang at gøre.

DER ER noget gammeldags, fristes man til at sige, over romanens blomsterbørns børn-historie med den selvforkælede og selvoptagede 68-generation i skurkerollen, nu atter engang dyppet i eftertidens skummende blækhus.

Og dog. Var det ikke omkring tidspunktet for romanens udgivelse i Tyskland, at den daværende udenrigsminister Joschka Fischer, der lettere maskeret optræder i en vigtig birolle i romanen, måtte stå skoleret i anledning af sin køllesvingende ungdom på den militant-politiske Frankfurterscene, med alt hvad deraf fulgte? Det var det vistnok. Men vigtigere endnu, så er romanens forrykte tale om fædre og sønner og kønnet og kærligheden både meget andet og langt større end alverdens Frankfurterskolers forstyrrede unger og singleturister

SKAL MAN kun læse én af sæsonens bøger, som det hedder, skal det muligvis ikke være den her. Den er lang i spyttet og sine steder kedelig. Faktisk. Men vil man nøjes med to af årets og for den sags skyld næste års litterære scener, så er de her.

Den ene er allerede nævnt, urscenen med sønnens spændte blære, der lokket af den kopulerende mors blide kalden – Kom så, Giv mig det så – endelig slappes.

Den anden beskriver den halvnøgne fars og den stærkt menstruerende mors fælles desperate og morderiske jagt på en flagermus, betragtet med det lamslåede barns flakkende blik.

Se under F for Freud. Og for Forskydning.

Og tag så også dem.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information marts 2008

Historiens makrokosmiske krumning

Daniel Kehlmann, et af de helt store talenter i ung tysk litteratur, nu på dansk

Daniel Kehlmann: Opmålingen af verden. Oversat af Niels Brunse. 288 sider, 278 kr. Per Kofod.

Daniel Kehlmann minder om Peter Høeg. Og om norske Erik Fosnes Hansen, ham med Titanic-romanen Salme ved rejsens afslutning. Man kunne nævne flere.

De har alle tre en forkærlighed for videnskaberne. For deres forgrenede historie, ejendommelige karakterer og de mange billeder, der i den litterære tekst kan oplyse hele kontinenter, ja, verdener. Der skal en vis frækhed til, en næsten blind tro på talentet. Og måske vigtigst af alt skal man på én gang kunne forstørre og forenkle – eller forstørre gennem forenklingen.

Kehlmann har det alt sammen.

Hos ham bliver to af videnskabshistoriens største koryfæer, Alexander von Humboldt (1769-1859) og astronomen og matematikeren Carl Friedrich Gauss (1777-1855) til typer. Trukket hårdt op, som komiske figurer. Og morsomme figurer.

DEN FØRSTE, Humboldt, bliver billede på tidens ideale stræben. Han er på rejse gennem Mellem- og Sydamerikas urskove og ad kontinentets floder. Med sig har han assistenten Bonpland, endnu en indbygget modsætningsfigur, en Sancho Panza, hvis smag for det nære og sanselige forstærker det komiske, halvt latterlige i Humboldts paradoksalt verdensfjerne interesser. For Bonpland er det nok at kende vejen til Madrid, hvis det er dér, han skal hen. For Humboldt drejer det sig naturligvis ikke om vejen, men om selve ”princippet.”

Modsat Humboldt skal Gauss ingen steder. Han bliver helst i hjemmet i Göttingen med papir, blyant og en kikkert for øjet. Og mens Humboldt gør fornuften til et beskyttende lag mellem sig selv og den foruroligende verden (”man måtte selv være så nøjagtig, at uordenen ikke kunne gøre én noget”), nytter det ifølge Gauss alt sammen alligevel ikke spor (”fordi verden tog sig så skuffende ud, så snart man erkendte, hvor tyndt et væv den bestod af, hvor groftstrikket illusionen var, hvor dilettantisk dens bagside var rimpet sammen.”).

Det ideale ligger det kort sagt tungt med, Gauss er realitetens mand.

DE TO figurer, idealitetens ridder og realitetens brokkehoved, følger vi romanen igennem. Passende nok ad parallelle spor, inden de mod historiens slutning krummer og endelig krydser hinanden. Den erkendelse – af rummets krumning og de parallelle linjers endelige møde – er en af de mange, geniet Carls Friedrich Gauss nåede til i sit liv.

På den måde når rækken af morsomme og elegant formede scener også til en pointe. Igen spændt til det yderste, som en slags videnskabs- og kulturhistoriens krumning fra 1700-tallets oplysningstid og fornuftstro til romantikkens korsvej.

Man aner nok, hvilken vej Gauss – romanens Gauss – går. Han ser tidligt illusionens sjuskede vrangside, så derfor er det ikke nogen stor og ny erkendelse, da han mod slutningen føler sig ”som en kopi af et langt virkeligere menneske, der af en svag opfinder var anbragt i et mærkværdigt andenklasses univers.” Det er i den skumle afdeling af romantikken – eller i romantismen, Gauss slutter.

MED Humboldt er det anderledes, lidt anderledes. Han har længe holdt fast i troen på den universelle fornuft og på ”naturens fylde og rigdom”. Eller med romanens mest tilspidsede formulering af Humboldts håbefulde drøm for den nærmeste fremtid: ”Kosmos ville være bragt på begreb, alle vanskeligheder af menneskelig oprindelse, som angst, krig og udbytning, ville synke bort i fortiden (…). Videnskaben ville bringe en velfærdens tidsalder, og hvem kunne vide, om ikke den en dag sågar ville løse dødens problem.”

Men ak, Napoleonskrigene siger noget andet. Det gør også en lama, som Humboldt støder på på sin sidste store rejse, den gennem et Rusland på kanten af kaos og gennemsyret af den største sociale uretfærdighed: ”Naturen var uforløst, sagde lamaen, den åndede fortvivlelse.”

Sådan ender også Humboldts bane med en krumning og i et dyk. Mens han for 117. gang bliver behængt med en orden, indser han således, at videnskabsmanden ”hverken såede eller høstede”, men at der efter ham ”fulgte andre, der vidste mere, og igen andre, der vidste endnu mere, indtil alting til sidst igen sank bort.”

DANIEL Kehlmann er født i 1975, han har med Opmålingen af verden allerede fem bøger og adskillige priser, blandt dem den prestigiøse Kleist-pris, bag sig. Han er som sine romanfigurer selv en lille smule genialsk, hvad kritikken i Tyskland for længst har bemærket. Man overgiver sig også til denne romans makrokosmiske kortlægning med dens generøse blanding af løsagtighed og præcision. Og er mere end godt underholdt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information marts 2007

En mands stræben

Tyske Daniel Kehlmann tegner et vittigt portræt af den tåbelige kulturjournalist

Daniel Kehlmann: Jeg og Kaminski. Oversat af Birgitte Grundtvig. 166 sider, 249 kr. Forlaget Per Kofod.

Hvad der især gør Daniel Kehlmanns lille roman værd at læse, er dens gennemført usympatiske hovedperson. Sebastian Zöllner, som han hedder, er et menneske uden evner for noget som helst. Han har klattet tiden væk i reklamebranchen, spildt den på nogle studieår, fedtede sig så ind som kulturjournalist på en avis. Og lever desuden på nas i en venindes lejlighed og i en vinkel af virkeligheden, som hans egen forstand og indsigt ikke har adgang til.

Nu vil han nach oben, og til det formål skal han bruge den berømte maler Manuel Kaminski, en af de sidste halvstore, bekendt af Matisse, Breton, Picasso. Han vil skrive hans biografi, vride ham for alt i håb om, at det vil dryppe lidt på ham selv. Og hvis så gamle Kaminski vil være så god at dø, så snart bogen er færdigskrevet, skulle gennembruddet og springavancementet til en karriere som celeber biografist være så godt som hjemme.

Det er ingen kunst at skildre et ubehageligt, grænseløst selvoptaget menneske helt blottet for selvindsigt, men det kræver noget at gøre det i en jegfortælling, som det sker her. Den ene pinlige scene følger den anden, kun hovedpersonen ænser ingenting. Han møver sig med til middagen med en lille kreds af venner og bekendte i huset på bjerget og er bagefter ikke til at drive hjem på hotelværelset. Han dukker uanmeldt op igen, bestikker stuepigen til at holde dagen fri og gennemroder så hus og private gemmer. Og når lejlighed byder sig, og især når den ikke gør, underholder han med sit seneste og eneste andet scoop; da han med trusler og almindelig uforskammethed tiltvang sig adgang til Wernickes efterladte for at skrive sin reportage om kunstnerens ”spektakulære død”.

Pointen er ikke kun, at Zöllners idioti er underholdende, men at den står i skinger kontrast til den trods alderen stærkt levende Kaminski, der disker op med et væld af anekdoter om og refleksioner over kunsten, uden at det i øvrigt gør noget særligt indtryk på Zöllner. Han får ellers det hele foræret under en lang, roadmovie-agtig rejse i bil og tog med sit mindre og mindre forsvarsløse offer. Først da det er for sent, og den vindøjede fortæller for længst er gået vild i det spejlkabinet, som forfatteren og Kaminski har lokket ham ind i, går der en prås op for ham. En lidt moraliserende prås, der vil fortælle læseren, hvad læseren har forstået længe inden.

Måske havde det været sjovere, hvis Zöllner havde fået lov at gå linen ud – og i en (kunstner- og journalist-) verden af sebastian zöllnere var blevet overdådigt belønnet for det. Det havde i hvert fald været bedre i overensstemmelse med romanens ironiske og meget vittige portræt af selvbedraget.

Op på siden af den finurlige roman om den moderne videnskabs hoved- og vildveje, Opmålingen af verden, der for nogle år siden skaffede Kehlmann et internationalt gennembrud, når denne tidlige roman ikke. Men den viser trods alt, at han også kan i det lille format og ikke behøver at have hele den makrokosmiske verden til sin rådighed for at afdække nogle af de tåbelige kræfter, der får den til at dreje rundt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information maj 2008 

Diktaturets evige mekanik

Albanske Ismail Kadarés grummegode fortælling om diktaturstatens vægtløshed og paranoia

Ismail Kadaré: Efterfølgeren. Oversat af Gerd Have. ISBN 87-7973-2038. 134 sider, 225 kr. Tiderne skifter.

Bag historien ligger en stribe virkelige, men omtrent lige så fantastiske hændelser, som det både kan være en lettelse og temmelig forvirrende at kende til. I hvert fald: I 1981 døde den albanske politiker og ministerpræsident Mehmet Shehu under mystiske omstændigheder. Han var udset til at skulle efterfølge landets mangeårige diktator, Enver Hoxha, men så gik det altså, som det så ofte er gået, når den slags overdragelsesforretninger trækker ud: Efterfølgeren faldt i unåde.

Bag attentatet, der en tid lang officielt blev beskrevet som selvmord, stod ifølge rygterne landets forsvarsminister Kadri Hazbiu. Og bag forsvarsministeren stod naturligvis Hoxha selv, der kort tid efter sin efterfølgers pludselige forsvinden kunne afsløre, at denne havde været mangedobbelt agent for op til flere vestlige efterretningstjenester. Og bag Hoxha og historien om forræderiet, altså allerbagerst eller svævende i himlen ovenover, befandt sig diktaturstatens sære, tilsyneladende evigt virksomme mekanik, der fletter sandhed og løgn til et tæppe af gisninger og frygt.

DET ER dette sidste eller øverste lag, der interesserer Ismail Kadaré.

Så væk er navnene og alle direkte henvisninger, nu gælder det i stedet det spegede forhold mellem ”Lederen”, ”Efterfølgeren”, ”Arkitekten”, ”ministeren” (han har dog et navn: Hasobeu), ”sekretæren”, ”Centralkomiteen”, ”forsamlingen” osv. osv., alle rollehavere i den grumme komedie, hvor mistanker og konspirationsteorier suser om ørerne på dem som kastevinde. I midten af det hele, man fristes til at sige i orkanens øje, sidder Lederen som en nattens legesyge fyrste. Eller med ét rammende citat fra bogen: ”Mistanker var det allervigtigste i en leders hjerne. De kunne sammenlignes med et kobbel hunde, man kunne lege med, når man følte sig ensom. Og enhver, som fik lyst til at vove sig nærmere, måtte hellere tage sig i agt.”

Historien fortælles brudstykkevis, ikke ligesom en kriminalroman, der skærer sig ind mod sandheden, snarere i form af mistankernes spredte gøen. Vi følger således personerne én for én og med dem de mange lige gode eller lige umulige versioner af historien. Frem til et af de klassiske højdepunkter i diktaturstatens mekanik: Efterfølgerens efterfølgers fald.

Også det har Kadaré eller romanfortælleren spidsformuleret, en diskret lynchning på Centralkomiteens møde: ”Det tog ham kun en lillebitte brøkdel af et sekund, så kort som tiden for et lyn, at erkende, at det uvejr af raseri, som Lederen havde sluppet løs imod ham deroppe, aldrig i livet kunne være tilfældigt, men at han selv, Hasobeu, uden at have villet det, uden så meget som at være bevidst om det, nu sikkert allerede i mange år måtte have stået i spidsen for en sammensværgelse.”

Grumt, men godt.

DET KAN i det hele taget siges om romanens skildring af diktaturstatens paranoide og vægtløse verden, der tilsyneladende holdes svævende af sig selv. Det er jo paranoiaens væsen. Et sidste citat om diktatoren og diktaturets psykologi – denne gang lagt i munden på ”Arkitekten” en søvnløs nat – har den pointe med: ”det var [netop] det, der var hans hemmelighed: at han kunne skalte og valte med dem. Også når han sov.”

Den historie rækker langt ud over Albanien. Og hos Ismail Kadaré ikke bare op i mekanikkens evige himmel, men desuden op i eventyrets – og mareridtets.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information maj 2007

Dante i Tirana

Ismail Kadarés grumme og grumme morsomme roman har også noget at sige os på denne side af det kommunistiske Albaniens forsvinden

Ismail Kadaré: Agamemnons datter. Oversat af Gerd Have. 108 sider, 199 kr. Tiderne Skifter. 

Myter og eventyr skal være enkle, komplikationen skal ligge i de vilkår, den grusomhed og rædsel, de afdækker. Præcis sådan er det hos Ismail Kadaré (født 1936).

Det er 1. maj. Hovedpersonen er netop blevet forladt af sin elskede Suzana. Sådan er lovene i det univers, vi er på vej ind i, for hun er datter af et højt placeret medlem af det despotiske system, og det kræver ofre. Hun må ”ændre sin livsstil, sin garderobe og sin bekendtskabskreds”. Og droppe kæresten.

Til gengæld for Suzanna har han fået adgangskort til det allerhelligste afsnit på tribunen denne forårsdag i Tirana. Han kan altså – burde i hvert fald – med god samvittighed skære sig vej gennem mylderet og det ene sikkerhedstjek efter det andet. Men med den gode samvittighed ligger det tungt, så det bliver en lang vandring gennem sindet, de splittede følelser og ad erindringens mørke skakter, inden han mellem kendte og ukendte har fundet sin plads.

DER ER noget af Dantes Den guddommelige komedie over den side af Kadarés roman. Kreds for kreds støder vi således på skæbner, som fortæller om denne verdens, det kommunistiske Albaniens, absurde vilkårlighed. Det er de talløse ofres historie, en grum og fæl beretning om ubønhørlige kræfter, som alle kender, men ingen ser, og ikke kan føres tilbage til nogen bestemt. Det er af samme grund også en grotesk og nogle steder meget morsom historie.

Nogle billeder går igen. Det underjordiske, krom-minerne, som de unådige anbringes i som straffefanger. For så måske en dag at blive skubbet det sidste stykke af en usynlig hånd og knuses i bunden af skakten. På det tidspunkt mere som en barmhjertighedshandling end som en straf.

Generaldirektøren for Albaniens Radio og Fjernsyn ender sine dage sådan. Det begyndte med et brev fra et sted i provinsen og en klage over en tv-speakers kjole; herefter begyndte generaldirektørens lange fald.

Et andet billede er ørnen, på hvis ryg man kan flyve fra skaktens mørke og tilbage i det nådige lys. Forudsat at man har kød at fodre dyret med, og har man ikke det, må man skære en luns af sit eget. Ingen går fri, selv den, der redder sig, får lov at betale sin pris og ende som en benrad.

DENNE DEL af Ismail Kadarés roman står distancen og rækker uden problemer hen over de tyve år, der er gået, siden romanen blev skrevet. Og hen over det historiske kommuniststyres forsvinden.

Det gør i øvrigt også den store mytiske parallel til den græske sagnkonge Agamemnons datter (apropos titlen), der blev ofret forud for angrebet på Troja. Om end den trækker modsætningerne mellem det gode (”læbernes fugtige linje”, ”orgasmen”) og det onde (”stenørkenen”, tyrannens ”kyniske beregning”) hårdt op. Men i mytens og eventyrets enkle og klare indfatning er man med på den.

Alligevel føler man som læser den største taknemmelighed over den tone af villet munterhed og over Kadarés blik for undertrykkelsens nidkære idioti, der gennemstrømmer det hele. Fx i historien om instruktøren, som satte et stykke op, der ifølge statens censur og selvfølgelig med entydige konsekvenser for den vankundige ”indeholdt mindst toogtredive ideologiske vildfarelser.” Jamen, sikken omsorg og hvilken præcision, både i det begrebslige og i optællingen. For slet ikke at tale om det generøse forbehold, ”mindst”. Og som fx i skildringen af den ærgrelse, der melder sig blandt de privilegerede på deres vej mod tribunens inderste kreds, da de opdager sikkerhedstjekkets lemfældighed. Jamen, skuffelse, forbitrelse, enhver kan jo gå lige ind, og var det muligt at klage, så gjorde man det på stedet.

Disse sidste hastige streger hører med til billedet af diktaturstaten, dens ofre og selvundertrykkere. Og afbalancerer myternes jerntunge alvor.

KADARÉS roman blev færdigskrevet i 1985, herefter smuglet til Frankrig og først udgivet på fransk i 2003. Omtrent samtidig færdigskrev Kadaré endnu et lille bind til historien, nemlig Efterfølgeren, som Tiderne Skifter udsendte på dansk sidste år.

Hvad enten man læser bøgerne i den ene eller den anden rækkefølge, vil man opdage, at selvom det kommunistiske Albanien og de øvrige europæiske regimer er væk og borte, er romanerne alligevel langt mere end sympatisk glem-det-aldrig-litteratur. Kadaré fortæller nemlig om måder at forhandle sig til rette med sig selv og med andre og den nærmeste virkelighed på, der er af så almindelig social og psykologisk karakter, at man ikke behøver at være opvokset i et diktatur for at forstå, hvad det går ud på.

Det gør selvfølgelig ikke historien mindre grum.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information maj 2007

En mors jernhårde medfølelse

Julia Franck har skrevet en medrivende roman om tysk historie i kønskritisk belysning

Julia Franck: Middagsfruen. Oversat af Aino Roscher. 389 sider, 299 kr. Athene.

Shlomo Venezia: Sonderkommando – i gaskamrenes helvede. Oversat af Ann-Jette Jepsen. 240 sider, 269 kr. Gyldendal. 

En mor efterlader sin søn på en banegård i Anden Verdenskrigs sidste uger. ”Jeg er straks tilbage, vent her,” siger hun til ham og peger på en bænk. Og så går hun.

Det er på to måder udgangspunktet for Julia Francks roman.

Dels er det, hvad hendes egen, nu afdøde far oplevede tilbage i 1945, da han og hans mor på flugt fra øst til vest nåede Oder-Neisse-grænsen. ”Jeg er straks tilbage, vent her.” I sit eget voksenliv og særligt, da hun selv fik børn, har Julia Franck naturligt nok spurgt sig selv, hvad der kan have drevet et menneske til at gøre sådan.

Dels er det den scene, den næsten 400 sider lange roman med stor effekt åbner med, for så at springe små fyrre år baglæns og fortælle historien fra dens begyndelse. I den forstand kommer moren faktisk tilbage til den ventende søn, medbringende sin og romanens forklaring på hendes svigt.

LANGT HEN – for mit vedkommende til godt og vel midten – virker Julia Francks roman som en stærkt underholdende, meget talentfuld, men i øvrigt ret traditionel tysk roman om menneskeskæbner i krigens skygge.  Stort anlagt slægts- og nationalhistorie, grotesk på en solid bund af realisme, halvt tragisk, halvt munter og med en karaktertegning, der balancerer mellem det stereotype og det indfølte. Det hele fortalt i Julia Francks svagt opremsende stil og i hastige spring mellem replikker og almindelig og dækket fremstilling. Der er bevægelse, liv, en kontrolleret skødesløshed i sætningerne.

Det begynder i det sydøstlige Tyskland, i Bautzen ved floden Spree, et halvt hundrede kilometer fra Dresden og nogle år før Første Verdenskrig. Det begynder så nogenlunde godt, så går det mod værre.

Faren er bogtrykker og den formildende omstændighed i hjemmet. Moren er hysterisk, på grund af sin semitiske herkomst en paria i lokalsamfundet, af samme eller af andre grunde hadefuld, utilregnelig og omgivet af et evigt mørke, sjælens og sovekammerets. Da faren efter en kort og uheroisk krigsindsats vender tilbage, mast både indvendig og udvendig, er hjemmet i opløsning. Maddikerne kribler i såret i benstumpen, det gør de også i efterkrigstidens Bautzen og i de halvdøde trykmaskiner.

SÅ BRYDER de op, de to døtre, og rejser til Berlin. Helene, romanens hovedperson, er femten, storesøsteren Martha er ni år ældre. Den første drømmer om at studere og blive sygeplejerske. Den anden er allerede blevet det og tillige morfinist i det små. Det gør hende til en kær logerende i tante Fannys depraverede berlinerhjem, hvor boaerne snor sig i floder af sprut, mens der lyder fjerne ekkoer af støvletramp i gaderne.

Det er herfra, historien skærper sit fokus på Helene, kvinden, som en dag skal forlade sin søn. Det er her, den for alvor begynder at søge efter argumenter og forklaringer til hendes forsvar.

Hendes elskedes pludselige død og en voksende antisemitisme, der rækker langt ind i hendes kærlighedsløse erstatningsægteskab, er nogle af dem. Men det er ikke det vigtigste og ikke dét, der gør romanen til en både dristig og provokerende fortolkning af den ventende drengs mor og dermed til en ganske anderledes roman om den tyske historie. Det gør derimod dens sammenfletning af patriarkalsk idioti og sexisme, antisemitisme og holocaust og den lille drengs stive tissemand, der gnubber sig op ad moders lår.

Det ene er ikke billede på det andet. I Julia Francks roman er det tilsyneladende sider af samme ulykkelige historie.

DEN historie begynder med en tidlig seksuel tiltrækning mellem døtrene, et helle i forhold til den stigmatiserede og hysteriske mor. Den fortsætter med rækken af tåbelige mænd, styret af pikken og en grænseløs, men også skrøbelig og indimellem snøftende selvglæde. Den kulminerer med nazismen og krigens massemord, et både seksuelt og politisk klimaks, der fjerner den sidste rest af kærlighedsevne, ikke bare mandens og soldatens, men også kvindens og sygeplejerskens. I dens sted træder – med romanens træffende ord – ”jernhård medfølelse.”

Deri ligger romanens anden cirkelslutning og et uhyggeligt gengangermotiv. Helene er blevet til sin egen forhadte mor. Hendes søn er blevet til det barn, hun engang var.

Hun svigter ham. Hun redder ham fra hende. Det kommer ud på ét.

TIDLIGERE på året udkom den græsk-italienske jøde Shlomo Venezias beretning om sit liv i den såkaldte ”Sonderkommando” i Auschwitz. Det var den gruppe af fanger, der havde til opgave at føre de afklædte medfanger ind i gaskammeret og bagefter at fodre krematorieovnene med deres lig og fjerne sporene, til allersidst i processen knoglerne, der blev slået til pulver.

Shlomo Venezia er den første af de få overlevende fra Sonderkommandoen, der fortæller udførligt og detaljeret om det grusomme arbejde som tvungen medhjælper i massemyrderierne. Han vil muligvis også blive den sidste.

Hans fortælling er det ejendommeligste sammenstød mellem klar og nøgtern historiefortælling og emnets fundamentale ubegribelighed. Det gælder både den del, der handler om myrderierne, og den, der kredser om overlevelsens strategier. Det sidste er logisk nok ikke nogen heroisk historie, men en del af overgrebet med næsten ubærlige konsekvenser. Begge dele ifølge Shlomo Venezia.

NÅR JEG nævner bogen her, er det, fordi den og Julia Francks roman er eksemplariske for to vidt forskellige typer af litteratur om krigen og holocaust; til den ene side dokumentet eller vidnesbyrdet og til den anden den frie kunstneriske fortolkning.

Venezia fortolker ikke, han beskriver, han forklarer, det sidste næsten udelukkende på baggrund af sin egen placering i historien. Franck derimod, der er født 1970, 25 år efter krigens afslutning, holder sig ikke tilbage, men ordner, arrangerer, indfører sine egne billeder og en senere tids opfattelser, fx om noget så anakronistisk som ”blikket og kønnet”.

Alligevel – og det er det gådefulde – virker Julia Francks roman ikke mindre vedkommende, jeg havde nær skrevet: ikke mindre sand.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information september 2008

 

Venus med rygsæk og ungdom med fiskeøjne

Klassiker fra den nazistiske eksillitteratur om gudløs ungdom, der gav sig fanden i vold

Ödön von Horváth: Gudløs ungdom. Oversat af Søren Gosvig Olesen. 144 sider, 199 kr. Forlaget Vandkunsten.

Den tysk-ungarske forfatter Ödön von Horváth er ikke helt ukendt i Danmark. Hans teaterstykker Kasimir og Karoline fra 1932 og Don Juan vender hjem fra krigen fra 1937 er blevet opført på danske scener, den sidste tilmed i en operaversion ved Erik Højsgaard. Og så forholdsvis sent som i 1989 oversatte Villy Sørensen Seksogtredive timer, Horváths første roman, der imidlertid først udkom næsten fyrre år efter forfatterens død.

Alligevel må man konstatere, at Horváth er en af de mange forfattere, hvis eftermæle primært knytter sig til et særligt dramatisk afsnit af historien, og som især er kendt for at være kendt af få og berømt for at være berømmet af de største. I Søren Gosvig Olesens korte og udmærkede forord heddet det karakteristisk nok, at Horváths lille bog er ”en af de vigtigste romaner i nazitidens tyske eksillitteratur”, at den ved udgivelsen blev lovprist af både Thomas Mann og Hermann Hesse, og at Horváth senere endnu, ved ”genopdagelsen” af ham i 1960’erne, blev fremhævet af den store østrigske forfatter Peter Handke på bekostning af Bertolt Brecht.

HORVÁTH blev født i Budapest i 1901 og døde ved en ulykke i Paris i 1938. Han var først og fremmest dramatiker og en af de mange, hvis stykker blev forbudt efter den nazistiske magtovertagelse. Ved samme lejlighed blev hans opholdstilladelse inddraget.

Det tvang ham andre steder hen i det krigstruede Europa, i første omgang til Østrig, senere til Paris, og andre steder hen i de litterære genrer. Tyskland fik han ikke at se igen, og i de sidste år af hans liv drejedes forfatterskabet over mod prosaen.

Gudløs ungdom, der udkom i 1938, samme år, som Horváth fortsatte sin flugt fra Østrig til Paris, var første del af en planlagt trilogi. Kun det andet af de tre bind nåede at blive færdigskrevet, nemlig Et barn af vor tid, der udkom samme år. Året, da Horváth dør.

NÅR man oplever eller genoplever Horváths tekst halvfjerds år efter udgivelsen, er det mere end noget den knappe og rapporterende stil, der slår én. Den har ikke meget til fælles med Hermann Hesse og Thomas Mann. Til gengæld forstår man godt, at Handke finder på at sammenligne Horváth med Brecht, selv om det vistnok var dramatikken og ikke så meget stilen, der var anledningen.

Romanens fortæller, den cirka 30-årige skolelærer, er trods sin ærgrelse over ungdommens tiltagende råhed og kynisme selv en kølig iagttager. Eller lidt af en kold fisk, for nu at misbruge et af romanens gennemgående billeder: det koldblodede fiskeøje, ”uden gnist, uden glans”.

Også det navnløse kollektiv af unge, kun benævnt med deres navns begyndelsesbogstav, svarer godt til stilens tilbagetrukkethed, de korte, sideordnede sætninger og mange indrykninger. Der er noget uniformt og marchagtigt over hele fremstillingen, men lige så tydelige er ironiens og sarkasmens skæve taktslag.

MED EN forsigtig bemærkning om, at negrene også er en slags mennesker, har fortælleren bragt sig på kant med sin dehumaniserede – nazificerede – skoleklasse, med forældrene (blandt dem den koleriske og partitro småborger i en bagermesters skikkelse), med skolelederen, og hvem der ellers ivrigt eller tavst passivt stimulerer tingenes tilstand. I første omgang retter han ind. Der er jo pensionen og hans gamle forældre. Der er i det hele så meget. Så under larmende indre protester tager han med de unge mennesker på en paramilitær ungdomslejr, hvor der skal marcheres og skydes til den store fortjenstmedalje.

Herregud. Kan han bare få lov at være i fred og betragte det hele på afstand.

Men i den lille teltlejr tager historien en dramatisk drejning. En dreng bliver slået ihjel, mistanken falder takket være fortælleren på en uskyldig. Det gør fortælleren til medansvarlig, ikke kun i det snævre kriminalistiske perspektiv. Og så lokker det endelig selveste Gud frem, der så længe har været savnet.

Hvorledes skal ikke røbes hér.

DER ER meget mere at sige om Horváths lille bog, to ting skal jeg have med.

Den ene er de billeder fra henholdsvis den bibelske og den romerske verden, han slynger sin fortælling omkring, egentlig ikke videre elegant, snarere frygtløst. Det giver den det evigtgyldiges præg og bidrager desuden til komikken. Den Gud, der optræder i titlen og pludselig også i bogen, har med det første at gøre. Det er ikke den kristne Gud, men en art sandhedens symbol. Det komiske bidrager til gengæld Cæsar til, en skarptseende bums af en skandaliseret skolelærer, der har gjort sig til konge eller kejser snarere i et underjordisk rige af udstødte. Når de åndelige plebejere kommer til tops, går Cæsar til bunds.

Det andet, der skal med, er – meget apropos – romanens humor, fx dens hurtigt tegnede portrætter af gudløs ungdom. I særklasse morsomt og på samme tid sørgeligt er billedet af de forbipasserende elever fra pigeskolen, ”den marcherende Venus”, som de kaldes, på rituel jagt efter ”den forsvundne flyver”:

”Jaså, er nogen styrtet ned? Nej, ”søgning efter den forsvundne flyver” er bare en militær øvelse for den kvindelige ungdom. Et stort stykke hvidt karton bliver gemt et eller andet sted i underskoven.”

”Marcher bare til, I fremtidens mødre!”

DER ER kun en enkelt ting ved Forlaget Vandkunstens (og Søren Gosvig Olesens) både velkomne og gennemsobre udgivelse, jeg har lyst til at anholde. Nemlig bagsideteksten og forordet, der hævder, at ”Gudløs ungdom er en roman om, hvordan et totalitært samfund omringer det enkelte menneske, indskrænker dets ytringsfrihed og begrænser dets handlemuligheder.”

Det kan man sige om mange romaner, fx om den næsten samtidige Aldous Huxleys Fagre nye verden og om George Orwells lidt yngre 1984. Men jeg synes ikke, det er rigtigt at sige om Ödön von Horváths roman, at den handler om, hvad den totalitære stat gør, eller om den totalitære stat sådan i  al ubestemthed.

Den handler for mig at se som mange sine efterkommere snarere om, hvordan den totalitære stat skabes og holdes sammen af det almindelige menneske som denne romans forsmåede bagermester eller som dens fortæller. Indtil det øjeblik de beslutter sig for noget andet.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information august 2008

Staten som morder

Historien om en terrorist og hans far både overbeviser og postulerer

Christoph Hein: I hans tidlige barndom en have. Oversat af Hanne Lund. 198 sider, 249 kr. Gyldendal.

Wolfgang Grams, en tysk terrorist med tilknytning til Rote Armee Fraktion, mistede i 1993 livet under en politiaktion i provinsbyen Bad Kleinen. De senere undersøgelser fik aldrig klarlagt, om Grams for at modsætte sig arrestation skød sig selv. Eller om han blev skudt af politiet, ved et uheld eller som en regulær henrettelse.

Det er baggrunden for den tyske forfatter Christoph Heins (f. 1944) seneste roman, I hans tidlige barndom en have. Og mere end bare baggrunden. Heins bog er nemlig – ulig de fleste af forfatterskabets tidligere bøger – en minutiøs rekonstruktion af et sags- og hændelsesforløb med støtte i undersøgelsesrapporter, retsreferater og presseskriverier. Omtrent på dato og klokkeslæt og i langsommeligt og nidkært referat, der afspejler de efterladte forældres oplevelse af en sært standset tid og deres pinefulde, men uomgængelige forsøg på at få klarhed over deres søns død.

Vi får altså ikke meget litteratur, hvis litteratur er stor hittepåsomhed og dybe metaforlag. Til gengæld får vi – eller har Hein skaffet sig, og det har han utvivlsomt haft brug for af hensyn til sit tyske hjemmepublikum – et skridsikkert underlag for den historie, romanen ønsker at fortælle: Forældrenes, især farens, langsomme illusionstab, opgivelsen af en livslang tro på statens højere retfærdighed.

HUN ER pensioneret jordemoder. Han pensioneret gymnasierektor, dvs. en statsembedsmand, der jf. tysk lovgivning har måttet aflægge ed over for staten. Ikke at det har voldt ham besvær. Han er – var – et retskaffent menneske og både i tro og gerning systemets mand. Det sidste fx da han i årene efter sin tiltræden ved gymnasiet får sat skik på tingene og genindført den disciplin, som det lå mere end tungt med i de forudgående, venstredrejede år. Og i et længere perspektiv bagude: da han tjente som soldat i Wehrmacht som en vistnok lidt for svoren tilhænger af tingenes tilstand dengang.

Her er mere end antydet en sammenhæng mellem til den ene side den generation, der blev formet af det nazistiske Tyskland og ikke tidligt nok og ikke tilbundsgående nok gjorde sig fri af det, og til den anden side generationens revolutionære sønner og døtre. Antydet, men det er ikke romanens hovedærinde.

For tilbage står: Tror man på den gradvise forandring af den respekterede rektor med den lange forhistorie? Accepterer man forvandlingen til aldrende radikal, ikke en revolutionær og endnu mindre en voldsprædikant, men dog i det små en aktivist?

DET GØR man, synes jeg. Og det gør man, fordi romanen lægger sin synsvinkel hos de efterladte forældre og gennem dem lader os opleve systemets tilsløringer, pressens mekaniske og opportunistiske rasen og trykket fra lillebyens borgere og vindbøjtler. Og måske især, fordi den lader os mærke den ubærlige rolle: at være et menneske med en sag, bastet og bundet til et eneste, uopfyldeligt ønske – at få ret.

På den måde har referatstilen (en tysk anmeldelse kalder det ”livløs pseudorealisme”, det er også et synspunkt) alligevel sin litterære begrundelse. Hein kunne godt have sparet os for nogle af de meget lange meningsudvekslinger. Han kunne også godt have lagt noget til portrættet af nogle af romanens bifigurer. Især den skråsikre, halvt naragtige datter er en (urimeligt) svag repræsentant for den usvækkede tillid til staten.

Men formen giver mening, både som stemningsbærer og psykologisk billede.

SPØRGSMÅLET er så, om romanen taler med samme vægt og gyldighed, når det gælder billedet af staten som et komplotternes, tilsløringernes og løgnens monster. Om fx – for nu at parafrasere den efterladte far – staten i sit forsøg på at beskytte sig selv, ved at overtræde sine egne love og ved sin uvilje til at indrømme fejl selv skaber sine militante fjender. Og om den gennem sit magtmonopol og sit kontraktbrud med sin befolkning udfører statsterrorisme.

Her bliver romanens psykologiske fokus på de efterladte forældre og søskende en svaghed og dens synsvinkel for snæver.

Romanen er ikke dokument nok, altså trods alt ikke tæt nok på den autentiske historie til med overbevisning at give den eksemplets spektakulære tyngde. Og har samtidig ikke fjernet sig tilstrækkeligt fra den, dvs. er ikke blevet roman nok til at gøre djævelskabets almindelighed og uomgængelighed begribeligt.

Vi hører en bunke om staten, per referat, via møder med en åh-så-redelig advokat og gennem hovedpersonens voksende erkendelse. Men vi hører intet om de mennesker, der tvunget af tingenes spegede logik sylter den ind i løgn.

Den side af historien forudsættes bekendt. Man kan også sige, at den er et postulat.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information september 2006

Det nye Jerusalem i en saltmine

Mener han det, eller er ironien lige så tyk, som tonen er skinger? Peter Handkes ejendommelige myte om krig og undergang slutter med drømmenes storslåede genopstandelse

Peter Handke: Kali. Oversat af Hanne Lund. 138 sider, 175 kr. Gyldendal.

Vi befinder os i en art efterkrigstid. Man skal langt ind i romanen, før det antydes, men sådan er det vist. Vi befinder os i en art efterkrigstid. En art efterkrigsagtig tid.

I denne tid, på grænsen til vinteren, afslutter en sangerinde en sen aften sæsonens sidste koncert og tager fra byen for at tilbringe den næste tid i sin barndom – eller på sin barndoms sted eller stedet lige ved siden af. Hvem er hun, denne kvinde, som gør fortælleren bange, men som han alligevel nærer et stærkt ønske om at møde og romanen igennem klæber til? Denne kvinde, som har en enestående og for romanen afgørende evne til at finde ting, der er blevet væk; en ring, nogle linser og siden ting af større vigtighed?

Er hun en messias? Eller Kali, ligesom i romanens titel? Kali er ikke bare salt, men også navnet på den indiske gudinde, der opsuger mørket, forvandler alt stof og selv er stoffet. Er det hende, vi møder, forløseren?

MÅSKE, sandsynligvis. I hvert fald er hendes rejse mod det omtrentlige og foreløbige mål omsluttet af mørke. En slags dagnat eller natdag, lyset altid iblandet mørke og omvendt.

Også på andre måder bevæger romanen sig mellem to eller flere virkeligheder: som drøm og i form af drømmens sære omtrentlighed, hvor ting snart er sådan, snart alligevel ikke, og hvor noget tilfældigvis kom med og lige så tilfældigt gled ud igen. Og som film eller filmkulisse, hvor alting får dagnat- og natdaglyssætningens kunstige præg.

Og endelig selvfølgelig som tekst: Det er myte, men er det også allegori? Lader det sig oversætte, føre hen på eller tilbage på noget? Er det Europa i eskatologisk belysning med et håb om forløsning? Eller skal man hellere læse teksten, ligesom den kvindelige tingfinder bærer sig ad, når hun genfinder tabte effekter: Skal man kigge andre steder hen, op i himlen, ud i hjørnerne eller på stedet lige ved siden af? Skal man læse den som et digt?

DET KAN man godt, men det kan man alligevel ikke. For romanens og den kvindelige hovedpersons rejse fører trods alt frem til noget.

Til det forsvundne barn, som opsatte plakater melder om og efterlyser. Til mødet med moren, for også sangerinden, tingfinderen, er en bort- og nu hjemkommen. Og ikke mindst til Den Døde Vinkel, det endelige mål for rejsen, stedet, hvor hjemløse og flygtninge tager hen ombord på skibet Udvandreren for at arbejde i saltminens nedad- og spejlvendte verden. Det er mennesker alle steder fra forsamlet i de overlevendes koloni, en knastør, hvid verden med plads til tusind fortolkninger i de kilometerlange mineskakter: Et omvendt babelstårn, for nederst smelter alle tungemål sammen, forklarer minedirektøren. En slags genfødslens, renselsens og forvandlingens sted som hos Dante, som i Orfeusmyten, som i Goethes Faust og alle mulige andre steder …? Salt, kalisalt, livets salt?

I hvert fald ender det sådan. Tør man tro på det, mener han det virkelig, Peter Handke, Østrigs litteraturs mest utilpassede, hvilket siger ikke så lidt. At dette fællesskab på kanten af verden og i denne – hvad skrev vi? – efterkrigsagtige tid og i kalisaltets præserverende tørhed giver menneskeheden og livet drømmen tilbage? Bliver Den Døde Vinkel til Det Ny Jerusalem? Et liv ved foden af korset, men også i lyset fra krybben. Er det dét – eller er ironien lige så tyk, som tonen er skinger?

HANDKES lille roman eller myte er det svært at anbefale nogen, man må selv finde den eller finde noget i den, hvis man kan. Det sidste kan man, radikalt åben, som den er, med sin drømme- og myteagtige omtrentlighed kan man finde næsten alt.

Deri ligger dens fascination, dens besnærende ekkoer af alverdens ting. Det er for en del helt bevidste allusioner, for en anden del mere tilfældige sammenhænge på kryds og tværs og op i mytens almene himmel – for eksempel er det svært ikke at komme i tanke om Tom Kristensens digt ”Landet Atlantis”, når man læser bogen.

Deri som sagt dens fascination, men deri også dens rungende ubestemtheder, kongenialt gengivet i bagsideteksten. Thi denne bog handler om ”ensomhed” og ”rodløshed” og ”længsel” og ”forløsning” – og om alting og ingenting og det hele på en gang. Derfor har man ved siden af fascinationen af tekstens plastiske scener og af dens insisteren på det nøjagtige og bestemte midt i tilfældighedernes vilde flugt, en stærk fornemmelse af adresseløshed, ligegyldighed. Som om den var et pulver, der siver væk mellem fingrene på én.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information april 2008