Category Archives: I hans tidlige barndom en have

Staten som morder

Historien om en terrorist og hans far både overbeviser og postulerer

Christoph Hein: I hans tidlige barndom en have. Oversat af Hanne Lund. 198 sider, 249 kr. Gyldendal.

Wolfgang Grams, en tysk terrorist med tilknytning til Rote Armee Fraktion, mistede i 1993 livet under en politiaktion i provinsbyen Bad Kleinen. De senere undersøgelser fik aldrig klarlagt, om Grams for at modsætte sig arrestation skød sig selv. Eller om han blev skudt af politiet, ved et uheld eller som en regulær henrettelse.

Det er baggrunden for den tyske forfatter Christoph Heins (f. 1944) seneste roman, I hans tidlige barndom en have. Og mere end bare baggrunden. Heins bog er nemlig – ulig de fleste af forfatterskabets tidligere bøger – en minutiøs rekonstruktion af et sags- og hændelsesforløb med støtte i undersøgelsesrapporter, retsreferater og presseskriverier. Omtrent på dato og klokkeslæt og i langsommeligt og nidkært referat, der afspejler de efterladte forældres oplevelse af en sært standset tid og deres pinefulde, men uomgængelige forsøg på at få klarhed over deres søns død.

Vi får altså ikke meget litteratur, hvis litteratur er stor hittepåsomhed og dybe metaforlag. Til gengæld får vi – eller har Hein skaffet sig, og det har han utvivlsomt haft brug for af hensyn til sit tyske hjemmepublikum – et skridsikkert underlag for den historie, romanen ønsker at fortælle: Forældrenes, især farens, langsomme illusionstab, opgivelsen af en livslang tro på statens højere retfærdighed.

HUN ER pensioneret jordemoder. Han pensioneret gymnasierektor, dvs. en statsembedsmand, der jf. tysk lovgivning har måttet aflægge ed over for staten. Ikke at det har voldt ham besvær. Han er – var – et retskaffent menneske og både i tro og gerning systemets mand. Det sidste fx da han i årene efter sin tiltræden ved gymnasiet får sat skik på tingene og genindført den disciplin, som det lå mere end tungt med i de forudgående, venstredrejede år. Og i et længere perspektiv bagude: da han tjente som soldat i Wehrmacht som en vistnok lidt for svoren tilhænger af tingenes tilstand dengang.

Her er mere end antydet en sammenhæng mellem til den ene side den generation, der blev formet af det nazistiske Tyskland og ikke tidligt nok og ikke tilbundsgående nok gjorde sig fri af det, og til den anden side generationens revolutionære sønner og døtre. Antydet, men det er ikke romanens hovedærinde.

For tilbage står: Tror man på den gradvise forandring af den respekterede rektor med den lange forhistorie? Accepterer man forvandlingen til aldrende radikal, ikke en revolutionær og endnu mindre en voldsprædikant, men dog i det små en aktivist?

DET GØR man, synes jeg. Og det gør man, fordi romanen lægger sin synsvinkel hos de efterladte forældre og gennem dem lader os opleve systemets tilsløringer, pressens mekaniske og opportunistiske rasen og trykket fra lillebyens borgere og vindbøjtler. Og måske især, fordi den lader os mærke den ubærlige rolle: at være et menneske med en sag, bastet og bundet til et eneste, uopfyldeligt ønske – at få ret.

På den måde har referatstilen (en tysk anmeldelse kalder det ”livløs pseudorealisme”, det er også et synspunkt) alligevel sin litterære begrundelse. Hein kunne godt have sparet os for nogle af de meget lange meningsudvekslinger. Han kunne også godt have lagt noget til portrættet af nogle af romanens bifigurer. Især den skråsikre, halvt naragtige datter er en (urimeligt) svag repræsentant for den usvækkede tillid til staten.

Men formen giver mening, både som stemningsbærer og psykologisk billede.

SPØRGSMÅLET er så, om romanen taler med samme vægt og gyldighed, når det gælder billedet af staten som et komplotternes, tilsløringernes og løgnens monster. Om fx – for nu at parafrasere den efterladte far – staten i sit forsøg på at beskytte sig selv, ved at overtræde sine egne love og ved sin uvilje til at indrømme fejl selv skaber sine militante fjender. Og om den gennem sit magtmonopol og sit kontraktbrud med sin befolkning udfører statsterrorisme.

Her bliver romanens psykologiske fokus på de efterladte forældre og søskende en svaghed og dens synsvinkel for snæver.

Romanen er ikke dokument nok, altså trods alt ikke tæt nok på den autentiske historie til med overbevisning at give den eksemplets spektakulære tyngde. Og har samtidig ikke fjernet sig tilstrækkeligt fra den, dvs. er ikke blevet roman nok til at gøre djævelskabets almindelighed og uomgængelighed begribeligt.

Vi hører en bunke om staten, per referat, via møder med en åh-så-redelig advokat og gennem hovedpersonens voksende erkendelse. Men vi hører intet om de mennesker, der tvunget af tingenes spegede logik sylter den ind i løgn.

Den side af historien forudsættes bekendt. Man kan også sige, at den er et postulat.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information september 2006