Poetisk og billedrigt fortæller Herta Müller om totalitarismens foragt for sine borgere og om borgernes foragt for hinanden
Herta Müller: Mennesket er en stor fasan i verden. Oversat af Karsten Sand Iversen. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé. 154 sider, 198 kroner.
I en landsby i Ceausescus Rumænien hører det til undertrykkelsens almindeligt accepterede orden, at man betaler for sin udrejsetilladelse med sex og landbrugsvarer. Ikke én gang for alle, men over flere år og i en art bureaukratisk kispus, hvor de nødvendige papirer et passende antal gange bliver pist væk, indtil mel fra møllen, glas fra glasfabrikken, men især ungt kvindekød i lige så tilpas mængde og det samme antal gange får dem til at dukke op igen. Til allersidst, når papirerne er forsynet med myndighedernes nødvendige stempler og underskrifter, kan familien, eller hvad der er tilbage af den, så pakke kufferterne.
Familien Windisch – far, mor og datteren Amalie – tilhører det tyske mindretal. Deres rumænske tilværelse er en mellemtid eller en ikke-tid. Forude og bag et slør af vage fornemmelser og lavpraktiske spekulationer venter det attråede Vesttyskland, bagude, langt bagude, og som var det i går, ligger krigen og de russiske fangelejre.
Den tætte forbindelse mellem de tre tidsniveauer trækker et dystert perspektiv op og sætter sagen på spidsen: Udnyttelsen i dag er som udnyttelsen dengang; som moderen spredte ben for de russiske vagter og for sine medfanger, spreder datteren ben for præsten og politibetjenten.
Man ser væk, husker alt og udholder sine egne ydmygelser ved at pine de andre med deres.
DET er på kort form historien i ’Mennesket er en stor fasan i verden’, men det er ikke sådan, vi hører den.
Herta Müller, der selv forlod Rumænien i 1987, året efter romanens udgivelse, fortæller i et poetisk sprog og med kæder af billeder, der slynger, snor og forvandler sig gennem bogens ultrakorte sætninger og kapitler. Det hvide i blomsterbladene går fem, ti kapitler længere fremme i ét med barberskummet og gentages i melet, senere i den russiske sne og lægger sig til sidst som krave om datteren Amalie, da hun gør sig klar til den afgørende ”audiens”. Det er billede på billede og ét mere ovenpå, fra naturens skræppen og piblen til Bibelens galende haner og ormstukne æbler, til eventyret, til hverdagen og tilbage igen.
For det meste er det betagende, ja, rystende, også når man går tabt i billedrebussen. Eller i den litterære pantomime, som stilen også kan minde om, med ordenes tavse fagter og figurernes og genstandenes ejendommelige mekanik: ”Windischs kone stiller sine kindben ind i spejlet”, ”Amalie fylder tåren endnu engang”.
På andre tidspunkter – eller allerede hér? – bliver det komisk eller kan af ufølsomme læsere opfattes sådan. Sikkert forstærket af, at Herta Müllers skrift for alt i verden vil undgå at være det. Her er intet at grine af, ingen humor, ingen ironi, ikke så meget som ét sekunds pause fra patossen.
Klaustrofobien, man også kan opleve, er muligvis en del af stilens kølige beregning. Det er i det hele taget en intellektuel skrift, Herta Müllers. Er den også med alle sine snurrigheder og koder en bevidst forskansning mod den anden virkelighed, det totalitære og perverse bureaukratis? En skrift, der snart søger efter en mening bag om tingene og i billedernes fine væv, snart opløser al mening i hvid lyd som et passende svar på systemets absurditet? Det kunne godt være sådan.
Karsten Sand Iversen har oversat Müllers bog. Det mærker man – mærkede jeg – ingen steder.
THOMAS THURAH
Anmeldelsen stod i Politiken september 2009