Tyske Daniel Kehlmann tegner et vittigt portræt af den tåbelige kulturjournalist
Daniel Kehlmann: Jeg og Kaminski. Oversat af Birgitte Grundtvig. 166 sider, 249 kr. Forlaget Per Kofod.
Hvad der især gør Daniel Kehlmanns lille roman værd at læse, er dens gennemført usympatiske hovedperson. Sebastian Zöllner, som han hedder, er et menneske uden evner for noget som helst. Han har klattet tiden væk i reklamebranchen, spildt den på nogle studieår, fedtede sig så ind som kulturjournalist på en avis. Og lever desuden på nas i en venindes lejlighed og i en vinkel af virkeligheden, som hans egen forstand og indsigt ikke har adgang til.
Nu vil han nach oben, og til det formål skal han bruge den berømte maler Manuel Kaminski, en af de sidste halvstore, bekendt af Matisse, Breton, Picasso. Han vil skrive hans biografi, vride ham for alt i håb om, at det vil dryppe lidt på ham selv. Og hvis så gamle Kaminski vil være så god at dø, så snart bogen er færdigskrevet, skulle gennembruddet og springavancementet til en karriere som celeber biografist være så godt som hjemme.
Det er ingen kunst at skildre et ubehageligt, grænseløst selvoptaget menneske helt blottet for selvindsigt, men det kræver noget at gøre det i en jegfortælling, som det sker her. Den ene pinlige scene følger den anden, kun hovedpersonen ænser ingenting. Han møver sig med til middagen med en lille kreds af venner og bekendte i huset på bjerget og er bagefter ikke til at drive hjem på hotelværelset. Han dukker uanmeldt op igen, bestikker stuepigen til at holde dagen fri og gennemroder så hus og private gemmer. Og når lejlighed byder sig, og især når den ikke gør, underholder han med sit seneste og eneste andet scoop; da han med trusler og almindelig uforskammethed tiltvang sig adgang til Wernickes efterladte for at skrive sin reportage om kunstnerens ”spektakulære død”.
Pointen er ikke kun, at Zöllners idioti er underholdende, men at den står i skinger kontrast til den trods alderen stærkt levende Kaminski, der disker op med et væld af anekdoter om og refleksioner over kunsten, uden at det i øvrigt gør noget særligt indtryk på Zöllner. Han får ellers det hele foræret under en lang, roadmovie-agtig rejse i bil og tog med sit mindre og mindre forsvarsløse offer. Først da det er for sent, og den vindøjede fortæller for længst er gået vild i det spejlkabinet, som forfatteren og Kaminski har lokket ham ind i, går der en prås op for ham. En lidt moraliserende prås, der vil fortælle læseren, hvad læseren har forstået længe inden.
Måske havde det været sjovere, hvis Zöllner havde fået lov at gå linen ud – og i en (kunstner- og journalist-) verden af sebastian zöllnere var blevet overdådigt belønnet for det. Det havde i hvert fald været bedre i overensstemmelse med romanens ironiske og meget vittige portræt af selvbedraget.
Op på siden af den finurlige roman om den moderne videnskabs hoved- og vildveje, Opmålingen af verden, der for nogle år siden skaffede Kehlmann et internationalt gennembrud, når denne tidlige roman ikke. Men den viser trods alt, at han også kan i det lille format og ikke behøver at have hele den makrokosmiske verden til sin rådighed for at afdække nogle af de tåbelige kræfter, der får den til at dreje rundt.
THOMAS THURAH
Anmeldelsen stod i Information maj 2008