Category Archives: Horváth, Ödön von

Venus med rygsæk og ungdom med fiskeøjne

Klassiker fra den nazistiske eksillitteratur om gudløs ungdom, der gav sig fanden i vold

Ödön von Horváth: Gudløs ungdom. Oversat af Søren Gosvig Olesen. 144 sider, 199 kr. Forlaget Vandkunsten.

Den tysk-ungarske forfatter Ödön von Horváth er ikke helt ukendt i Danmark. Hans teaterstykker Kasimir og Karoline fra 1932 og Don Juan vender hjem fra krigen fra 1937 er blevet opført på danske scener, den sidste tilmed i en operaversion ved Erik Højsgaard. Og så forholdsvis sent som i 1989 oversatte Villy Sørensen Seksogtredive timer, Horváths første roman, der imidlertid først udkom næsten fyrre år efter forfatterens død.

Alligevel må man konstatere, at Horváth er en af de mange forfattere, hvis eftermæle primært knytter sig til et særligt dramatisk afsnit af historien, og som især er kendt for at være kendt af få og berømt for at være berømmet af de største. I Søren Gosvig Olesens korte og udmærkede forord heddet det karakteristisk nok, at Horváths lille bog er ”en af de vigtigste romaner i nazitidens tyske eksillitteratur”, at den ved udgivelsen blev lovprist af både Thomas Mann og Hermann Hesse, og at Horváth senere endnu, ved ”genopdagelsen” af ham i 1960’erne, blev fremhævet af den store østrigske forfatter Peter Handke på bekostning af Bertolt Brecht.

HORVÁTH blev født i Budapest i 1901 og døde ved en ulykke i Paris i 1938. Han var først og fremmest dramatiker og en af de mange, hvis stykker blev forbudt efter den nazistiske magtovertagelse. Ved samme lejlighed blev hans opholdstilladelse inddraget.

Det tvang ham andre steder hen i det krigstruede Europa, i første omgang til Østrig, senere til Paris, og andre steder hen i de litterære genrer. Tyskland fik han ikke at se igen, og i de sidste år af hans liv drejedes forfatterskabet over mod prosaen.

Gudløs ungdom, der udkom i 1938, samme år, som Horváth fortsatte sin flugt fra Østrig til Paris, var første del af en planlagt trilogi. Kun det andet af de tre bind nåede at blive færdigskrevet, nemlig Et barn af vor tid, der udkom samme år. Året, da Horváth dør.

NÅR man oplever eller genoplever Horváths tekst halvfjerds år efter udgivelsen, er det mere end noget den knappe og rapporterende stil, der slår én. Den har ikke meget til fælles med Hermann Hesse og Thomas Mann. Til gengæld forstår man godt, at Handke finder på at sammenligne Horváth med Brecht, selv om det vistnok var dramatikken og ikke så meget stilen, der var anledningen.

Romanens fortæller, den cirka 30-årige skolelærer, er trods sin ærgrelse over ungdommens tiltagende råhed og kynisme selv en kølig iagttager. Eller lidt af en kold fisk, for nu at misbruge et af romanens gennemgående billeder: det koldblodede fiskeøje, ”uden gnist, uden glans”.

Også det navnløse kollektiv af unge, kun benævnt med deres navns begyndelsesbogstav, svarer godt til stilens tilbagetrukkethed, de korte, sideordnede sætninger og mange indrykninger. Der er noget uniformt og marchagtigt over hele fremstillingen, men lige så tydelige er ironiens og sarkasmens skæve taktslag.

MED EN forsigtig bemærkning om, at negrene også er en slags mennesker, har fortælleren bragt sig på kant med sin dehumaniserede – nazificerede – skoleklasse, med forældrene (blandt dem den koleriske og partitro småborger i en bagermesters skikkelse), med skolelederen, og hvem der ellers ivrigt eller tavst passivt stimulerer tingenes tilstand. I første omgang retter han ind. Der er jo pensionen og hans gamle forældre. Der er i det hele så meget. Så under larmende indre protester tager han med de unge mennesker på en paramilitær ungdomslejr, hvor der skal marcheres og skydes til den store fortjenstmedalje.

Herregud. Kan han bare få lov at være i fred og betragte det hele på afstand.

Men i den lille teltlejr tager historien en dramatisk drejning. En dreng bliver slået ihjel, mistanken falder takket være fortælleren på en uskyldig. Det gør fortælleren til medansvarlig, ikke kun i det snævre kriminalistiske perspektiv. Og så lokker det endelig selveste Gud frem, der så længe har været savnet.

Hvorledes skal ikke røbes hér.

DER ER meget mere at sige om Horváths lille bog, to ting skal jeg have med.

Den ene er de billeder fra henholdsvis den bibelske og den romerske verden, han slynger sin fortælling omkring, egentlig ikke videre elegant, snarere frygtløst. Det giver den det evigtgyldiges præg og bidrager desuden til komikken. Den Gud, der optræder i titlen og pludselig også i bogen, har med det første at gøre. Det er ikke den kristne Gud, men en art sandhedens symbol. Det komiske bidrager til gengæld Cæsar til, en skarptseende bums af en skandaliseret skolelærer, der har gjort sig til konge eller kejser snarere i et underjordisk rige af udstødte. Når de åndelige plebejere kommer til tops, går Cæsar til bunds.

Det andet, der skal med, er – meget apropos – romanens humor, fx dens hurtigt tegnede portrætter af gudløs ungdom. I særklasse morsomt og på samme tid sørgeligt er billedet af de forbipasserende elever fra pigeskolen, ”den marcherende Venus”, som de kaldes, på rituel jagt efter ”den forsvundne flyver”:

”Jaså, er nogen styrtet ned? Nej, ”søgning efter den forsvundne flyver” er bare en militær øvelse for den kvindelige ungdom. Et stort stykke hvidt karton bliver gemt et eller andet sted i underskoven.”

”Marcher bare til, I fremtidens mødre!”

DER ER kun en enkelt ting ved Forlaget Vandkunstens (og Søren Gosvig Olesens) både velkomne og gennemsobre udgivelse, jeg har lyst til at anholde. Nemlig bagsideteksten og forordet, der hævder, at ”Gudløs ungdom er en roman om, hvordan et totalitært samfund omringer det enkelte menneske, indskrænker dets ytringsfrihed og begrænser dets handlemuligheder.”

Det kan man sige om mange romaner, fx om den næsten samtidige Aldous Huxleys Fagre nye verden og om George Orwells lidt yngre 1984. Men jeg synes ikke, det er rigtigt at sige om Ödön von Horváths roman, at den handler om, hvad den totalitære stat gør, eller om den totalitære stat sådan i  al ubestemthed.

Den handler for mig at se som mange sine efterkommere snarere om, hvordan den totalitære stat skabes og holdes sammen af det almindelige menneske som denne romans forsmåede bagermester eller som dens fortæller. Indtil det øjeblik de beslutter sig for noget andet.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information august 2008