Albert Camus’ bevægende skildring af håbløshedens vane og dens logiske svar, medmenneskeligheden, taler stadig direkte til læseren. Nu har hans gennembrudsromans mere end 60 år gamle oversættelse fået en klar og mundret afløser
Albert Camus: Pesten. Oversat af Hans Peter Lund. Gyldendal. 381 sider, 299,95 kroner.
Den amerikanske litteraturprofessor Elizabeth Hawes fortæller i sin portrætbog om Albert Camus, at de amerikanske kritikere godt nok tog pænt imod ’Pesten’, da den i 1948 udkom i engelsk oversættelse, et år efter den fransk original, men at de til gengæld fuldstændig havde misforstået den.
Oplysningen har Hawes fra et brev, som Camus’ forlægger skrev til ham kort efter udgivelsen. Desværre får vi hos Hawes ingenting at vide om, hvad misforståelsen går ud på. Et gæt vil være, at flertallet har opfattet den som den unge franske forfatterfilosofs rebelske udfald mod det nazistiske regime, der indtil to år før udgivelsen havde holdt Frankrig og Camus’ eget hjemland, Algeriet, besat. Camus havde lige efter krigen besøgt New York og var blevet fejret som en af eksistentialismens eksotiske og alvorsfulde bannerførere og som modig journalist og helt i modstandsbevægelsen. Hemingway på fransk, tilsat lidt James Cagney foruden det tredje krydderi, som amerikanerne slet ikke havde magen til. At opfatte bogen først og fremmest som en slags kampskrift skrevet i allegoriens kodesprog må have ligget ligefor, i hvert fald var det prædikatet, der klæbede til romanen i mange år. Også i Danmark.
Camus’ roman, der blev hans store gennembrud i Europa og i USA og skaffede ham penge og anseelse i større mængder, end han brød sig om, handler om pestens udbrud i den algierske havneby Oran. Først én død rotte på trappestenen, så et par stykker mere, til sidst en invasion, i samme takt skyder bylderne frem under armhulerne på den uskyldige befolkning, så følger døden. Camus gjorde grundige studier i historiens store epidemier, det giver fremstillingen en grum, men også nødvendig realisme. Alligevel kan man godt ane programskriftets skelet bag historien, men det er ikke først og fremmest modstandsmandens.
Dels handler romanen kun lidt om rotterne og pesten og langt mere om det lille samfunds reaktion. Dels ligger der nok i den hastige eskalering af tragedien og indbyggernes modtræk en opfordring til handling. Man skal ikke, som hovedpersonen, lægen Rieux, udtrykker det, falde på knæ, men bekæmpe den ulykke, der slår uskyldige mennesker ihjel og holder dem isoleret fra hinanden. Handlingen er bare ikke så meget en handling vendt mod en militær besættelsesmagt som mod meningsløsheden, opgivelsen, selve det livsødelæggende i tilværelsen.
Jeg har svært ved at beslutte mig for, hvad jeg synes virker stærkest i romanen. Er det den medmenneskelige mobilisering? Journalisten, der egentlig bare var på reportagerejse, forfatteren, der år efter år slås med sin bogs første linje, selvmorderen, de finder alle sammen noget nyttigt at gøre som svar på eksilet, ikke heroiske eller ”vidunderlige”, men ”logiske” svar, som Rieux’ siger. Eller er det de psykologiske tilstande, der kommer før mobiliseringen? Bedøvelsen, ”håbløshedens vane”, som det hedder. Begge dele er bevægende skildret og vedrører, som det også hedder i romanen og som en del af dens filosofiske program, naturligvis ”alle”. Stadigvæk.
Til næste år, 2013, ville Camus være fyldt 100 år. Gyldendal har foreløbig markeret begivenheden med Hans Peter Lunds nyoversættelse af ’Faldet’. Det er også ham, der har æren for, at den mere end 60 år gamle oversættelse af ’Pesten’ nu har fået en klar og mundret afløser. Det objektive og ukunstlede er Camus’ stil, det står også godt til hans fortællers logiske moral. Som han siger et sted: ”Jeg befinder mig i mørket og prøver at se klart.”
THOMAS THURAH
Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2012