Category Archives: Eco, Umberto

Sagtmodig rationalist

Umberto Ecos veloplagte klummer i skrabsammenversion

Umberto Eco: Fordele og ulemper ved døden. Oversat af Thomas Harder. 363 sider, 279 kr. Forum.

Forlaget kalder dem essays, og det er vel ikke helt forkert, men langt flertallet er klummer, som Eco i årene 2000-2005 har skrevet til la Repubblica og L’espresso. Det er ikke, fordi det er mindre fint, men det er i reglen kortere og lige så meget ironisk (underfundigt, velunderbygget, morsomt …) statement som refleksion og undersøgelse.

Han er en mønsterintellektuel, Eco. Altid leveringsdygtig, hvad enten det er de faste deadlines, der kalder, eller anledningen er en gæsteforelæsning et eller andet sted på kloden. Den dygtighed ligger også både i stilens veloplagthed og i et kæmpestort filosofisk og kulturhistorisk beredskab. Til min overraskelse er han tilmed befriende ukrukket, selv når man læser ham i den store skrabsammenversion som den foreliggende. Ja, han er nærmest gammeldags som intellektuel figur, mere oplysningsmand og sagtmodig rationalist end glad og postmoderne nihilist.

DET FÅR man bedst indtryk af i de lidt længere tekster, der indleder bogen. Fx den skarpe (og kun lidt overbærende) om karnevaliseringen af samfundet, der har forvandlet legen fra noget, der fandt sted i en kortvarig tilbagetrækning fra de daglige rutiner, til en uophørlig og altgennemstrømmende aktivitet eller mental tilstand. Vi ”leger”, når vi arbejder, køber ind, ser fjernsyn, går i kirke, er politiske. Men legen, formaner Eco, tilfredsstiller ikke begæret, tværtimod skærper den det.

Den samme kritiske sensibilitet over for det postmodernes overflademylder finder man selvfølgelig i en stribe tekster om sprogets sløringsmekanismer. Langt, akademisk og historisk i et stykke om ”overgrebets retorik” og nærværende, politisk og samtidskritisk i åbningsteksten om den symbolske ”Oldkrig” som politisk og agitatorisk instrument. Oldkrigen er den gammeldags krig om territorier og med tydelige fjender og kalkulerede tab (altså rigtig døde mennesker). Den batter ikke ret meget i virkelighedens verden, men i den politiske propagandakrig på uvirkeligheds-virkelighedens hjemlige slagmarker kan den være nødvendig.

Det var ifølge Eco operationerne i Afghanistan efter 11. september et eksempel på.

SÅ ER DET også antydet, at mange af bogens tekster er bundet af tid og sted. Det ligger i genrens natur.

Enkelte tekster kan ligefrem virke bedagede (fx en udpræget her-og-nu-diskussion af den europæiske kritik af amerikansk enegang i Irak-krigen) og flere meget italienske. Hvad det sidste angår, er forskellen mellem hér og dér nu til at overse, apropos hvad Eco et sted skriver om de fælles europæiske erfaringer, der har rykket de afgørende kulturforskelle et stykke længere ud.

Derudover har bogens oversætter, Thomas Harder, gjort et stort og nyttigt arbejde med at forklare navne og baggrunde i noterne.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information september 2007