Category Archives: Ruge, Eugen

Mørke i DDR

Eugen Ruges fremragende roman om DDR som politisk og åndelig tilstand er blevet sammenlignet med Thomas Manns ’Buddenbrooks’. Det er store ord, men ikke for store

Eugen Ruge: I tider med aftagende lys. Oversat fra tysk af Jacob Jonia. Batzer og co. 436 sider, 298 kroner. 

Eugen Ruges roman lægger stilfærdigt fra land, stilen gør ikke meget væsen af sig, dramaet er nærmest underspillet, 30-40 sider inde er man opslugt.

Vi begynder i den nære fortid, det østlige Berlin 2001, så går det i et langt spring over Atlanten, Mexico 1956, hvor et landflygtigt ægtepar forbereder deres tilbagevenden til den endnu unge demokratiske republik. De er partitro af den gammeldags slags, betonhoveder, men håbefulde. Så går det igen frem, til Berlin kort før Murens fald, hvor et udsnit af romanens persongalleri er forsamlet til 90 års fødselsdag, på én gang højkomisk og en menneskelig tragedie, det hele bogstavelig talt tabt på gulvet. Og så tilbage igen, frem, tilbage. I tre slægtled, fire faktisk, vi får også et glimt af generationen, for hvem det hele, Muren, Stasi, die Wende, er sort middelalder.

Nedslagene, der er 20 i alt, beskriver altså en bue, den omtrent virkeliggjorte socialismens ballistiske bane. Først går det opad, hvis vi holder en hånd for det ene øje, øjet på undertrykkelsen, den korrumperede magt, fangelejrene, så næsten lodret ned. Fra håbefuldhedens solgnister til komplet mørke.

Punkterne bliver i læserens hoved til et panorama, det sker ikke af sig selv, men fordi Ruge udfolder dem i tætte skildringer af mennesker og hverdagsliv. Der er et raffinement mere. De samme begivenheder og scener bliver beskrevet i flere omgange (særlig opmærksomhed får en 90 års fødselsdag nogle få dage før den endelige sammensmeltning), men i skiftende synsvinkler. Betonhovedets synsvinkel, hans hustrus, deres søns, historikeren med en fortid i sibirisk fangelejr, hans russiske hustrus, hendes oldingemors osv. Er han for eksempel kuleskør, 90 år gammel endelig indhentet af en velkendt systemfejl, paranoiaens? Eller vil hans hustru faktisk hælde gift i hans aftente? Det er sandhedens og historieskrivningens variationsrigdom, vi her får indblik i, på statsniveau og i menneskelig skala.

SANDELIG om romanen ikke også er morsom, delvis i samme anledninger, altså takket være perspektivforskydningen og de raffinerede gentagelser. Den russiske oldemor bryder ud i sang til 90 årsdagen, og det varmer jo, for er vores to folk måske ikke forbundet, og er sangen ikke ligesom et pant på venskabet? ”Vodka”, istemmer de tyske folkekommunister og højtdekorerede partifunktionærer omkvædet, ivrigt klappende, efterhånden brølende, [kursiv, 2 x vodka:]vodka! vodka! Et halvt hundrede sider senere og efter et par spring frem og tilbage i historien vender scenen så tilbage i oldemors perspektiv. Hendes sang handler om det lille gedekid, en sang for de små, hun deklamerer løs, vers for vers og opmuntret af reaktionerne: [kursiv:] Vot kak, vot kak – hør dog, hør dog!

Eugen Ruge er selv født i Uralbjergene i det vestlige Rusland og boede indtil 1988 i DDR. Han kender med andre ord indgående den tysk-russiske forbindelse, der løber gennem kommunismens europæiske historie, og han kender DDR-tidens hverdagsliv og trakasserier. Forvildelserne og selvbedraget sparer han ikke for noget, men det er skildringens varme underside, dens sørgmodighed og indlevelse i spildet af menneskeliv, der giver romanen dens dybe og bevægende perspektiv. Den tyske ugeavis Die Zeit kaldte med henvisning til Thomas Manns romanklassiker om en tysk købmandsfamilies fald for ”den store DDR-Buddenbrooks-roman”. Det er store ord, men ikke for store. Bortset fra Uwe Tellkamps moppedreng fra 2008, ’Tårnet’, har jeg ikke læst noget bedre om DDR som politisk og åndelig tilstand.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2012