Category Archives: Conquistadoren

Da indianerne opdagede Europa

Flere år før Columbus gik i land i Amerika, havde aztekeren Quetza gjort rejsen den modsatte vej – ifølge den litterære eventyrer Federico Andahazi

Federico Andahazi: Conquistadoren. Oversat fra spansk af Hans Henning Rasmussen. Gyldendal, 277 sider, 299 kr.

Argentinske Andahazi har tidligere skrevet en roman om manden, der opdagede klitoris eller som den første kortlagde den. Han har skrevet om renæssancemalerne i Firenze og Brügge, henholdsvis perspektivets og farvens mestre, og deres dramatiske forsøg på at stjæle hinandens hemmeligheder. Det er en umiskendelig evne, han har, evnen til at tænke kontrafaktisk, lægge opfindsomme vinkler og til at lodde mystik og gode historier.

Denne gang er helten Quetza, en ung mand i det mægtige aztekerrige. Et lykkebarn, en udvalgt, i hvert fald undgår han i sidste øjeblik ypperstepræstens skarpslebne offerkniv, for langt senere som ung mand at sejle ud fra sit fødelands kyster og opdage – Europa. Fortællingen hugger sig frem i korte kapitler, to til fem sider, alle sammen med dramatisk skumtop, inden det næste ruller frem. Der er bagende sol og drivende regnskyl, uendelige pinsler og ekstatisk nydelse, hede og kulde, had og kærlighed, alt sammen i rigelige mængder og på passende tidspunkter. Det er et spidsformuleringernes flag, Federico Andahazi sejler under.

Det gælder også på det tematiske plan. Hjemme i aztekerriget står to guder over for hinanden, det gode over for det onde, livet over for døden. Drengebarnet over for – eller under – offerkniven. Modsætningen gentages i Quetzas store rejse østpå, der skal ”komme fremtiden i forkøbet”, som det hedder. Det vil sige gennem en erobring forhindre den massakre, som før eller senere vil komme sejlende den anden vej fra, anført af repræsentanter for en grådig og barbarisk civilisation. Hvis da ikke Quetzas mission skal dreje historien i en helt tredje retning; fredens, forsoningens. Skønt det er nok for meget at håbe på, selv når man er kontrafaktisk i hovedet.

HVORDAN det hele spænder af, skal ikke røbes. Dog kan vi godt fortælle, at Quetza ved det spanske hof er så djævelsk heldig at løbe på en skipper ved navn Christophoro Colombo. På det tidspunkt har Quetza naturligvis fået bekræftet, hvad han længe anede, nemlig at Jorden er rund. Da han mærker, at sømanden med det melodisk klingende navn også ved besked, er han klar over, at det hemmelige og livsens farlige kapløb allerede er i fuld gang.

Hvor farligt, fremgår af mødet med det besynderlige Cuauhtollotlan, altså Europa. Her bliver kvinder brændt på bålet, religioner brugt som påskud for blodige krige, og guldet og handlen dyrket som de egentlige guder. Det ligner meget godt, hvad han kommer fra, og lover jo ikke godt for de næste fem hundrede år.

Federico Andahazis roman er i slægt med lidt af hvert: Voltaires gamle rejseberetning, ’Candide’, der beskrev turen den modsatte vej, men en lige så forrykt og svigefuld verden. Foruden ’Gullivers rejse’, ’Abernes planet’, den prototypiske amerikanske katastrofefilm, ’Odysseen’ og alle gætterierne om, hvad der var sket, hvis Hitler havde skyndt sig at besætte det olierige Kaukasus. Det hele stikker ikke lige så dybt som Quetzas spanske karavel, men det er godt lavet og stærkt underholdende.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken marts 2009