Category Archives: Bakker, Gerbrand

Mit liv under køerne

Hollandske Gerbrand Bakkers romandebut er en overbevisende og elegant skildring af et opbrud sent i livet

Gerbrand Bakker: Ovenpå er der stille. Oversat af Birthe Lundsgaard. 280 sider, 199 kr. Gyldendal.  

Det er et stille sted, nogle kilometer nord for Amsterdam, hvor gråkragerne vender. Én er her i hvert fald, der indimellem stiger blafrende op fra sin gren. Ellers sidder den med hovedet på skrå og sender blikke ind gennem vinduet i det lille bondehus. Derinde bor 56-årige Helmer og hans far.

Der er nogle vigtige skæringsår i deres liv, der ellers er lige så fladt som landet omkring dem.

Det ene er 1947, da Helmer og hans tvillingebror Henk blev født. Enæggede, Helmer et par minutter ældre end Henk, men siden dengang altid et par skridt bagefter. Henk er fars dreng, Helmer er ikke mors. Henk skal overtage gården, Helmer læse litteratur i Amsterdam. Det er nok, hvad Helmer har lyst til, men ingen udmærkelse.

Et andet vigtigt år er 1967. Henk og Helmer har på et værtshus mødt skønheden Riet. Det var Henk, hun fik øje på og siden blev kærester med. Det hele er planlagt, til og med det lille hus på grunden, de skal starte i, inden de rykker over på gården. I 1967 kører de galt i farens Simca, bilen lander på den oversvømmede mark med vandet stående ind. Henk drukner.

Der er endnu et skæringspunkt en snes år senere, da moren dør. Men fra 1967 er det hele afgjort.

Henk er færdig med ”det der i Amsterdam,” som faren siger til ham med en løftet pegefinger. Nu venter i stedet et liv ”under køerne”, som Henk selv kalder det.

DET ER et stille liv. I hvert fald set udefra, som det ofte er i romanen. Af for eksempel gråkragen og et par unge kanosejlere, der glider forbi på åen. Af Ada, nabokonen, der nysgerrigt, men mest omsorgsfuldt, måske endda forelsket, følger Helmer gennem en kikkert. Og så af Helmer, der har det med mere og mere at falde ud af sig selv.

Så noget er i opbrud, det indre er ikke lige så stille som det ydre.

Det kan have med faren at gøre. Den stovte husbond, kold og bestemmesyg. I hvert fald bliver han – langt om længe en skravlet gamling – slæbt op på et loftskammer med nøgle i døren, udvendig. Imens stuerne bliver ryddet og sengen i farens gamle soveværelse skiftet ud. Billeder pillet ned, andre hængt op. Senere vender Riet tilbage efter det meste af et liv, hustruen, som broren aldrig fik. Og med hende hendes søn, der rykker ind på gården som karl.

OPBRUDDET er et sært og ubestemmeligt et. For læseren, men ikke mindst for Helmer selv.

Kernen i det er tvillingebroren og det liv, han efterlod Helmer med. Et halvt liv, en halv krop. Og igen faren, der med sin patriarkalske egoisme og bondske nærsynethed startede adskillelsen længe før Henks død og har fortsat den tæt ind under sin egen.

Men opbruddet kommer diskret til syne: I den lidt kaotiske ommøblering som nævnt. I en vågnende fysisk fornemmelse, en pulseren i kønnet, der både har med den nyanskaffede seng og erindringen om Henk og tidligere berøringer at gøre. Desuden som en uklar længsel efter Danmark, danske stednavne, dansk natur. Derudover i relationer, der gentager Helmers forhold til mennesker langt tilbage. Vigtigst er gårdskarlen, Riets søn, der igen gør Henk nærværende og på en speget måde også Helmer selv. Og sandelig, i endnu en fordobling og gennem Helmers hidsighed og berøringsangst, den forhadte far.

Endelig er der nøgle- og urscenerne, der kommer tilbage. Vigtigste, henkastet og besættende beskrevet: En redningsaktion i et mudderhul, mand og får bjærget og bragt tilbage i historien. Det er atter forholdet mellem tvillingerne, der spøger, nu i nye positioner.

DET ER en overbevisende skildring af et gennembrud for følelser, længsler og intellekt. Langt fra digebruddets pludselighed, snarere som en gletschers langsomme skred.

Elegant og utvungent er det også, ligesom de indbyggede spejlinger, der spiller på bogens kiggen-udefra-motiv. Her skal nævnes måske romanhistoriens mest diskrete parallelfigur, nabokonens mand Wim. Han viser sig ikke i en eneste scene og understreger på den måde sit slægtskab med, for ikke at sige tvillingeforhold til, Helmer: Wim er bundet til sin gård, skruet fast i den, han tør ikke forlade den om så bare for et øjeblik.

Gerbrand Bakkers debutroman kommer hertil behængt med priser, strålende anmeldelser og salgstal. Det skal der ikke spindes nogen lang ende over.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information august 2008