Category Archives: Grass, Günter

Sandhedens gudvedhvad

Günter Grass’ erindringsroman er både stor og sand kunst – med de sprækker og den tvivl, man kan kende forfatteren på

Günter Grass: Når løget skrælles. Oversat af Per Øhrgaard. 395 sider, 299 kr. Gyldendal.

Per Øhrgaard: Fortsættelse følger … Et essay om Günter Grass. 2. udgave. 218 sider, 19 kr. Gyldendal.

Günter Grass begynder sin historie i tyvernes Danzig, det nuværende Gdansk, og sætter punktum godt tredive år længere fremme, da han med ét slag bliver verdensberømt som forfatter til romanen Bliktrommen. Tiden derefter er allerede kendt og til overflod dokumenteret. Eller som Per Øhrgaard skriver i sit genudgivne essay med et nyskrevet kapitel om erindringsbogen: fra nu af er hans liv ikke længere privat.

Det er sandt, hvad den omfattende skandale, Grass’ erindringer vakte, da de sidste år udkom på tysk, i sig selv er et udtryk for. Men samtidig er det slående, hvor meget af alt det forudgående, der heller ikke er forblevet privat, trods hemmeligheder, fortielser eller med et af erindringsbogens billeder ”indkapslinger.”

Også det er Per Øhrgaard inde på, når han skriver, at Grass’ bog er langt mere end en bog om krigen og nazismen. Den er nemlig i lige så høj grad en historie om barndom og ungdom og ikke mindst om forbindelserne mellem virkeligheden, erindringens mangfoldige variationer og kunsten.

OGSÅ HER står imidlertid krigen og Grass’ deltagelse i den i centrum.

Han gør ingen undskyldninger for sig selv. Han siger det enkelt og ligeud, her, som han har gjort det tidligere: ”Som hitlerdreng var jeg jo ungnazist. Troende til det sidste.” I krigens næstsidste år melder han sig frivilligt til våbentjeneste. I første omgang forgæves, der er endnu ikke bud efter årgang ’27, men det skal der snart blive. Skæbnen, tilfældet, den tids omstændigheder vil, at indkaldelsen, da den kommer, kommer fra SS. Den oplysning var som bekendt ny, da Grass forud for bogens udgivelse lod sig interviewe til en tysk avis. ”SS”, med Grass’ eget udtryk et skammens og skændslens dobbelttegn. Sat på ham desuden et skandalens brændemærke.

Om tiden i uddannelseslejren og senere om den korte krigsindsats fortæller Grass med en ejendommelig tydelighed. I glimt, ganske vist, og som om det var en hakkende filmstrimmel med ridser og huller, men samtidig med stor og nidkær opmærksomhed.

Der berettes om ydmygelserne, som han en enkelt gang får lejlighed til at give igen på, da han pisser kaffen til, inden den sendes videre til de sadistiske officerer. Om soldaterne, såkaldte ”forsvarsnedbrydende kujoner”, der dingler fra træerne langs vejen mod fronten, ofre for MP’ernes lynjustits. Om en forårsdag med fuglekvidren og det første møde med fjendens ”stalinorgel”, der flår kød i stykker og trækker indvolde ud. Om de to gange han kommer på den gale side af frontlinjen og uden den marchordre, der er hele forskellen mellem soldater og desertører, forsøger at komme tilbage igen blandt sine egne.

Denne del af krigshistorien, der omfatter en skytsengel i skikkelse af en frisør, som krigen har gjort til korporal, er noget af det mest menneskeligt heroiske, jeg kan mindes at have læst om den slags.

FOR Grass ender krigen – med en frelsende granatsplint i skulderen og andre spredte skader – i en amerikansk krigsfangelejr. Det er her og siden som minearbejder i det første efterkrigsår, han gradvist forstår, hvad han ikke forstod tidligere. Takket være hvad? Nürnberg-processerne for en del. Billeder fra kz-lejrene, som den amerikanske ”education officer” viser de slagne Prisoners of War. Et madtyveri begået af en af værnemagtens officerer, en af de dengang forgudede. Og så naturligvis krigens virkelighed, der på den måde kommer til at kaste sin skygge ind over Grass’ politiske virkelighedsopfattelse, men også ind over hans kunst.

Skulle han have forstået det før? Hvorfor gjorde han det ikke? Det er erindringernes tilbagevendende spørgsmål og stikord i den gamle Grass’ forhør af den unge, af barnet, der senere skulle blive ham.

Der var anledninger nok, dem fortier Grass ikke. Barndomskammerater, der kendte en anden sandhed om krigen, end den han selv valgte at tro på. En onkel og en lærer, der begge to forsvandt, uden at nogen – uden at Grass selv – spurgte hvorhen eller hvorfor. Og måske stærkest, en Vigørikkesådannoget, et arisk mønstereksemplar af en soldaterkammerat, der i uddannelseslejren kan alt og er parat til alt, bortset fra det ene at tage fat om det våben, der igen og igen bliver rakt til ham. Han afslår, vil ikke, deraf navnet: Vigørikkesådannoget.

Men Grass gør altså.

BOGEN er således en bog om krigen, nazismen og det, der gennem tres år var Grass’ hemmelighed. Men den er som nævnt også en bog om kunst og i sig selv kunst.

Det er den, hvor Grass elegant og tankevækkende springer frem og tilbage mellem erindringerne og det senere værk; dér har det virkelige sat sig spor eller kastet sin skygge, sådan fletter Oskar Matzerath historie, skæbne og sære indfald med denne og hin.

Kunst er den også, hvor Grass i sit mangedobbelte og i flere lag forskudte krydsforhør af den, der engang var ham eller siden skulle blive det, springer fra 1. person til 3. person. Altså snart iagttagende ham, undrende sig, revsende ham, som om han var en fremmed, han forsøger at nærme sig eller skære og skrælle sig vej ind til. Og snart anskuende det hele fra oven og med jegets større bestemthed.

Det er jo omtrent kernen i Grass’ poetik og i hans politiske syn, hvis man kan skille de to ting ad. Her udtrykt gennem erindringens og historiefortællingens omtrentlighed, som vel at mærke ikke bærer løgnen i sig, men netop gennem forbeholdet kommer både det virkelige og sandheden nærmere. ”Erindringen sætter varianter fri (…)”, skriver Grass et sted. Og bogen igennem minder han læseren om det samme med sit gentagne ”gudvedhvad”, ”gudvedhvordan”, ”gudvedhvorfor”.

Det er altid sprækker, der lurer altid en tvivl.

JEG er gået let hen over det muntre i Grass’ bog – eller for min skyld: roman. Det har den ikke fortjent, for der skrives mere end morsomt, om den pik, den unge Grass ofte er halset efter. Og om den lange, beslutsomme vej gennem klostre og skoler og kunstakademier mod berømmelsens tvivlsomme tinder. Og om – for nu at kigge baglæns – den unge inkassator, moders kæledægge, der mod procenter inddriver tilgodehavender blandt kunderne i forstaden til Danzig. Et nyttigt hverv, indbringende, ikke kun pekuniært, for barnet får trods pandehåret, der hænger ham ned for øjnene, set lidt af hvert på sin vej op ad trapperne og lugtet og hørt adskilligt mere.

Det er kunstneren, der tager tilløb.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information maj 2007