Category Archives: Lenz, Siegfried

Liv med maske på

Tyske Siegfried Lenz har skrevet fem fine fortællinger om livet som forestilling og tankespind

Siegfried Lenz: Masken. Fortællinger. Oversat fra tysk af Jacob Jonia efter Die Maske. Forlaget Hovedland. 122 sider, 149 kroner. 

Siegfried Lenz er forfatter til et af efterkrigstidens vigtigste pejleværker, den muntert-sørgmodige ’Tysktime’ (1968) om pligtens og medløberiets djævelskab. Nu, i den sene ende af livet, skriver han mere i det korte format, noveller og små romaner, og om lidt andre temaer, men med samme vægt på etik, med en tone i sproget, der kan minde om venlighed, og i grunden lige så godt.

Vi digter os væk fra livet, spinder os ind i mærkelige forestillinger, tager maske på, hvis livet da ikke ligefrem er identisk med forestilling og maske. Det er tråden, som den lille samlings fem fortællinger vikler sig omkring.

Som i samlingens første tekst, ”Rivaler”, om museumskustoden, der risikerer sit virkelige livs dybe og mangeårige kærlighed for en passioneret fantasi om Antonia, en malet skønhed på museet. Som i ”Udkast”, hvor en ældre forfatter for sin hustru udreder historien om deres søns liv, med alle de vigtigste hændelser og som en blanding af en underhåndsforhandling om og bekræftelse på hans gode karakter og livets alting og ingenting. Sønnen døde ved fødslen, får vi at vide i fortællingens sidste linje.

Min favorittekst er ”Siddepladser”, der tager os med til en overrækkelsesceremoni i den Oversøiske Sal. Et skib har været i for høj sø, men lige akkurat reddet sig fri af skærene. Nu skal hele det dramatiske forløb genfortælles af alle involverede til almindelig og selvbegejstret opmuntring, og heltekaptajnen behænges med et sølvror. Fortællingen er lagt i munden på ceremoniens stoleopstiller og navneskilteskriver, der elegant krydsklipper fra stol til sø og diskret får pillet glans og forsølvning af historien.

Derudover er der titelnovellen om ilanddrevne masker, som den lokale befolkning afprøver som nye spilmuligheder, og en fortælling om smagsindtrykkenes og kunstens forestillinger.

Lenz er blevet beskyldt for at moralisere. Han er moralsk, men det er noget andet. Fortællingerne her holder ikke et mere autentisk alternativ op til livet bag masken, den registrerer snarere spillet som kendsgerning, med muntert overskud og en sørgmodig undertone.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken juni 2012