Spanske Carlos Ruiz Zafón slår generøst og under stort rabalder dørene op til andre og mystiske virkeligheder – det kan anbefales at benytte dem
Carlos Ruiz Zafón: Englens spil. Oversat fra spansk af Iben Hasselbalch. Lindhardt og Ringhof. 572 sider, 399,95 kr.
David Martín modtager under mystiske omstændigheder og af alle steder i et nedlagt bordel, men ikke så nedlagt, at det gør noget, et kort fra en fransk forlægger. Forlæggeren vil betale den unge forfatter hundredetusind francs for at skrive en bog, en ganske usædvanlig bog, som snart skal lede den på krop og sjæl ramponerede David ind i voldens, spiritismens og den sorte magis livsfarlige riger.
Plottet er svimlende som en tur i Barcelonas berømte svævebane, hvorfra vi til sidst lige akkurat og vistnok kan overskue det hele, mens de onde dør (i hvert fald nogle af dem), og de gode græder. Hvad kan røbes? At bogen, David skal skrive, er en slags mørkets og grumhedens bibel, og at den franske forlægger er identisk med den engel, der er på spil i romanens titel, ikke sådan en med basunkinder, men Lucifer, den nedstyrtede. At David undervejs skal falde over et manuskript med lignende takter, altså skrevet til en mørkets og forskrivelsens uheldsvangre melodi. At vi når at hilse på både skrupelløse advokater, brutale politikfolk, hjertesyge læger, afdankede kabaretskuespillere, godmodige boghandlere og en del flere. Og at det hele absolut ikke ender godt, men så meget desto mere tilfredsstillende og i en passende apokalypse af støv, blod, flammer og de føromtalte tårer.
Man følger betingelsesløst med, lige lykkelig over gådernes langsomme afskalning på romanens realistiske plan som over de overraskende åbninger mod det ukendte, herunder De Glemte Bøgers Kirkegård, der skjuler sig bag en af byens knirkende porte. Og hele vejen godt underholdt og behørigt stimuleret af den elegante vekslen mellem høj og lav puls. Spanske Carlos Ruiz Zafón – forfatter til bestselleren ’Vindens skygge’ – har mesterens umiskendelige håndelag.
DET er imidlertid ikke plottet alene, der gør det.
Byrummet skal nævnes, en ejendommelig verden, der på nogle indlysende punkter ligner 1920ernes Barcelona, men nok så meget en tusmørkets og sprækkernes kunstige scenografi. Der er hovedpersonens hjem, ”tårnhuset”, som én koordinat og silhuet, vennen don Pedros ”Villa Helius” som en anden. Og derudover avisredaktionerne, barerne, kirkegården, boghandlen, verdensudstillingens mange efterladenskaber osv. i vekslende belysninger og skiftende vejrlig, vævet sammen til ét i fortællingens urolige raster.
Den generøse brug af effekter, der ganske hæmningsløst lader fortællingen spidse til i rene karikaturer af cliffhangers og personerne udstøde suk på passende tidspunkter og gennembore af spidse instrumenter på andre – også den skal nævnes. For hvad var mon romanen uden denne knirken og knagen, disse trillende tårer og floder af blod, hele denne larmende regi, der ikke gør nogen hemmelighed af, i hvilken genre uhyrlighederne udfolder sig? Ikke den roman, klart nok.
Forklaringen på, at det kun indimellem bliver for meget, er naturligvis den overvældende tekniske dygtighed og derudover de mange indbyggede – ironiske, kvikke, morsomme – bemærkninger, romanen har at gøre om sig selv og tjubanglitteratur i det hele taget. Det er ikke overraskende på den genre, David har grundlagt sit mangetydige litterære renommé, i øvrigt i en skabelsesrus over adskillige år og fire, fem gange så mange bind. Alene af den grund er man helt indforstået med, at han – jeg-fortælleren – tegner sin historie op i gotisk spidsbuestil med skarpe farver og krudtslam. Så meget desto mere, som det er en af romanens pointer, at man aldrig er helt sikker på, om det nu alt sammen er, som han siger. Eller om fortællingens djævelske magi netop er at forvandle det kendte til lokkende ukendelighed, denne verden til en verden på vrangen.
Og deri ligger måske den enkleste forklaring. Den nemlig, at romanen ikke på trods af, men gennem sit genrerabalder får fortalt en både god og vigtig historie om at åbne dørene til andre virkeligheder og lære at gå igennem dem, som det omtrent hedder i en af Davids følsomme dedikationer. De døre fører i Zafóns roman foruden det nævnte ind til kærlighedens og tidens gådefulde krumninger. Det kan varmt anbefales at benytte dem.
THOMAS THURAH