Tankevækkende lille bog fra den indonesiske revolutions dage om menneskets indre dæmoner, i krig og i det hele taget
Mochtar Lubis: Vejen uden ende. En roman om frygt og idealer. Oversat af Lisbeth Littrup og Vagn Plenge. Forlaget Hjulet, 147 sider, 188 kroner.
Baggrunden for den lille roman er klassisk kolonihistorie. Anden Verdenskrig er slut, japanerne har kapituleret derhjemme og i Indonesien, som landet har holdt besat siden invasionen i 1942. En dør har altså pludselig åbnet sig for indoneserne, ikke helt uventet, men tidligere, end nogen havde forudset. Godt en uge efter, at atombomberne er faldet over Japan, erklærer landet sin uafhængighed. Man må være der, når chancen er der. Det bekræfter fortsættelsen, for snart efter gør den tidligere kolonimagt Holland igen krav på landet og bekæmper med britisk hjælp og militær brutalitet revolutionens nationalistiske forhåbninger. Døren er ved at falde i.
Romanens fortælling ligger pakket ind i koloni- og selvstændighedshistorien, den handler lidt om det ydre drama og mere om det menneskelige. Lidt skabelonagtigt, kan man mene, lovlig pædagogisk, men også med en afvæbnende troskyldighed. Romanen er gennemsigtig som det gode eksempel og let at diskutere med, sikkert som menneskerettighedsforkæmper, chefredaktør, journalist og forfatter Mochtar Lubis (1922-2004) ønskede det, da han i de tidligere 1950’ere skrev den.
Hovedpersonen skolelærer Isas frygtsomhed er trukket hårdt op, der er en skælven om dagen, søvnløshed om natten, bristefærdig af bekymringer er han, for maden, barnet, hustruen, arrestationerne og larmen i gaderne. Han er også impotent. Over for Isa står vennen, den virile, idealistiske og frygtløse Hazil, der er en ledende skikkelse i den revolutionære bevægelse. Billedet bliver komplet, da han indleder et forhold til Isas hustru. Og overkomplet, da de to også finder sammen i fælles bekymring og omsorg for den stakkels Isa.
Romanens forløsende afslutning har noget af eventyrets psykologiske morale over sig. Da Isa endelig møder frygtens nøgne realitet, ikke bare dens truende skygger, forliger han sig med den. I den modsatte ende af fængselscellen, som de to er endt i, hulker Hazil som et barn, han, som lod frygten komme bag på sig, fordi han ikke begreb dens omfang.
Lærestykkelitteraturen må have sin plads. At den også har sine begrænsninger, er indlysende. I Lubis’ tilfælde får man et stykke autentisk kolonihistorie med i købet (bogen er skrevet, mens den politiske konflikt endnu var levende virkelighed), og en tone og en opbyggelighed, der minder en lille smule om vore dages selvhjælpsbøger.
THOMAS THURAH
Anmeldelsen stod i Politiken januar 2013