Category Archives: Gordimer, Nadine

Materiens evne til fornyelse

Sydafrikanske Nadine Gordimers roman om naturens og menneskets skrøbelige balance er en smuk – og kedelig – komposition 

Nadine Gordimer: Få dig et liv. Oversat af Kirsten Vagn Jensen. 224 sider, 249 kr. Forum.

Det er et snit gennem det moderne Sydafrika. Post-apartheid. Men før den økologiske apokalypse, hvis man altså skal tro den, hvad økologen og miljøforkæmperen Paul selvfølgelig gør. Det er reklameverdenens glittede overflade, repræsenteret af hans smukke og succesfulde hustru Berenice. Det er også forfatningslovenes og for resten også karrierekvindens tidsalder, foreløbig dog mest den hvides. Den står Pauls mor, juristen og længere fremme i historien dommeren Lyndsay for. Over for hende har vi ægtemanden Adrian, ikke uden succes i forretningslivet, men det er ikke hans vigtigste rolle i romanen. Den er snarere den som amatørarkæolog, et ukorrumperet menneske med sans for historiens dybere lag og sandheder.

I den næste cirkel, men gennemlyst af det andet, følger hiv-smittede børn, sorte tjenestefolk med overgangstidens noget forvirrede status, multinationale selskaber, nye blandede og hippe kvarterer i byens centrum. Og naturturisme.

Længst ude og oven over det alt sammen svæver eksistensens alting og ingenting – kærlighed, elskov, død, forplantning. Og hvad romanen kalder ”eksistenstilstande”.

PAUL – midt i trediverne, i det væsentligste et tilfreds menneske, bortset fra det med økosystemerne – behandles for cancer i skjoldbruskirtlen og efterlades med en radioaktiv krop. I den tilstand vender han for at beskytte hustru og barn tilbage til sine forældre i barndomshjemmet og med særlig symbolsk vægt til sin barndoms have.

Da han efter sin lange isolation, et mentalt og eksistentielt pusterum, igen kan vende sig mod verden, er ingenting længere det samme. Noget er øjensynlig gået tabt, en uskyld, fristes man til at sige. Man kan også sige, at den skrøbelige balance, alting før hvilede i, er tippet.

Balancen i hans mors og fars ægteskab, mellem juristen og arkæologen, mellem hendes glansfulde karriere med fremtiden som mål og hans gennem det meste af et liv tilsidesatte fascination af det fortidige. I hans eget ægteskab mellem markedets og naturens prærogativ.

Og ud gennem romanens koncentriske cirkler følger så de andre: samfundets, naturens og eksistensens balance.

Her ender det i øvrigt ikke med, at Sydafrikas efterhånden mere end firs år gamle Nobelprismodtager maler fanden på væggen. Eller anbringer ham i opgivelsens vægtskål. En krop kan komme sig. Et liv kan.

Fortælleren taler et sted om ”materiens evne til fornyelse.”

PROBLEMET med romanen er ikke, at man tænker ’Nå, kan en cancerpatient efter endt strålebehandling sådan gå rundt og være radioaktiv til fare for sine omgivelser!?’ For det kan han, vistnok i sjældne tilfælde. Og det kan han bestemt også i en roman.

Problemet er snarere, at denne romanens ur-metafor har en så direkte afsmitning på alt resten. Metaforer er jo stærke og svære at komme af med, når man først har lukket dem ind. Problemet er desuden og som en konsekvens, at den allestedsnærværende fortæller er så travlt beskæftiget med at gøre den metaforiske forbindelse mellem romanens forskellige scener og miljøer begribelig for læseren. ”Stråling” og ”økosystem” er nogle af de tilbagevendende hjælpemetaforer. Og endelig at fortælleren – muligvis for alligevel ikke at virke for dominerende og i vejen – ofte kommer til at udtrykke sig svævende og uklart. Nogle steder – som regel hvor direkte fortællerkommentarer og indre monolog krydser hinanden – i næsten uforståelige brokker. (Det skal Kirsten Vagn Jensens i øvrigt gode oversættelse ikke lastes for.)

Romanen ankommer med andre ord med sin egen færdige fortolkning i kufferten. Tilbage er for fortælleren at forsøge at skabe spænding under udpakningen og på den måde at interessere læseren for de mennesker, miljøer og tildragelser, romanen beretter om. Men som først og fremmest tjener højere formål.

Det har Nadine Gordimer gjort i en smuk, meget omfattende, men også lidt kedelig komposition.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information september 2006