Category Archives: Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig

Der kommer jeg ikke væk fra

Man undslipper aldrig lejren, man bliver der. Herta Müller skriver i et mættet poetisk sprog om en 17-årigs deportation til sovjetisk arbejdslejr

Herta Müller: Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig. Oversat fra tysk af Karsten Sand Iversen. Gyldendal. 248 sider, 279 kroner. 

Den historiske baggrund for Herta Müllers roman er den deportation af tyskere i alderen fra 17 til 45 år bosiddende i Rumænien, som Sovjetunionen gennemførte efter krigsafslutningen i januar 1945. De deporterede blev anbragt i sovjetiske arbejdslejre med henblik på ”genopbygning” af den krigsødelagte sovjetstat. Man må altså formode, at de deporterede i kraft af deres nationalitet havde et medansvar for de ødelæggelser og mord, det nazistiske Tyskland havde påført den sovjetiske befolkning. Eller at de som en slags symbolske erstatninger måtte undgælde for forbrydelserne. Så vidt logikken.

Begivenheden er også en del af Herta Müllers eget liv. Hendes familie er tysk, hendes mor sad i sovjetisk fangelejr i fem år. Deportationen, den ejendommelige medskyld og straffen for den, først i form af deportationen, senere ved hjemkomsten til det kommunistiske Rumænien, er et motiv i flere af hendes bøger.

Denne bog er på i hvert fald én måde anderledes. Den er baseret, ikke på hendes egne, men på vennen og digteren Oskar Pastiors erindringer fra årene i en ukrainsk arbejdslejr. Deres plan om at skrive bogen sammen måtte opgives, da Oskar Pastior døde i 2006. Et år senere tog Herta Müller så selv hul på fortællingen, med støtte i sine noter fra deres samtaler og fælles rejse til lejren i Ukraine.

Der løber på den måde flere historier sammen i romanen. Oskar Pastiors konkrete oplevelser, Herta Müllers erindringer eller snarere stemningsbilleder fra en barndom i skyggen af deportationen. Heri desuden moderens historie. Og endelig Leopold Augsbergs, den 17-årige dreng, som Herta Müller har gjort til romanens fiktive hovedperson.

Hvad den viden om historiernes sammenfald og skæbnernes synlige og usynlige forbindelseslinjer præcis tilfører læsningen, har jeg svært ved at forklare. Men den er en klangbund for den.

I DET ydre følger ’Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig’ linjen i de fleste lejr- og vidneskildringer og har med, hvad de fleste har med. Afskeden, togrejsen, udmattelsen, overlevelseskampen, som også er en kamp mod medfangerne og dermed en moralsk kamp eller en kamp mod moralen. Døden, brutaliteten, volden, hjemveen, hævnfølelsen. Og stærkest af alt, alle steder, altid: sulten.

Hos Herta Müller er imidlertid de ydre tildragelser som altid gjort til noget indre. Eller sansningen – kroppens, mavens, fingrenes, hudens sensibilitet – først indfanget med stor nænsomhed og dernæst omsat til følelse og følelsen igen omsat til og potenseret gennem Herta Müllers finmaskede poetiske sprog. Bogen fortæller altså nok en historie, både synlig og sanselig for læseren (og i denne roman egentlig mere end normalt hos forfatteren), men den har sit brændpunkt i den bevidsthed, der oplever den, og det sprog, den opleves gennem.

Herta Müllers sprog er et komprimeret sprog, associerende, abstrakt, fuld af sammensætninger, besjælinger, metaforer, sammenligninger. Nogle müllerske ord som eksempel: ”skindogbentiden”, ”sultenglen”, ”dødsabeansigt”. Og en sætning: ”Jeg kender mundlykken og hovedlykken.” En anden: ”Jeg har ikke grædt i en evighed, lært min hjemve tørre øjne.” Der er få, der kan skrive sådan, der er også få, der har kræfterne og tålmodigheden til det. Den modtagelige læser vil opleve sproget som en sammensmeltning af følelse og sansning. Andre vil opleve, at bevidsthed og følelse er så udtømmende og egensindigt beskrevet, at lejrlivets fysiske virkelighed forsvinder for dem.

Jeg indrømmer, at jeg engang imellem oplever det sidste. Jeg indrømmer også, at det ikke nødvendigvis er tekstens – eller den fintmærkende oversættelses – skyld.

Titlen gentager et andet motiv hos Herta Müller. De otte ord – ’Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig’ – beskriver lejrfangens identitet, reduceret til krop og sine få ejendele. Samtidig udtrykker de hans erfaring; at man aldrig undslipper, hvad man én gang har erfaret. Eller som fortælleren udtrykker det i et af bogens sidste kapitler: ”DER BLIVER JEG”, ”DER KOMMER JEG IKKE VÆK FRA.”

Det forklarer, så vidt jeg kan se, Herta Müllers stil. Stilen er en fastholdelse af det oplevede, i hendes rumænske barndom, i moderens historie. Den er hendes kommen-ikke-væk-fra og et vandmærke i hele forfatterskabet.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2010