Category Archives: Den udstødte

Far med skrue i ryggen

Sadie Jones tager læseren med tilbage til fyrrernes og halvtredsernes patriarkalske robotvirkelighed med en duft af tobak, fysisk afstraffelse og menneskelig ødelæggelse

Sadie Jones: Den udstødte. Oversat fra engelsk af Jan Hansen. Thaning & Appel. 400 sider, 299,95 kroner. 

Lewis mister sin mor ved en drukneulykke. De to har kun haft hinanden, mens far var i Europa og slås mod Hitler. Hun er omsorgsfuld, kærlig. Faren siger, hun forkæler drengen.

Efter morens død er tiårige Lewis overladt til farens verden i en af fyrrernes og halvtredsernes stivede og klorduftende småbyer nogle kilometer uden for London. Det er en verden udstyret med alle sætstykkerne, herunder en ung og stadig mere alkoholiseret stedmor, regler og faste tidspunkter for alt, sølvtøj og krystalvaser og kirke på torvet, det hele holdt sammen af gode miner og skarp politur.

I den verden går Lewis under, ligesom først moderen og senere stedmoderen, bare på en anden måde. I lang tid siger han ingenting, så stammer han, så slår han og råber og skriger han. Så går han på bar i London og knalder den modne – og omsorgsfulde og kærlige – Jeanie Lee. Så sætter han ild til kirken og skærer sig med en søvngængers beslutsomhed i armen med farens barberkniv.

Historien er god, som case i høj grad troværdig. Hvis man har nogen erindring om den tids, fyrrernes, halvtredsernes, tressernes, patriarkalske robotvirkelighed, faren som mekanisk dukke med egen skrue i ryggen, så bliver den vakt til live her. Ligesom duften af læder, tobak, en rank ryg og lange traveture. Replikker som ”Når du er i mit hus, har du værsgo at følge mine regler, og hvis du ikke kan gøre det, må vi sende dig væk, forstår du?” Voksenverdenen eller i det hele taget verden som sammensværgelse, de andres, de glade og velopdragne børns, frygtindgydende eksempel. Det hele er her. Også fornemmelsen af altings undergang, at far om et øjeblik bryder grædende sammen eller spytter en metalfjeder ud af munden. At stedmor spreder benene og stikker noget op. Og at kirken slår revner eller futter af som et sankthansbål.

Romanen virker til gengæld uspændende, for villet og for arrangeret. Fortælleren ved alt, ikke bare hvad personerne tænker og hvornår, men også hvad de burde tænke og i virkeligheden tænker, når de selv tror, de tænker noget andet. Eksempel: Når en far (der til overmål hedder Dicky) flår livremmen ud af bukserne og lader den svirpe på sin datters lår for at slutte af med to x to lussinger med flad hånd, lægger man ikke noget til scenens perverse mystik ved at tilføje et ”uden anden grund, end at han godt kunne lide det.” Tværtimod, man trækker den sidste rest ud.

Det samme kan siges om romanens to afsluttende scener, den ene henlagt til ærkesymbolet kirken, udstødelsens kultsted, den anden til jernbanestationen, den følsomme fortællings yndlingsarena. Mere skal ikke røbes, men tag ’Dr. Zivago’ og ’Fagre voksne verden’ og rør dem godt sammen.

Sadie Jones’ storsælgende debutroman ville have stået stærkere med mindre indfølelse og mere scene. Og med en større generøsitet over for den gruppe af mennesker, den afsiger dom over. De ”ødelagte”, som den kalder dem, ikke Lewis, ikke hans veninde og åndelige tvillingesøster på den anden side af hækken eller fristelsernes Jeanie. Men de voksne og blandt dem især faderen med skruen i ryggen. Romanens anden hovedperson og Lewis’ skygge.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2009