Category Archives: Hærene

Usynlige hære

Krigen i columbianske Evelio Roseros roman er både den virkelige borgerkrig med drab og bortførelser og krigen som mentalt rum – og både sval teknik og hidsig afdækning

Evilio Rosero: Hærene. Oversat af Kirsten A. Nielsen. 170 sider, 249,95 kr. Forlaget Sohn. 

Hærene, der på skift og i en ukendt rytme trækker hærgende gennem den columbianske bjerglandsby San José, er ikke nogen bestemte hære. Hvad der startede konflikten, hvad den går ud på, og hvad der en dag kan afslutte den, er uklart. Krigen er skam virkelig nok. Det er bortførelserne også, de uhyggelige forsvindingsnumre, fulgt op af krav om løsesum. Ligesom overfaldene, drabene og voldtægterne fortæller en velkendt sydamerikansk historie. Det er bare ikke sådan, forfatteren Evelio Rosero gengiver den.

Det anslås fra romanens begyndelse. Vi er et sted mellem den realistiske roman og myten. Den pensionerede skolelærer og bogens fortæller, Ismael, er steget til vejrs for at plukke sine appelsiner og glo øjnene ud af hovedet på sin afklædte nabokone. Det er paradisisk lykke i en moden alder, så meget desto mere uskyldig. Og dog, for scenen er også et varsel om død og ufred. I tilbageblik hører vi om Ismaels første møde med hustruen Otilia. Også den historie handler om blikket, altså om at kigge. Først overværer den unge Ismael et bestialsk mord udført af en stor dreng, et barn, dernæst slår han døren op til en toiletkabine og ser sin kommende hustrus nøgenhed. Siden har der i hans bevidsthed eksisteret en nær forbindelse mellem de to ting, døden og nøgenheden.

Vi er altså nok i krig, men vi er i høj grad også i symbolernes og den litterære betydnings landskaber. Stærkest kommer det til udtryk gennem fortællerpositionen. Det er Ismaels bevidsthed, der udmåler rædslerne og gengiver dem for læseren. Vi ser, hvad han ser, og når tiden og begivenhederne løber forskelsløst sammen, sker det samme for læseren. Krigen er i Evelio Roseros roman ikke årsag og følge, den er et mentalt rum, flere steder også et sanseligt.

Mærkeligt nok skaber det radikalt subjektive på den måde en åbning mod læseren. Man kan også spørge, om romanen overhovedet handler om krigen, eller om den gør krigen til billede. Roseros fortæller stiller det samme spørgsmål lidt anderledes. Er det den anden krig? spørger han. Samvittighedens, skammens, eksistensens perlerække af pinsler og dumhed. Nej, svarer han på ét tidspunkt, det er den virkelige krig. På et andet tidspunkt kunne han have svaret bekræftende, ja, det er også den anden, indre og evige krig.

Det er en styrke ved romanen, dobbeltheden. Bortset fra i enkelte sprækker af litterært teater, særlig mod slutningen. Den kræver tilsyneladende et opløb af stiliserede scener, herunder et gensyn med den nu til overflod besudlede kvindekrop i nabohaven, og med løs hånd referencer til den halve verdenslitteratur.

Ellers holder romanen sig i det magiske krydspunkt, på én gang tæt på og langtfra, på én gang sval teknik og hidsig, påtrængende afdækning.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2012