Category Archives: Schulz, Bruno

Under de lukkede øjenlåg

Bruno Schulz’ geniale roman fra drømmens og forvandlingernes virkeligere rige

Bruno Schulz: Sanatoriet under timeglasset. Fremragende oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Efterskrift af Karsten Sand Iversen. 320 sider, 298 kr. ISBN 978-87-90524-70-8. Batzer og co.

Der er bøger, der er så overvældende, at det virker forkert at skulle anmelde dem. Bruno Schulz’ Sanatoriet under timeglasset er sådan en bog. Den er en af de mærkeligste og mest foruroligende, jeg har læst i lang tid. Kunne jeg nøjes med at trykke læseren et eksemplar i hånden, ville jeg gøre det.

Det er ikke kun ordskvalder og et ærbødigt skrabud for en genial bog. Jeg tror, at ulysten ved at skrive eller sige noget om den har nogle ganske bestemte årsager, som godt kan ligge hos mig, men samtidig er tæt sammenvævede med tekstens æstetiske ejendommelighed.

BRUNO SCHULZ er polsk jøde, født i 1892 og død i 1942, skudt ned på åben gade af en SS-officer i hjembyen Drohobycz, som han var en art fange i, indespærret, ikke bare af den tyske besættelsesmagt, men også af sin egen eminente følsomhed. De sidste to oplysninger – den vilkårlige nedskydning og det intime tilhørsforhold til den lille galiciske by – optræder rutinemæssigt og voldsomt betydende i alle de korte, biografiske tekster, jeg har kunnet finde om ham. Det kan skyldes, at der ikke er så meget mere at sige om manden, der kan også være andre forklaringer. Men uanset hvad, så tegner de i to omrids den historie, eftertiden har fortalt om ham, og som passende nok for hans prosa stadig kan skyde og vokse.

Drabet er banalt sagt historien om hans korte liv, men giver det også dets præg af tilfældighed og noget ufærdigt. Han blev halvtreds år, fik mådelig succes som tegner (én separatudstilling i Wien i 1922) og nåede at skrive to bøger, Kanelbutikkerne (1934, på dansk i 1964) og Sanatoriet under timeglasset (1937). Dertil kommer så det sagnomspundne prosaværk Messias, angiveligt færdiggjort før hans død og bragt ud af ghettoen i Drohobycz, hvortil Schulz og hans familie var blevet tvangsforflyttet i 1941, men siden sporløst forsvundet.

Det tilfældige og ufærdige ligger også i de spage, sært viljeløse forsøg, han gør på at forfølge en karriere. Der er et studieophold i Wien, et andet i Lwow, det afbrydes af sygdom. Selv forfatterskabet virker, i det mindste i ét perspektiv, som en tilfældighed, vokset frem, ikke af en plan eller med tanke på at meritere sig de rigtige steder, men helt konkret ud af en længere brevveksling med den polsk-jødiske forfatter og kunsthistoriker Debora Vogel.

Rækken af tilløb og tilfældigheder afsluttes så med nedskydningen en dag i 1942. Hvorefter – vil historien tilmed – Schulz’ lig fik lov til som en glemt rest at ligge i gaden, indtil en ven om aftenen begravede det på den jødiske kirkegård.

HAN ER altså henvist til eller forviser sig selv til provinsbyens lukkede rum, der tegner det andet omrids af hans liv. Her ernærer han sig som sløjdlærer på et gymnasium, ”hvor rakket som hidtil vil trampe rundt på mine nerver”, som han på én gang spydigt, bittert og selvbevidst noterer i et brev i 1934. Og han fortsætter: ”For man skal vide at mine nerver forgrener sig ud over hele sløjdsalen, breder sig ud over gulvet, tapetserer væggene og har overtrukket sløjdbænkene og ambolten med et tæt fletværk.”

Det siger noget om indespærring og provinsiel forsnævring. Brevet er karakteristisk nok skrevet umiddelbart efter, at Schulz har fået afslag på en ansøgning om orlov, han må altså atter engang blive, hvor han er. Men det antyder jo også, hvordan det nære og konkrete gennem hans overfølsomme nervebaner kan vokse indad og forvandle sig, organisk, frodigt, i tegningernes og teksternes motivverden. Ikke som afbildninger, men som visioner under – sådan hedder det et sted i Sanatoriet under timeglasset – ”de lukkede øjenlåg” eller vekslende mellem, som det også hedder, ”en visions anagrammer”, en ”strålende åbenbarings rebuser” og et ”tomt og blindt kornmod.”

Biografien konstaterer således, at Drohobycz bliver hans skæbne, en linje i hans liv, men det er en linje, der krummer indad og bliver til hans kunsts kruseduller og tætte skraveringer.

DET GØR så i øvrigt Sanatoriet under timeglasset omtrent umulig eller i hvert fald meningsløs at referere. Man kan pege på et byrum, et miljø omkring den tids små næringsdrivende, en gennemgående fortæller, Józef, nogle tilbagevendende figurer, fx moderen, faderen, tjenestepigen osv. osv. Men det har kun lidt med sagen at gøre, ikke meget mere end de ovennævnte høvlebænke og væggene, der omslutter dem.

Det vigtige – og det virkelige, kan man tilføje – ligger i forvandlingen. Ikke i forvandlingen fra ét til noget (bestemt) andet, men i en række af frapperende syner, hvor mennesker bliver til dyr og til planter og igen til mennesker, der med søvngængeres naturlighed foretager sig de ejendommeligste ting, og hvor hvert lille lysglimt, hvert støvkorn, hver lille blafren i gardinet registreres og tælles med på lige fod med horoskoper og årstidernes skiften. Og hvor det meste i øvrigt og paradoksalt nok er fuldkommen konkret, plastisk og scenisk, som i drømmens sært ubetvivlelige virkelighed.

”Det er en mulighedernes farverige ”panmaskerade”, evig Ovidsk metamorfose,” skriver Karsten Sand Iversen i sin strålende efterskrift, og han fortsætter i en højstemt og billedrig stil, som Schulz’ prosa tillader ham: ”Under virkelighedens porøse skorpe spruder en glødende magma, sindets og sprogets aldrig størknende masser.”

Hvilken virkelighed, hvor konkret er det? I et afsnit af bogen er det såmænd et varekatalog, som Józef bøjer sig over og glubsk fletter med sin fantasi og fabuleren. I et andet afsnit af bogen er det et frimærkealbum.

JEG TROR, at forklaringen på den ulyst ved at skrive eller sige noget om Sanatoriet under timeglasset, som jeg indledte med, netop ligger i, hvad Sand Iversen kalder ”sindets og sprogets aldrig størknende masser”. Der ligger også det foruroligende ved bogen.

Et andet sted i sin efterskrift skriver Sand Iversen, at ordene hos Schulz ”længselsfuldt, i kortslutninger og bratte regenerationer, [søger] tilbage mod den mytiske urmening.” Mens det omtrent som en replik til den formulering og med adresse til frimærkealbummet lyder hos Schulz: ”Hvad man må vogte sig for i disse sager er snæversyn og pedanteri og for at tage teksten for bogstaveligt. Alting er forbundet, alle tråde ender i den samme knude.”

En urmening, men en mytisk. Indfoldet i en tekst, der er hærdet mod pedanteri og bogstavelighed. Og fører mod den samme uløselige knude.

Det er, hvad Villy Sørensen har kaldt ”det ufortolkelige”. Det betyder ikke, at der ikke kan fortolkes (på faderfigurer og strenge kvinder og en bunke andet…), men at fortolkningen gennem rækken af forvandlinger leder det samme sted hen, nemlig tilbage. Ikke til heling og forløsning, men til en gentagelse af det samme i evige og farverige variationer.

Det er svært at anbefale sådan en bog. Men umuligt at lade være.

THOMAS THURAH 

Anmeldelsen stod i Information juli 2007