Thomas Bernhards andet bind erindringer er endnu en omgang guddommeligt vredesrableri og ganske fornuftig livstydning
Thomas Bernhard: Kælderen. En unddragelse. Oversat fra tysk af Søren R. Fauth efter Der Keller. Eine Entziehung. Forlaget Sisyfos. 107 sider, pris ikke oplyst.
Thomas Bernhard er den vrede mand i østrigsk litteratur, en terminator med en kronisk skarpladt sømpistol af et sprog vendt mod – ja, mennesker og samfund fra en ende af, det facile i kulturen, al den røvsyge fordragelighed. Faren ved den uforandrede og ganske underholdende surhed er ikke, at den slider sig selv op, ikke hos Bernard i hvert fald, her er den snarere energikilde. Næ, faren er, at den som et trykluftbor kombineret med en vuvuzela kommer til at overdøve sig selv, dvs. vredens årsager og fine variationer, hele ideen med den.
I ’Kælderen’, den anden af fem små erindringsbøger, drejer hovedpersonen i bogens allerførste linje resolut om på hælene og går ”i den modsatte retning”, væk fra gymnasiet, borgerskabets robotfabrik, og i retning af fattigkvarteret, hvor han bliver købmandslærling i en kælderbutik. ”I den modsatte retning” kunne være bogens undertitel (og er det jo næsten også, bare med et lidt andet ord: ”unddragelse”). Vendingen og den altafgørende scene, der i Bernhards karakteristiske gentagelsesstil repeteres bogen igennem, er hans måde at redde sig over i en virkeligere verden, ja, i det hele taget redde sig. Det er enten selvmordet eller ”i den modsatte retning” eller med et citat, der har mottoets format over sig: ”I et sådant livreddende øjeblik må vi ganske enkelt være imod alt eller holde op med at være i det hele taget (…)”
Som erindringsbog er ’Kælderen’ – ligesom første bind, ’Årsagen’ – højst usædvanlig. Uden for kælderbutikken og den snævre og overbefolkede lejlighed derhjemme kommer vi sjældent. Der er kort sagt ikke meget livshistorie i almindelig forstand, snarere er erindringen et tydningsarbejdet med fokus på et tætvævet mønster, i takt med gentagelserne mere og mere metaforisk: Kælderen og fattigkvarterets råhed er et livsvalg, der ruster mennesket og gør det ”modstandsdygtigt” over for tilværelsens inderlige meningsløshed. Sidstnævnte meningsløshed kan udredes vidt og bredt, en af de lokale har efter en solid øl og pølse-frokost en kortere og for kvarteret mere passende version: ”Farvel og alt er ligegyldigt”.
Vredesrableriet i Thomas Bernhards skarpslebne sten af en bog finder andre guddommelige udtryk, godt fordanskede af Søren Fauth. Salzburg er en ”afskyelig stupiditetsstørrelse”, tilværelsen som skoleelev en ”industriel marioneteksistens”, og familien en ”ansamling af blodsbeslægtede”.
Det sidste lyder livstruende. Pointen er, at det er det også.
THOMAS THURAH
Anmeldelsen stod i Politiken juni 2012