Category Archives: Müller, Herta

Amalie fylder tåren endnu engang

Poetisk og billedrigt fortæller Herta Müller om totalitarismens foragt for sine borgere og om borgernes foragt for hinanden

Herta Müller: Mennesket er en stor fasan i verden. Oversat af Karsten Sand Iversen. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé. 154 sider, 198 kroner.

I en landsby i Ceausescus Rumænien hører det til undertrykkelsens almindeligt accepterede orden, at man betaler for sin udrejsetilladelse med sex og landbrugsvarer. Ikke én gang for alle, men over flere år og i en art bureaukratisk kispus, hvor de nødvendige papirer et passende antal gange bliver pist væk, indtil mel fra møllen, glas fra glasfabrikken, men især ungt kvindekød i lige så tilpas mængde og det samme antal gange får dem til at dukke op igen. Til allersidst, når papirerne er forsynet med myndighedernes nødvendige stempler og underskrifter, kan familien, eller hvad der er tilbage af den, så pakke kufferterne.

Familien Windisch – far, mor og datteren Amalie – tilhører det tyske mindretal. Deres rumænske tilværelse er en mellemtid eller en ikke-tid. Forude og bag et slør af vage fornemmelser og lavpraktiske spekulationer venter det attråede Vesttyskland, bagude, langt bagude, og som var det i går, ligger krigen og de russiske fangelejre.

Den tætte forbindelse mellem de tre tidsniveauer trækker et dystert perspektiv op og sætter sagen på spidsen: Udnyttelsen i dag er som udnyttelsen dengang; som moderen spredte ben for de russiske vagter og for sine medfanger, spreder datteren ben for præsten og politibetjenten.

Man ser væk, husker alt og udholder sine egne ydmygelser ved at pine de andre med deres.

DET er på kort form historien i ’Mennesket er en stor fasan i verden’, men det er ikke sådan, vi hører den.

Herta Müller, der selv forlod Rumænien i 1987, året efter romanens udgivelse, fortæller i et poetisk sprog og med kæder af billeder, der slynger, snor og forvandler sig gennem bogens ultrakorte sætninger og kapitler. Det hvide i blomsterbladene går fem, ti kapitler længere fremme i ét med barberskummet og gentages i melet, senere i den russiske sne og lægger sig til sidst som krave om datteren Amalie, da hun gør sig klar til den afgørende ”audiens”. Det er billede på billede og ét mere ovenpå, fra naturens skræppen og piblen til Bibelens galende haner og ormstukne æbler, til eventyret, til hverdagen og tilbage igen.

For det meste er det betagende, ja, rystende, også når man går tabt i billedrebussen. Eller i den litterære pantomime, som stilen også kan minde om, med ordenes tavse fagter og figurernes og genstandenes ejendommelige mekanik: ”Windischs kone stiller sine kindben ind i spejlet”, ”Amalie fylder tåren endnu engang”.

På andre tidspunkter – eller allerede hér? – bliver det komisk eller kan af ufølsomme læsere opfattes sådan. Sikkert forstærket af, at Herta Müllers skrift for alt i verden vil undgå at være det. Her er intet at grine af, ingen humor, ingen ironi, ikke så meget som ét sekunds pause fra patossen.

Klaustrofobien, man også kan opleve, er muligvis en del af stilens kølige beregning. Det er i det hele taget en intellektuel skrift, Herta Müllers. Er den også med alle sine snurrigheder og koder en bevidst forskansning mod den anden virkelighed, det totalitære og perverse bureaukratis? En skrift, der snart søger efter en mening bag om tingene og i billedernes fine væv, snart opløser al mening i hvid lyd som et passende svar på systemets absurditet? Det kunne godt være sådan.

Karsten Sand Iversen har oversat Müllers bog. Det mærker man – mærkede jeg – ingen steder.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2009

Flaskepost fra håbløshedens ø

Tænk engang – nobelprismodtager Herta Müller med det sorteste sortsyn kan også være morsom, som Fellini, som Beckett

Herta Müller: I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv. Oversat fra tysk af Karsten Sand Iversen efter Heute wär ich mir lieber nicht begegnet. Gyldendal, 168 sider, 229,95 kroner. 

Hun er ”tilsagt”, sikkerhedspolitiets major Albu venter hende på slaget ti. Med sig i sporvognen, i håndtasken, har hun tandbørste og håndklæde. Tilsigelserne er blevet hyppigere på det seneste, denne gang bliver opholdet i cellen under  majorens kontor måske af længere varighed. Uvisheden er en del af ydmygelsen og går i ét med angsten. Noget lignende gælder overgrebets seksuelle indhold: Major Albu kan med den ene halvdel af munden presse et spytvådt kys mod hendes hånd og med den anden fremhviske: ”Jeg synes du er ved at få overskæg, lidt tidligt i din alder.”

Herta Müllers roman om den navnløse fabriksarbejderske er femten år gammel. Måske på grund af en lidt forbeholden tysk kritik dengang udkommer bogen først nu i dansk oversættelse, tre år efter, at den rumænskfødte forfatter modtog Nobels litteraturpris. Forbeholdene – Frankfurter Allegemeine Zeitung talte ligefrem om en ”kunstnerisk stagnation” – er ikke lette at forstå i dag. Sortsynet, romanens afvisning af ethvert tilløb til menneskelig lykke, som fik en del af skylden, er ikke blevet mindre udtalt siden dengang. Mesterværket fra 2009, ’Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig’, et langt pinefuldt portræt af lejren og lejrfangen, overgår det vel snarere.  Måske er der sket det, at kritikken har vænnet sig til det, måske er håbløsheden og overgrebets korrumpering af alle menneskelige relationer, ikke mindst de sproglige, blevet Herta Müllers vigtigste signatur.

Og hvis jeg så i en fart må ændre mening eller tillade mig at have to: I romanen her er Herta Müller ikke bare hensat i sit sædvanlige tungsind, hun er også i et næsten overgivent fortællehumør, og så er hun – ja, undskyld – morsom.

Vi får historien fortalt i en række tilbageblik undervejs på sporvognsturen, indimellem den kvindelige jeg-fortællers nervøse, vanemæssige forberedelser til mødet med efterretningsofficeren og mange små iagttagelser af livet set fra et sporvognsvindue. Det er en gentagelsernes sørgelige og angstfyldte historie, en bare lidt følsom læser giver det en kold fornemmelse i overhuden. Men det er også absurd komisk, fra den vrantne vognstyrers tre birkeshorn, mekanisk fortæret undervejs, til gnaveriet og den evige hakkeorden mellem de rejsende. Fellini på rumænsk – eller Beckett.

Samme blanding af tragedie og komik er spundet ind i et af romanens hovedmotiver, kønslighedens og undertrykkelsens (diktaturets) tætte forbindelser. Kønnet er et bytteobjekt, med den kan man tuske sig til visse privilegier, måske ligefrem frihed. Der byttes ikke så lidt romanen igennem, mellem datter og stedfar, forfølger og forfulgt. Sørgeligt, ja, man hvad så når hovedpersonen forsyner buksebaglommerne på trikotagefabrikken, hvor hun arbejder, med små kærligheds- og ægteskabsannoncer til kommende italienske buksekøbere? Flaskepost fra håbløshedens ø.

Tilbageblikkene, de mange korte nedslag i form af scener og små personportrætter, er trods den absurde komik også en langsom afskalning af alle illusioner. Fortælleren har også sine kønslige bytteforretninger at spekulere sig trist over; bedstefarens ophold i en fangelejr er stadig levende virkelighed; og den eneste fortrolige, drukkenbolten Paul med den næsten lykkefremkaldende brummende Java-motorcykel – ja, det er en sort historie, men suverænt fortalt.

Mit eget og eneste forbehold er et uafgørligt mellemværende med forfatterens overmættede, radikalt egensindige og uendeligt langsomme sprog (perfekt indfanget i den danske oversættelse). Som et insekt i en ravklump, skønt og klaustrofobisk. Indimellem anstrengende (”vandet klippede livet over i ét tag”), men i allerhøjeste grad passende, jeg medgiver det.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken august 2012

Der kommer jeg ikke væk fra

Man undslipper aldrig lejren, man bliver der. Herta Müller skriver i et mættet poetisk sprog om en 17-årigs deportation til sovjetisk arbejdslejr

Herta Müller: Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig. Oversat fra tysk af Karsten Sand Iversen. Gyldendal. 248 sider, 279 kroner. 

Den historiske baggrund for Herta Müllers roman er den deportation af tyskere i alderen fra 17 til 45 år bosiddende i Rumænien, som Sovjetunionen gennemførte efter krigsafslutningen i januar 1945. De deporterede blev anbragt i sovjetiske arbejdslejre med henblik på ”genopbygning” af den krigsødelagte sovjetstat. Man må altså formode, at de deporterede i kraft af deres nationalitet havde et medansvar for de ødelæggelser og mord, det nazistiske Tyskland havde påført den sovjetiske befolkning. Eller at de som en slags symbolske erstatninger måtte undgælde for forbrydelserne. Så vidt logikken.

Begivenheden er også en del af Herta Müllers eget liv. Hendes familie er tysk, hendes mor sad i sovjetisk fangelejr i fem år. Deportationen, den ejendommelige medskyld og straffen for den, først i form af deportationen, senere ved hjemkomsten til det kommunistiske Rumænien, er et motiv i flere af hendes bøger.

Denne bog er på i hvert fald én måde anderledes. Den er baseret, ikke på hendes egne, men på vennen og digteren Oskar Pastiors erindringer fra årene i en ukrainsk arbejdslejr. Deres plan om at skrive bogen sammen måtte opgives, da Oskar Pastior døde i 2006. Et år senere tog Herta Müller så selv hul på fortællingen, med støtte i sine noter fra deres samtaler og fælles rejse til lejren i Ukraine.

Der løber på den måde flere historier sammen i romanen. Oskar Pastiors konkrete oplevelser, Herta Müllers erindringer eller snarere stemningsbilleder fra en barndom i skyggen af deportationen. Heri desuden moderens historie. Og endelig Leopold Augsbergs, den 17-årige dreng, som Herta Müller har gjort til romanens fiktive hovedperson.

Hvad den viden om historiernes sammenfald og skæbnernes synlige og usynlige forbindelseslinjer præcis tilfører læsningen, har jeg svært ved at forklare. Men den er en klangbund for den.

I DET ydre følger ’Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig’ linjen i de fleste lejr- og vidneskildringer og har med, hvad de fleste har med. Afskeden, togrejsen, udmattelsen, overlevelseskampen, som også er en kamp mod medfangerne og dermed en moralsk kamp eller en kamp mod moralen. Døden, brutaliteten, volden, hjemveen, hævnfølelsen. Og stærkest af alt, alle steder, altid: sulten.

Hos Herta Müller er imidlertid de ydre tildragelser som altid gjort til noget indre. Eller sansningen – kroppens, mavens, fingrenes, hudens sensibilitet – først indfanget med stor nænsomhed og dernæst omsat til følelse og følelsen igen omsat til og potenseret gennem Herta Müllers finmaskede poetiske sprog. Bogen fortæller altså nok en historie, både synlig og sanselig for læseren (og i denne roman egentlig mere end normalt hos forfatteren), men den har sit brændpunkt i den bevidsthed, der oplever den, og det sprog, den opleves gennem.

Herta Müllers sprog er et komprimeret sprog, associerende, abstrakt, fuld af sammensætninger, besjælinger, metaforer, sammenligninger. Nogle müllerske ord som eksempel: ”skindogbentiden”, ”sultenglen”, ”dødsabeansigt”. Og en sætning: ”Jeg kender mundlykken og hovedlykken.” En anden: ”Jeg har ikke grædt i en evighed, lært min hjemve tørre øjne.” Der er få, der kan skrive sådan, der er også få, der har kræfterne og tålmodigheden til det. Den modtagelige læser vil opleve sproget som en sammensmeltning af følelse og sansning. Andre vil opleve, at bevidsthed og følelse er så udtømmende og egensindigt beskrevet, at lejrlivets fysiske virkelighed forsvinder for dem.

Jeg indrømmer, at jeg engang imellem oplever det sidste. Jeg indrømmer også, at det ikke nødvendigvis er tekstens – eller den fintmærkende oversættelses – skyld.

Titlen gentager et andet motiv hos Herta Müller. De otte ord – ’Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig’ – beskriver lejrfangens identitet, reduceret til krop og sine få ejendele. Samtidig udtrykker de hans erfaring; at man aldrig undslipper, hvad man én gang har erfaret. Eller som fortælleren udtrykker det i et af bogens sidste kapitler: ”DER BLIVER JEG”, ”DER KOMMER JEG IKKE VÆK FRA.”

Det forklarer, så vidt jeg kan se, Herta Müllers stil. Stilen er en fastholdelse af det oplevede, i hendes rumænske barndom, i moderens historie. Den er hendes kommen-ikke-væk-fra og et vandmærke i hele forfatterskabet.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2010