Franske Raymond Roussel er en af litteraturhistoriens mærkeligste skikkelser – excentriker, surrealist og selvmorder. Hans hovedværk er nyoversat og stadig værd at læse

Raymond Roussel: Locus Solus. Oversat af Lars Vissing. Gyldendal, 272 sider, 299 kroner.

Manden bag er som historie betragtet mange gange bedre end romanen.

Raymond Roussel blev født den 20. januar 1877 som søn af en overdådigt rig vekselerer og ejendomsspekulant og en eksalteret og bestemmesyg mor. Atten år gammel indledte han en mangeårig psykiatrisk behandling, afbrød omtrent samtidig en karriere som pianist for i 1897 at debutere med en efter samtidens mening næsten ulæselig versroman. I øvrigt finansieret af forfatteren selv, en praksis, han fortsatte, og som åd store bider af formuen.

Berømt er han også for sine mange rejser, flere af dem med moren. Ved én lejlighed tillige med hendes kiste og et komplet balsameringsudstyr, i fald hun skulle bestemme sig for at dø undervejs. Senere rejste han med en Charlotte Dufrène, ansat til formålet for at undgå sladder om homoseksualitet. Endnu senere med og i et skrummel af et automobil med eget toilet og plads til tre tjenestefolk, en såkaldt roulotte, som Mussolini personligt besøgte, da Roussel kom forbi Rom. Paven nøjedes med at sende en kardinal.

Årene fra 1900 til 1920 var Roussels mest produktive. I lange perioder isoleret fra verden omkring sig skrev han endnu en versroman, en samling digte og to egentlige romaner, Indtryk fra Afrika og hovedværket Locus Solus. Alt sammen blev brutalt afvist af kritikken og hånet for dets principielle meningsløshed. Eneste lyspunkt var den langsomt voksende status blandt dadaister og surrealister, blandt dem Marcel Duchamp. På den tid var det en ringe trøst.

Efter travle rejseår, stofmisbrug, flere indhug i formuen samt et par teaterstykker, der fører til regulære optøjer i salen, begår Raymond Roussel under et ophold i Palermo i 1933 selvmord. Ifølge oversætter Lars Vissings forord som et sidste bidrag til værket og i et sidste desperat forsøg på at skaffe det opmærksomhed og anerkendelse. Det samme formål skulle det efterladte manuskript tjene, Hvordan jeg skrev nogle af mine bøger, hvori Roussel afslører spillereglerne, han opsatte for sig selv. De består af en blanding af strenge formelle krav (til kombinationen af semantik og fonetik, dvs. ordenes betydning og udtale) og fuldstændig frihed.

SPÆNDINGEN mellem logik og fri fantasi går igen i Locus Solus.

Romanen har navn efter videnskabsmanden og eventyreren Martial Canterels ejendom, hvortil læseren ankommer sammen med en gruppe af Canterels kolleger. Kapitel for kapitel, og idet vi skrider gennem den store, afsides park nogle kilometer uden for Paris, præsenteres vi for excentrikerens underfulde opfindelser eller erhvervelser, hvortil knytter sig en ikke mindre underfuld historie eller sindsoprivende mulighed.

Hvad enten det drejer sig om tidsmaskiner, magiske substanser eller sindrige meteorologiske apparater følger hver gang en nøjagtig og indtil det pinefulde omstændelig beskrivelse af samtlige skruer og rør, for slet ikke at tale om stativer og samlinger, i det uendelige benævnt ”facetter”. Dernæst får vi med samme grundighed forhistorien, til de fjerneste egne, århundreder baglæns, langs et mylder af navne og begivenheder. Eller de tekniske omstændigheder, trinvist gennem et manualernes kviksand. Når ikke de to, dvs. forhistorien og teknikken, er vævet sammen, og det hele apparat del for del bliver til for øjnene af os i en proces strækkende sig fra de tidligste tider til 1914 og denne bestemte dag på Canterels ejendom.

Som Lars Vissing bemærker i sit forord: ”Spændingseffekten” er ”på det absolutte nulpunkt”, kun ”udsigten til forklaringen skaber perspektiv fremad.” Hvad man så ellers vil bruge den til.

Det kommer nemlig ikke så meget an på at forstå. Det gør det i det hele taget ikke hos Raymond Roussel. Snarere kommer det an på at give sig hen til beskrivelserne og blive ét med sit indre kviksand. Og på at overgive sig til fantasiens perfekte løgnehistorier med alle deres detaljer og virkelighedsgarniture og dermed til romanens vildeste monstrum af en opfindelse: Raymond Roussels ord- og billedgenerator.

Det må i hvert fald surrealisterne have tænkt. Og i 1950’erne digterne i den såkaldte New York School of Poets, blandt dem John Ashbery, James Schuyler og Kenneth Koch, der fortsatte fantasiens leg mellem reglernes faste koordinater. Og i tiåret efter må det samme have foresvævet ’den ny romans’ forfattere , der ligesom Roussel skrottede plot og historie for i stedet at mikroskopere genstandenes overflade.

Om Roussels surrealistiske illusionskunst stadig kan inspirere, må vise sig. Den kan i hvert fald stadig læses, med tålmodighed.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2012