Category Archives: Esterházy, Péter

Forfatterens og litteraturens tragedie

Afsløringen af Péter Esterházys far som agent og stikker er ubegribelig sørgelig – med sønnens beretning er den desuden blevet en tragedie

Péter Esterházy: Revideret udgave – bilag til Harmonia Cælestis. Strålende oversat af Péter Eszterház. 349 sider, 299 kr. Rosinante.

Helt tilfældigt udkommer ungarske Péter Esterházys bog om faderens mangeårige stikkervirksomhed for det hemmelige ungarske politi på dansk kun et par uger, efter at Günter Grass valgte at tale om sin fortid i Waffen-SS.

Vil man forstå det kommunistiske ungarske regime, Kádár-årene, skal man læse Esterházy. Man kan også sige: vil man forstå, hvordan en ironisk, frivol, amoralsk, på én gang lystig og sagtmodig litteratur kan hovere over et politisk regime, så skal man læse Esterházy. Skift kommunistisk Ungarn og Kádár ud med nazistisk Tyskland og Hitler, så kan det samme siges om Grass.

Lagt sammen er det en længere historie om Europa, der her har fået en sær og tankevækkende – hvad skal man kalde det? Undertekst? Som om virkeligheden har indhentet litteraturen, simpelthen løbet den op, spændt ben for den og revet masken af den.

Den følelse er det svært at gøre sig fri af. Ikke mindst på Péter Esterházys vegne.

HISTORIEN ER som følger: Han har i januar 2000, efter ni års arbejde, færdiggjort den mere end 800 sider lange roman, Harmonia Cælestis, om sin berømte og indflydelsesrige familie, adelsslægten Esterházy. Det er ikke nogen almindelig slægtsroman, for Péter Esterházy er denne rørepind af en forfatter, der uden videre vender det 17. århundrede ned i det 20. og lader det 19. dryppe lidt på det 18.

Af samme grund er det svært at afgøre, præcis hvilken rolle den evindelige ”fader” eller ”min fader” spiller i romanen. Han er gennemgående, så meget kan vi se. Snart en fyrste dengang, så en fordrukken sut i dag, så en moderne slyngel, så en gammel helt. Alle tiders far på mere end én måde.

Men for nu at spørge meget enkelt: Er han Péter Esterházys egen far? Denne biografiens kødelige og elskede og ifølge romanen godt nok fordrukne, men stolte og uovervindelige (Kádár-din-lille-lort!) far blæst op på det store lærred: Esterházy senior i hundrede sytten stykker småkød, fordelt i en ordentlig portion ungarsk gullasch (og her er jeg ikke mere plat, end Péter Esterházy indimellem tillader sig at være!)? Eller er han omvendt alverdens fædre, fader-idéen (fædreland, fædrene ophav, alfaderligt, fader vor, far-vand, far med lempe (og her er jeg stadig ikke mere plat, end …)), nu og da skruet ned i det lille format, dvs. i forfatterfaderens overskuelige størrelse?

Spørgsmålet er vigtigt. Eller bliver det, da Péter Esterházy den 28. januar opdager, at hans egen (virkelighedens, ikke fiktionens) far altså var denne agent. Ikke lidt i ny og næ. Ikke ups!-der-talte-jeg-vist-over-mig. Men gennemført og i mere end tyve år, fra 1957 og frem til 1979 eller 80.

Jeg skal komme tilbage til hvorfor-vigtigt.

PÉTER Esterházy går i chok. I en gammeldags roman ville han fortvivle. Eller rase eller anråbe himlen. Men Esterházy er jo ikke nogen gammeldags forfatter, han er citationstegnenes og vittighedernes, sladderens og det ualvorliges mand, der hidtil har udforsket ”fiktionens og virkelighedens bløde grænsedrag”.

Så hvad nu?

Nu må han lægge stilen om, som det hedder. Gå fra æstetik til etik, for tiden er ikke længere til vittigheder, som han konstaterer. Eller som han også siger: ”nu må jeg tilpasse mig virkeligheden, hidtil var det kun ordene”.

Siddende på Historisk Institut læser han sig gennem de fire store sagsmapper med faderens agentindberetninger. Og kopierer i hånden og gør sine tilføjelser, efterhånden som tankerne kommer til ham.

Fx at dette er ubærligt. Fx at det gælder om at skrive som død og helvede, så han kommer først, dvs. inden et eller andet dumt svin får fat i historien og vrider den for al den ondskab og ødelæggelse, den rummer. Fx at han elsker sin far, men hader agenten (han forsøger at skelne). Fx at de flakkende indberetninger følger et dobbelt mønster, som er mere end velkendt, for ”tæt på ses bagatellernes kedsomhed – og så pludselig helhedens nådesløse grusomhed.”

Og mens de første begejstrede anmeldelser af hans store slægtsroman løber ind. Mens alle smiler og smisker og aldrig nok kan fortælle ham, hvor fremragende det hele er, faderen, bogen, Péter Esterházy (den-store, kan man roligt sige). Mens han læser op, og folk klapper, indtil hænderne falder af. Tænker han fx: ”Hvordan vil folk mon se på mig bagefter?”

DET ER EN grum og pinefuld historie, der går fra slemt til værre. Også det er mere end velkendt: faderens diskrete glid fra modvillig meddeler til agent og fra agent (”en agent bliver enten tvunget eller betalt”) til ”hinf”, dvs. ”hemmelig informator” (”som gør det af overbevisning”). Og fra ”de” (systemet, føringsofficeren, overvågerne …) til ”vi”.

 

Grumt er det også, at Esterházy, den kloge mand, på flere vigtige punkter forudser læserens reaktion. Man besvarer hans historie med et ”Aha!” (det næstværste i verden, tavs eftertænksomhed). Og man ynker ham (det værste i verden, forklaring unødvendig).

Selvfølgelig har han sin stils forholdsregler. Man kaster vel ikke sit eneste våben fra sig.

Den ene stilisering er gentagelserne. Der er første gennemlæsning med de kopierede linjer fra sagsmapperne sat i alarmerende rødt og herimellem hans egne første reaktioner i sort, dag for dag fra 28. januar til midt juni 2000. Derefter følger anden gennemlæsning i løbet af 2001 med de nye kommentarer markeret med [kantet parentes]. Herefter tredje og sidste runde frem til vistnok 24. marts 2002 med de foreløbig afsluttende bemærkninger markeret i <spidse parenteser>.

Det enkle påfund – de tre tidslinjer og de tre forskellige reaktioner lagt ned over hinanden og fastholdt i samme nu – er fantastisk virkningsfuldt. Og så anslår det jo et vilkår, for flere kunne følge – tredje, fjerde, femte, justeringer, præciseringer, slåskampe med det forbandede, i en uendelighed.

En anden stilisering er forkortelserne. J.k.i.t.o. for jeg-kom-i-tanke-om. S for ”selvmedlidenhed”. T for ”tårer”.

Han vil ikke arbejde bevidst, det er kroppens automatreaktioner, han giver luft. Det forklarer også de rygsmerter, der følger i takt med afsløringerne.

Sine forskellige stiliseringer kalder Esterházy et sted ”maskeløshed som maske.” Det er et godt og præcist udtryk. Det siger desuden igen noget om den selviagttagelse, der i sådan en situation sikkert kan være nødvendig, men også må være meget smertefuld.

Og så meget maske og omskrivning og evigt kvikke bemærkninger er der altså heller ikke. ”Jeg ville gerne blive ved at spille gådefuld, men det går vist ikke længere.”

NÅR DET ER så slemt, det her (jeg havde nær sagt: værre end Grass), så har det måske netop med gådefuldheden at gøre. Grass siger af egen fri vilje, hvad han, men ikke offentligheden vidste. Han afslører altså rigtignok noget, men kun for at rejse tusind andre spørgsmål: ’Jamen, vil det så sige …?’

Esterházy, derimod, får et langt og modbydeligt svar på sit forfatterskabs mange gåder og spørgsmål slynget lige i ansigtet. Sandheden, så enkel og så uheroisk, endda så utvetydig. Eller med offentlighedens forventelige reaktion: Aha!

Det Aha! har to adresser.

Det ene går netop på Esterházy-slægten, som hovedværket, Harmonia Cælestis, beretter om. Et storslået minde fra før Kádár, et uopnåeligt ideal under og efter. Eller med Esterházys ord: ”… vi var jo fjendernes fjende. Man kunne ikke være mere fjende af folket, end vi.” Og nu? ”Nu skal det så hedde: Stol ikke på nogen, der hedder Esterházy!”

Stoltheden mere end anes i Harmonia. Vi, de bedre. På én gang bag om og gennem det ryggesløse og frivole er det umiskendeligt. Og her har Esterházy jo igen ret: Den, som gør sig til, skal blive rullet i lort og dyppet i pis.

Er det dét, han frygter i den nye bog og frygtede gennem hurtigskrivningens to år? Det tror jeg.

Det andet Aha! går på fader-figuren i Harmonia og videre ud i forfatterskabet. Det er her, man spørger sig selv: Jamen stod Esterházys egen far i den grad model til faderen i Harmonia, den ryggesløse og elskelige, den amoralske og frivole litteraturs Vorherre? Og skyldtes grundtonen i Esterházys uforfærdede og humørfyldte forfatterskab et ekko af faderen og forestillingen om ham i netop dén heroiske, næsten-uvirkelige, ekstra-litterære positur?

Og er det dét, han frygter, at man skal pege fingre ad? Sønnens, forfatterskabets, litteraturens naragtige opblæsthed? Dens forræderi mod det virkelige og det banale? Og dens afsløring?

MÅSKE. Sandsynligvis.

I hvert fald konstaterer Esterházy et sted, at de værdier, hans far ”så åbenbart repræsenterede, ikke findes, ikke eksisterede,” og at hans far med sit forræderi ”har gjort verden fattigere.” Og så takker han Gud eller en-eller-anden for, at han først hørte om forræderiet så sent og ikke, da han var ung. Sikke en lettelse, men sikke også mærkeligt at skulle tænke sig selv om til forræderens søn med tilbagevirkende – virkning: ”Jeg ville aldrig have været i stand til at skrive mine bøger (…) intet, hvor min såkaldte frihed manifesterede sig eller trådte i funktion.”

For selvfølgelig skriver man – og lever og føler man – ud fra sine egne positioner, eller hvad man opfatter som sine egne positioner. Det er forskellen mellem Grass og Esterházy, at den første kendte sine, og den anden ikke gjorde. Jeg ved ikke, hvad det gør Grass’ historie til, men Esterházys er en tragedie. Og ved i sin nye bog så samvittighedsfuldt – moralsk, redeligt, maskeløst – at binde faderen, den biografiske, så tæt til fader-figuren i kæmpeværket Harmonia Cælestis, har han også gjort dén til én. Eller til tragediens lange forspil, dens opulente hybris.

I virkeligheden begyndte det selvfølgelig længe før. For siden 1957, i mere end fyrre år (!!!), har faderens historie ligget skjult under sønnens mange, forgrenede historier. Det skal måske senere komme for en dag, hvor tæt de er bundet til hinanden. Og hvad det betyder. Det skal desuden vise sig, om Esterházys ”ville-aldrig-have-været-i-stand-til” også er et ”vil-aldrig-igen-blive” i stand til.

Selv siger han, at hans liv er forandret for altid. Kan man overhovedet forestille sig andet?

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information august 2006