Category Archives: Erindringens fængsel

Absolut fedtglinsende sjæletogt

Hvorfor vil medarbejdere på det franske kulturinstitut styrke fransk litteraturs omdømme med dårlige krimier og svulstig tale?

Thierry Jonquet: Erindringens fængsel. Oversat fra fransk af Jesper Tang. Forlaget Labyrint. 197 sider, 149 kroner.

Forlaget Labyrint er grundlagt af medarbejdere ved det franske kulturinstitut i København, Institut Français, og har den dobbelte ambition at promovere ny fransk litteratur og at bekæmpe danske læseres fordomme.  Derfor stiller forlaget to ”absolutte krav” til sin udgivelsespolitik, forklares det på forlagets hjemmeside: ”publicering af franske bøger i dansk oversættelse og respekt for en udgivelsessammenhæng baseret på én litterær retning: kriminalromanen.”

Altså absolut kriminalromaner og absolut på dansk.

På samme hjemmeside tales der desuden om den franske kriminalromans ”adelsbrev” og en ”ekstraordinær anerkendelse” af genren, der i de senere år har gennemgået en ”enestående forvandling” i såvel ”stilarternes varietet” som i ”beskrivelsernes mangfoldighed”, så den i dag gennem ”sine uophørligt fornyede togter i menneskesjælens undergrund” kan tilbyde et nyt syn på samfund, kultur og menneske. Man er således garanteret ”en gribende litterær oplevelse” i mødet med genren, som ”simpelthen [er] blevet en del af den store litteratur.”

Hvad det er for fordomme, der tynger danskere læsere, fremgår ikke. Synes vi, at fransk litteratur er kedelig og dum? Eller for god, for litterær, for ”stor”? Eller er det medarbejderne ved Institut Français, der synes det. Eller synes, at vi synes det? I hvert fald kommer her noget andet. I respekt for en udgivelsessammenhæng baseret på et ekstraordinært adelsbrev og mangfoldighedernes varietet, som simpelthen er blevet en del af den store litteratur. Så absolut, men også en ejendommelig udmelding fra kulturinstitut-medarbejderne, og meget lidt i respekt for fransk litteratur i øvrigt.

Hvad der muligvis kan siges om andre af forlagets indtil nu seks udgivelser, kan ikke siges om Thierry Jonquets ’Erindringens fængsel’. Den har i hovedrollen en pige på 15, som er blevet fejlopereret, og nu, bundet til en kørestol og erklæret åndssvag, pønser på blodig hævn over lægen. Og derudover, skønt blodig på en anden måde, over moderen og stedfaderen, der lod det ske. Plottet iler vi i møde ad skiftevis lange kursiverede indre monologer (pigen, lægen, en ung plejer på hospitalet med kalorius strittende ud af bukserne) og passager fortalt i tredjeperson. Stiv mekanik. Det samme gælder selve plottet og romanens togter i menneskesjælens undergrund; den hvidkitledes antiseptiske sjæl, den unge mands sexistiske og kønsforskrækkede sjæl, mors og stedfars forurettede sjæl, datterens lidende og hævngerrige sjæl. Derudover er der sproget, stilartens varietet og beskrivelsens mangfoldighed: ”Morier var der til tiden, præcis som sædvanlig. Næsten neurotisk præcis.” Eller: ”en tyk, fedtglinsende mand på grænsen til at være stærkt overvægtig.” Eller: Den på grænsen til det neurotiske præcise Morier, der som sædvanlig var der til tiden, mødtes med den fedtglinsende, stærkt overvægtige og næsten tykke mand.

Det er som forlagets selvpræsentation så udpenslet, så ordrigt.

Så alt for meget om så lidt.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2011