Category Archives: Dengang vi drømte

Du og dit snavs

Clemens Meyer giver historien om fortabt DDR-ungdom den realistiske romans råhed og mytens dybde

Clemens Meyer: Dengang vi drømte. Oversat fra tysk af Henrik Andersen. People’s Press. 476 sider, 349 kr.

Det er en kernescene. Danie, 12-13 år gammel, er gået ind på farens stamværtshus. Faren er der ikke, han sidder i spjældet, han blev anholdt og ført væk i en brandert. En ynkelig historie, helt igennem. Men med Danies opdukken forvandler den sig. Farens drukkammerater kommer på benene. Daniel? Horsts søn? ”Du vil se, hvor det skete. Er det ikke rigtigt knægt …” Det med hans far.

Og så følger den, historien om faderhelten og hans sidste kamp. En historie reddet ud af realiteternes tusmørke og løftet op under mytens sol. ”Og din far,” råber han, ”gode, gamle Horst forsvarede os, forstår du, knægt, forsvarede alt det, vi står for.” Deres ”ære”, som det hedder.

Det er en fantastisk scene. Og et spejl for hele Clemens Meyers kaotiske og suverænt komponerede fortælling om generationen af unge, der var børn i DDR og halvvoksne, da Muren faldt.

VI springer frem og tilbage over skæringspunktet, fra zonetid til genforening og tilbage igen. Og mellem pionerårenes surrogatverden og næsten-voksenalderens druk, vold og stammekrige. Det er en systematisk nedskrivning mod nul, en dødsmarch, og opleves trods springene i tid også sådan. Det går kun den ene vej, mens fortællerens – Danies – mor hændervridende ser til: ”Du – du og dit snavs!”

Hvad er det for snavs?

På overfladen er det almindelig afstumpethed. Druk, hor og narko i betonforstaden. Indbrud og biltyverier. Slagsmål og knivstikkerier mellem rivaliserende stammer – autonome, skinheads og Danies gruppe af udefinerede fribyttere. Du-og-dit-snavs er også ungdomsfængslet Zeithain og senere det rigtige fængsel. Det kan anes fra ungdomsfængslets gård, en oplyst olymp og de skæbneløses endestation. Hvis de da ikke er døde inden.

Under overfladen af snavs er der en anden slags snavs. Forestillingernes, illusionernes snavs. Eller det snavs, som drømme – apropos romanens titel – kan blive til.

Det går sådan til: Først var der ideologiens vås og løgne og den barnlige skræppen om ”min pionerære” og om altid at være beredt. Da alt det forsvandt, ikke med et brag, selvom det kunne se sådan ud, men som en langsom siven, var der ingenting. Så måtte man finde på noget nyt, noget nyt snavs, en ny illusion eller løgn. En ny drøm.

Den har i romanen mange skikkelser. Rico vil være mesterbokser, han bliver voldsmand, mestervoldsmand. Paul vil være pornokonge, han er bange for piger. Der er også drømmen om fodboldklubben, deres fodboldklub, Chemie Leipzig, der engang skal blive mestre og pokalvindere igen. Foreløbig ligger holdet til nedrykning og klubben til at få nyt navn.

Alle drømmene er imidlertid – uden undtagelse – af samme uvirkelige stof og har samme kerne.  ”Æren”, som det hed i faderheltens historie. Den hjerteskærende forestilling og gentagne besværgelse, at de ”står for” noget.

Det er det virkelige snavs i romanens kunstneriske fremstilling af genforeningens sociale og menneskelige tragedie: Selvbedragerisk myte-snavs.

CLEMENS Meyers roman er en genforeningsroman – mig bekendt – helt uden sidestykke. Ikke fordi den i en besnærende rå stil skildrer genforeningens sociale og moralske tomhed, for det er der flere, der har gjort. Men fordi den meget diskret lægger en dybde i billedet, så historien om ødelagt leipziger-ungdom bliver til en evig fortælling om løgnen, det sande og om blindhed. Kort og godt til en myte, der først væver løgnen sammen, frem og tilbage mellem korrektioner og tilføjelser, og derefter langsomt og usentimentalt trævler den op.

Meyer har givet sin hovedperson efternavnet Lenz. Det kan være en hilsen til Siegfried Lenz, der skrev den på mange måder beslægtede roman Tysktime om tysk efterkrigsungdom. Meyers roman kan få samme klassikerstatus. Den fortjener det i det mindste.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken februar 2009