Category Archives: Sommerlys, og så kommer natten

Turistnips og truckerplysterning

Må islandsk litteratur snart forlade den magiske realismes sentimentale og udslidte form

Jón Kalman Stefánsson: Sommerlys, og så kommer natten. Oversat af Áslaug Th. Rögnvaldsdóttir. Batzer & Co. 280 sider, indb., 298 kr. 

Vi er i en landsby på den islandske vestkyst, 400 mennesker viklet ind i den samme historie. Eksistensens, ensomhedens, kærlighedens, længslernes snart sarte, snart synftige anekdote. Det er nemlig også der, vi er, helt oppe i patosens og den magiske realismes syvende himmel. På sådan en beskeden, selvudslettende, ’åh-du-kender-os’-måde.

Direktøren for Trikotagefabrikken begynder at drømme på latin, erhverver sig astronomiens klassikere i kostbare førsteudgaver og slår sig ned som lokal vismand med månedlige foredrag i forsamlingshuset. Jonas, det skrøbelige og følsomme barn, projicerer i en kunstnerisk raptus alle sine og landsbyens længsler op på mejeriets væg i form af en brændende sol og tresindstyve vadefugle. Elísabet, Astronomens assistent, får med sine brysters synlige tinder den mandlige del af landsbyen til at sitre, inden hun giver hele sin opdæmmede og af format både globale og mytologiske seksualitet frit løb. Og jorden under Lageret åbner sit mørke gab til tidligere tiders forbrydelser og svigt. Og Gaui, den arme alkoholiker, der har rejst sig på rystende ben, betaler sin husleje med ugentlige fortællinger af femten minutters varighed. Og Áki, hvis Gud er tal og regnskaber, kan pludselig ikke tælle havets fisk og genopstår som forhutlet, men rigtigt menneske. Og – og – og …

Vi er i Island, Litteraturisland. Mere end godt er.

DET sidste sørger til overflod fortælleren for. Et ’vi’, landsbyens fælles hukommelse og bevidsthed, ikke så forskelligt fra posthusets Ágústa, der tjekker al post, indgående og udgående. Og heller ikke så forskelligt fra forsamlingshusets vismand. En – halvt – skjult fortæller med så mange meninger, sorgmuntre aforismer og messende tekstudlægninger møder man ikke så tit.

Så hvad handler det om? Om den papirtynde væg mellem liv og død, lys og mørke, glæde og depression osv. Eksistensens skælvende flamme, kort og godt. Udtrykt på mangfoldige måder, indimellem så man er ved at kaste bogen fra sig: ”og så sidder far og søn under det åbne tagvindue, aftenen har strøet stjerner ud over himlen, der står en flaske whisky mellem de to, og mundharmonikaens toner bugter sig ud ad vinduet, finder sig en stjerne, leder efter en kvinde.”

Må de begge to – alle tre – drukne i havet eller få en stor stjerne i hovedet.

Jón Kalman Stefánssons roman var i 2007 indstillet til Nordisk Råds litteraturpris. Det var tredje gang, forfatteren var indstillet. Det er ikke underligt, for Stefánsson er utvivlsomt en god forfatter, men han er også en forførerisk forfatter, der har skrevet sig ind i en form, som islandske forfattere efterhånden har trukket så meget på, at den er blevet til kitsch og turistnips. Og truckerplysterning.

Må de snart forlade den.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2009