Category Archives: Mercier, Pascal

Violinmusik og teatertåge

Pascal Mercier har skrevet en god historie om sorg, kærlighed, musik og forholdet mellem en far og hans datter – og ødelagt den

Pascal Mercier: Lea. Oversat af Mone Hvass. Tiderne Skifter. 247 sider, 269 kroner.

Der er noget i Pascal Merciers bog, jeg godt kan lide, og som jeg ikke kan huske, at jeg har mødt magen til andre steder. Eller overhovedet mødt. Og så er der en masse udenom, der er fortænkt og overarrangeret, og som på den mest pascal mercierske måde trækker læseren ad de litterære konventioners tåbeligste omveje. For litteratur skal det være, noget så litteratur.

Det sidste først. Hvorfor skal Mercier altid anbringe sine to mandlige, midaldrende hovedpersoner i en bil mellem Saint-Rémy og Bern, og hvorfor skal historien altid pakkes ind i denne stemning af fortættet og fortrolig voksenkonversation? Hvorfor skal den ene af de to mandlige, midaldrende personers historie altid kaste et skævt lys ind over den andens og de tos til sammen danne denne teatertåge af centraleuropæisk voksentristesse? Og hvorfor skal det altid antydes, at historien lige straks og senest i morgen vil afdække endnu dybere lag i fortrolighedens og livserfaringens lerede jord? Hvorfor skal det altid være sådan, og hvis ikke sådan, så alligevel sådan bare på en anden måde?

Inde i hele den anstrengte orkestrering – og det er det andet – findes en historie, der er både enkel og kompliceret. Den handler om Lea, der otte år gammel mister sin mor og som en kærlighedserstatning eller som en beskyttelse mod sorgen begiver sig ind i musikkens verden. Hun bliver – tilskyndet af tilfældet, sin far og et overvældende talent – violinvirtuos, en passioneret, men også fanatisk dyrker af instrumentet, forført af dets skønhed og drømmen om at beherske det til fuldkommenhed. God historie, åben for alting, men med et brændpunkt hos faderen, der magtesløs ser sin datter forsvinde ud i musikkens stjernetåger og i selvspejlingens kynisme og selvfortabelse. Eller værre end magtesløs, med kun ét at gøre: at holde den umulige drøm levende for sin datter, indtil hun brister og går under.

Den historie har det hele, også alle over- og undertoner om kunst og virkelighed, brændende længsler og livsfarlig forskrivelse, fædre og deres døtre osv. osv., men ikke nok tilsyneladende. For også her skal vi en teatralsk omvej, først et sving omkring Pasteur og Marie Curie og de midaldrende mænds naturvidenskabelige verdensbillede, så vi forstår både bredden og dybden i det hele. Så et ordentligt stykke ad gotikkens gustent oplyste stier til et parti skak om liv og død og om sjælfulde instrumenter fra svundne århundreder og så fremdeles til og med en violinistinde med maske og klumpfod.

Herre du milde, mindre kunne gøre det! Eller meget mere, hvis det endelig skulle være.

Forlaget har på titelbladet kaldt Pascal Merciers bog ”noveller” og siden i en mail til redaktionen rettet sig selv, ”det er en roman.” Sagen er, at Pacal Mercier selv kalder bogen en ”novelle”. Den egentlige fejl er imidlertid ikke forlagets, men Merciers. Han skulle have holdt fast i sin første indskydelse, novellen, det lille og tætte format. Uden terapeutisk snak og gotisk vrøvl.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2009

Nattog til helvede

Forfatteren til bestselleren Nattog til Lissabon har skrevet en medrivende og underholdende roman om en sprogprofessors livsløgne og fortærende angst

Pascal Mercier: Perlmanns fortielser. Oversat fra tysk af Mone Hvass. Tiderne Skifter. 513 sider, 329 kr.

Helvede er de andre, hævdede Sartre. ”De andre er virkelig andre. Andre,”  har schweiziske  Pascal Mercier sat som motto for sin roman. Og det får hans hovedperson at føle. Philipp Perlmann, som han hedder, bliver både flået og ristet.

Romanen er en blanding af komedie og realistisk midtvejskriseroman. Foruden filosofisk fortælling, satire og krimi. Så har vi ikke lovet for meget.

Perlmann er leder af en konference for en udsøgt kreds af sprogforskere forsamlet på et luksushotel ved den italienske middelhavskyst. Herlig udsigt, til det azurblå hav og til lange dage med fortættede diskussioner. Men Perlmann har ikke noget at sige. Ingenting overhovedet – som i blank, som i tom og som i på-randen-af-et-sammenbrud.

Det begynder som forstillelse og uklare svar, mens det roterer indvendig. Nedtællingen er begyndt, hans oplæg er om 18 dage, 17, 16, 15 … Så tager han flugten, væk fra de andre, til et fjernt og mørkt hjørne af hotellet, i tankerne tilbage til barndommens, ungdommens og ægteskabets stillestående vande, ind i sovepillernes rus og – åh, skæbne! – ind i en russisk kollegas endnu upublicerede artikel. Denne sidste handler om – ja, kort fortalt om menneskets evne til at digte sig en fortid til, der passer til selvbilledet. Den slags løgne og fortrængninger altså, som Perlmann selv er på en livslang rejse i.

Det er romanens psykologiske kerne, en opbyggelig én, men ikke så spændende og langtfra så underholdende som de ydre pareringer og det plot, der langsomt udvikler sig omkring dem. Egentlig kunne han jo bare sige det, som det er. Beklager, kære kolleger, jeg har ikke noget. Men det er præcis, hvad Perlmann ikke kan, for de er jo de andre, konkurrenter, fjender, påtrængende med deres lyde og krav. Ikke til at være til for. Derfor flugten, derfor alle de forhastede beslutninger, der lige akkurat holder verden på afstand, men samtidig skaber et vakuum af bedrag og uvirkelighed omkring ham.

SÅ KAN VI godt røbe, at helvede alligevel ikke er de andre, helvede er derimod Perlmanns sociale fobier. Titlens ”fortielser” eller på tysk ”Schweigen”, tavshed, der både går på det oplæg, der ikke kommer ud af munden på ham, og på den historie, han har skabt om sig selv og tager tilløb til at prikke hul på. Om det lykkes, skal til gengæld ikke røbes. Det skal plottet heller ikke, bare et par ord: videnskabeligt plagiat, afsløring, mord. Og ikke mere.

Pascal Mercier har en fin evne til at udlede de uhyggeligste konsekvenser af hvert eneste lillebitte fejltrin i en på én gang fuldkommen logisk og mere og mere forviklet, for ikke at sige formørket historie. Man hænger på. Og så forstår han at give konsekvenserne fysisk udtryk. Det står ud ad begge ender på hovedpersonen, synet flimrer, vejrtrækningen er hivende, han er ved at kvæles i snot og blod. Perlmann spares ikke for noget, det gør læseren heller ikke.

513 sider skal man igennem, det føles langt og kunne være gjort kortere. Men inertien og langsomheden må også siges at klæde Perlmanns eksistentielle klaustrofobi og romanens mareridtsagtige fastlåsthed. Det går trægt og mest nedad og ind i et tiltagende mørke.

FORLAGET kalder romanen ”uforglemmelig”, det skal så vise sig. ”Ny” er den til gengæld ikke. Den udkom på tysk i 1995, små ti år før Perlmanns store, internationale gennembrud med romanen Nattog til Lissabon, der kom på dansk sidste år. Herudover har Perlmann, hvis egentlige navn er Peter Bierie, udgivet to romaner, Der Klavierstimmer (1998) og Lea (2007).

Mercier/Bieri er filosof og var indtil for et par år, og endnu mens han skrev Perlmanns fortielser, professor ved Freie Universität i Berlin. Han kender universitetsmiljøet, også fra dets på én gang skumle og komiske sider, positioneringens og highbrow-maskeradens. Og så er han altså filosof, en slags skønlitteraturens Jostein Gaarder, der giver almene filosofiske spørgsmål – her forholdet mellem sprog, fortælling, virkelighed og identitet – en medrivende, dramatisk og stærkt underholdende form. Det sidste, det dramatiske og underholdende, føles i romanen om den hårdt prøvede Philipp Perlmann stærkere og som et større aktiv end den filosofiske undertekst.

PS. Hvorfor har mon såvel den danske som den tyske udgave af Merciers roman en omslagsillustration, der forestiller en solbeskinnet marmorvindueskarm (eller er det en altan?) fuldt udstyret med manuskriptsider, kuglepen, bøger, lighter og askebæger med rygende cigaret, når det nu er en pointe i romanen, at Philipp Perlmann tilbringer samtlige sine arbejdstimer i skjul på hotelværelset?

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken december 2008