Klichéfyldt og udpenslet roman om sårbar ungdom
Paolo Giordano: Primtallenes ensomhed. Oversat af Jytte Lollesgaard. Bazar Forlag. 317 sider, 199 kroner.
To sårbare unge møder eller snarere nærmer sig hinanden. Hun er anorektiker, slået i stykker indvendig af familiens neuroser og udefra af en skiulykke. Han har ansvaret for en anden ulykke, sin udviklingshæmmede søsters forsvinden, og er selv søgt væk i matematikkens og cutterens parallelverden. Bag hver sin isvæg forsøger de to nu at nå hinanden.
Det er en rørende historie, i hele sin længde, fra de mindste skoleklasser og i store hop ind i hendes ægteskab og hans karriere som universitetsforsker. Om ensomhed, som titlen siger, men vel især om livsangst.
Læst som ungdomsbog (hvad den vistnok ikke er, i hvert fald giver den sig ikke ud for at være det) har romanen den kvalitet, at andre unge med psykiske sår kan spejle sig i den og i de to hovedpersoner se træk af sig selv. Måske kan de også finde nyt livsmod. Læst som voksenlitteratur eller litteratur i det hele taget er den en pine at komme igennem. Hver eneste følelse, hver eneste lille sitren mellem personerne er penslet ud. Personerne er en opmarch af stereotyper, fra den tilknappede advokatfar til den sadistiske veninde og hovedpersonerne selv. Hele historiens psykologiske mekanik er klichéfyldt og forudsigelig.
Værst er sproget. For det første er der for meget af det. Dvs. for få pauser, for få steder, hvor tingene får lov at ske og scenerne tid til at udspille sig. Uden forklaring, uden baggrund og opsamling og rapport fra alle tilstedeværende bevidstheder. For det andet er det overgjort, nogle steder står klichéerne tæt op ad hinanden, andre steder er det bare komisk. En sindsbevægelse fuser væk ”som sodavand der fordamper i augustsolen.” Kærligheden brænder ud ”som et glemt stearinlys i et tomt rum.” Herudover lægger snart det ene og snart det andet sig som ”et varmt omslag” om ansigtet, når ikke der løber ”en skælven” ned gennem en eller andens rygrad.
Man gyser, men af andre grunde.
Romanen er italienske Paola Giordanos debut. Den har fået priser og ros mange steder. Jeg har svært ved at forstå hvorfor.
THOMAS THURAH
Anmeldelsen stod i Politiken december 2010