Category Archives: Yiyun Li

Li Shans henrettelse

Stærk og smukt komponeret roman om ødelagt menneskelighed i Kina under og efter Mao

Yiyun Li: De hjemløse. Oversat fra amerikansk-engelsk af Ellen Boen. Gyldendal. 375 sider, 349 kr. 

Li Shan skal henrettes, en ung kvinde på 28. Hun er tidligere rødgardist, et af Kulturrevolutionens børn, der hånede, slog, torturerede, i nogle tilfælde dræbte fjender af systemet. Det kunne være jordbesiddere eller efterkommerne af dem, intellektuelle og som i Shans tilfælde børnenes egne forældre. Det kunne være hvem som helst.

Det er imidlertid ikke den forbrydelse, Shan er dømt for. Ironisk nok, hvis ironi er ordet. Hun er dømt for sin egen voksende tvivl på systemet, som hun har røbet for sin kæreste, der igen har røbet den for myndighederne.

Omdrejningspunktet for romanen er den fordømmelsesceremoni, der går forud for henrettelsen. Bedstemor Hu sætter plakaterne op, der annoncerer begivenheden på byens stadion. Nini, en fattig, forkrøblet pige, der hver morgen skal opsamle kul på gaden, kommer forbi og smager forsigtigt på melklisteret, der holder plakaten fast til muren. Derefter er det Bashi, en frygtløs og elskelig fribytter. Så er det drengen Tong, senere endnu Kwen, der lever på byens natside, dækker over dens hemmeligheder og har sine egne. På den måde trækker romanen fortælle- og skæbnespor gennem den lille by, Mudderfloden. Og sådan væves historierne sammen, på én gang tilfældigt og skæbnesvangert. For det meste når personernes krydser hinandens vej eller viser sig at have gjort det et sted bagude, på andre tidspunkter fordi fortælleren svævende højt over sin egen beretning knytter forbindelser mellem byens huse og deres beboere.

Det er både romanens styrke og svaghed.

Styrke, fordi forfatteren så suverænt kontrollerer stoffet og skaber en smuk komposition i en tætføring af handlings- og motivlinjer. Der kommer i den grad vægt bag romanen og dens skildring af det postmaoistiske Kina, som handlingen er henlagt til. Ikke bare dokumentationens, men også romankunstens vægt. Byen bliver scene, personerne teaterskygger i en stadig sørgeligere fortælling om, hvordan alt, hvad der er godt i mennesket og mellem mennesker, kan ødelægges. Eneste lyspunkt er barylen Bashi, sprunget direkte ud af den europæiske gavtyveroman. Jeg vidste ikke, at han også fandtes i den kinesiske, men godt at vide det nu.

Svagheden? Måske en overvægt af eksemplarisk ondskab. Vi får ikke bare fordømmelsesceremoni og henrettelse, men også organtransplantation til ære for højtstående embedsmænd, overskårne stemmebånd og spandfulde af blod. En udpensling, der på det dokumentariske niveau kan være nok så sand, men på det kunstneriske virker som en forcering. To gamle menneskers erindringer om syv efterladte pigebørn, de har taget sig af og mistet igen, virker til sammenligning både stærkere og sandere.

Yiyun Li er født i 1972 og opvokset i Beijing. Hun har siden midten af 1990’erne boet i USA, hvor hun egentlig skulle skrive en afhandling om immunologi, men via et kursus i creative writing satte gang i forfatterskabet. Set i bogflappens glasklare lys træder det skolede i hendes stil indimellem for tydeligt frem. Glemmer man oplysningen, er ’De hjemløse’ mere end bare en god roman.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken januar 2010