Category Archives: Den varmeste sommer

Det mindstes drama

Tyske Zsuzsa Bánks fortællinger fra en tyst og grå verden

Zsuzsa Bánk: Den varmeste sommer. Oversat til et smukt og præcist dansk af Aino Roscher. 160 sider, 229 kr. Athene.

Det er de små tings, de bittesmå tings, drama, læseren følger i tyske Zsuzsa Bánks fortællinger. Eller fortætninger, for følelser og sansninger ligger millimeter fra hinanden, når de ikke er flettet sammen som garnnøgler.

Det er historier fra de 35-45-åriges verden, en urban middelklasse, én med flytrafik og almindelige huse, indimellem med et kig bagud til barndommen, andre steder med et sideblik til amerikanske kunstnermiljøer. Så bringes nogen sammen, et hun og et andet hun eller måske et han, som alle sammen først lidt efter lidt får navn. Det er en raffineret slørings- og dækningskunst, Bánk kan. Forvirringen er heldigvis kortvarig, men tilstrækkelig til, at man når både at mærke og spekulere over virkelighedens sære strømme af liv og bevidsthed.

Herefter og som regel i en langsom og glidende bevægelse sker afdækningen – eller afskalningen, for det har ikke plottets målrettede karakter. Tæppet bliver ikke revet væk under nogen, ingen bliver taget på fersk gerning eller overhovedet afsløret i noget som helst. Der er bare de her fornemmelser, indtryk og sansninger af småting, irritationer over næsten ikke noget og så godt som usynlige tegn mellem personer, der til sammen og lidt efter lidt lader noget titte frem.

Det sker bare, og man mærker det næsten ikke. Meget modsat teksten, som mærker alt.

BÁNK, der vakte stor opsigt med sin debutroman Svømmeren, internationalt og også her, er i familie med danske minimalprosaister som Helle Helle, Simon Fruelund, Katrine Marie Guldager, i lidt mindre grad Naja Marie Aidt. I hvert fald når det gælder den hyperfølsomme sansning af det tilsyneladende begivenhedsløse, men i sprækker og under overfladen højdramatiske. Zsuzsa Bánk er imidlertid mere meddelsom eller mindre cool, hvis man har det sådan med det. Hendes fortællere røber mere, er i det hele taget meget mere med i teksten. Sjældent med et ’jeg’, til gengæld næsten hele tiden med en karakteristisk søgende, hakkende, lidt redundant stil, der holder af mange og små gentagelser eller variationer over det samme, skruet ned mellem to kommaer.

Den forskel er måske lille, men ikke ubetydelig. For af den kommer også den melankoli og gråtone, der ligger hen over næsten alle Bánks fortællinger. Noget uendelig trist, en fornemmelse af tab og fortabthed, ikke sådan ud i det – grå, men præcis knyttet til den stemme, der forsøger at tale eller fortælle sig igennem det formummede og hen over afstandene.

Det lykkes så i øvrigt ikke. Afstandene er der hele tiden, og der er påfaldende mange af dem. Også fysiske, mellem byer og kontinenter, og afstande i tid, dvs. mellem dengang og nu. Og når historien slutter, sker det med samme ubestemthed, som den begyndte. Åbent, uafsluttet.

Det er en stille og upåfaldende bog, med en opsigtsvækkende sproglig sans for de mindste, men ikke mindst vigtige ting mellem mennesker.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information august 2007