Category Archives: Khair, Tabish

Kærlighed og pigtråd

Indiske Tabish Khairs roman er både selvfejrende fortælling og intenst drama om religiøs og etnisk strid

Tabish Khair: Film. En kærlighedshistorie. Oversat af Bente Jacobsen.  EC Edition. 292 sider, 249 kroner.

Durga er luder, tidligere, men ikke så meget tidligere, Harihar en passioneret biografdirektør i det meget små. Sammen drager de riget rundt, fra flække til flække, med fremviser, filmspoler og hendes lille søn. Drevet af den slags drømme, som film er gjort af, skrøbelige, usandsynlige og ikke til at slide op, når først man har fået dem på hjernen.

Det er det ene spor i Tabish Khair roman, trukket gennem tyvernes stumfilmverden. Et andet beskriver delingen af Indien og stridighederne mellem hinduer og muslimer i slutningen af fyrrerne, et blodigt spor med en kontrapunktisk effekt i forhold til Bollywood-filmens narkose. Et tredje løber hele vejen op om nutiden, hvor en ”forsker” interviewer et par af fortidens hovedrolleindehavere. Og som om det ikke var nok, er der små – meget længe uforklarede – drømmesekvenser. Så veksler skriften mellem fed, kursiv og ordinær, og så går det i store spring fra det ene til det andet og tilbage igen. Det er ikke nogen sømløs klipning.

Historien holder spændingen takket være dramaets brændpunkter – de historiske er ikke de ringeste – og godt bevarede hemmeligheder. Også stilen yder sit med sin tæthed, religiøse em og eksotiske vokaler (og yder indimellem for meget – ”hun var hans boksebold, tung på grund af tidens sand, der sivede ud af hans drømmes utætheder” (det billede og en del andre forstår jeg ikke)). Helt slippe fornemmelsen af overbebyggelse kan man ikke.

Hvis ’filmen’ er bogens ene stjermetafor, er ’pigtråden’ den anden. Det ene er drømmens og fantasiens, måske også bedøvelsens, billede, det andet er borgerkrigens og alle kriges og myrderiers ikon. Den slags supernovabilleder – multifunktionelle som schweiziske foldeknive og lige så lette at hive op af bukselommen – hører ikke til mine favoritter. Jeg synes slet ikke de klæder en i forvejen højtidelig, nogle steder selvhøjtidelig og selvfejrende fortælling.

Bedst er romanen, hvor den føjer begivenheder sammen, handling, personer, konflikter, som regel ad snørklede veje og snævre gyder. Her får efterhånden dramaet et påtrængende indhold, fjernt fra det kulørte Bollywood, men tæt på den religiøse og etniske strid, der har præget hele det moderne Indiens historie. Hvor katastrofen indtræffer, er drømmen blevet til virkelighed, men naturligvis ikke den virkelighed, drømmen lovede.

Man mærker her og der en engelsk sprogtone i oversættelsen, og der er for mange korrekturfejl.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken januar 2010