Salman Rushdies erindringsbog om fatwaen imod ham og 13 års politiovervågning fortæller en grusom historie om at miste sit liv til dødsfuglene og om langsomt og med egne kræfter at vinde det tilbage. Den fortæller også om forfatterens smålighed, selvretfærdighed og hævntørst og rejser – frivilligt eller ufrivilligt – det evige spørgsmål: Hvordan bekæmper man fanatismen uden at lade sig smitte af den?
Salman Rushdie: Joseph Anton. Oversat fra engelsk af Thomas Harder. Gyldendal. 660 sider, 349,95 kroner.
Han beskriver fatwaen som at blive delt i to. Der er den gode, gamle Salman, vennernes og familiens Salman, den, han er for sig selv-Salman. Og der er den nye, dæmoniserede Rushdie eller Karikatur-Rushdie, ham, der er så irriterende, ham, der selv er ude om det, ham, der så brændende ønsker at blive berømt, at han er parat til at lægge sig ud med en verdensreligion og se mennesker dø.
Den sidste af de to går verden rundt. Han ses afbildet med horn i panden, da demonstrationerne bryder løs i Storbritannien, i Indien, i Pakistan og så i resten af verden. Han bliver en plet på den indvendige side af tv-skærmen, ikke til at komme af med, lige meget hvor meget man gnubber. Den første trykker sig på skiftende skjulesteder rundt omkring i England med en flok Special Branch-folk siddende i stuen eller skramlende rundt i køkkenet, mens han selv klamrer sig til en kuffert af en mobiltelefon, hans vigtigste og i perioder eneste forbindelse til den virkelige verden, herunder til hans søn. Ved en enkelt lejlighed ses han pludselig i gadebilledet, gode, gamle Salman, denne gang i skjul under en paryk.
TIL skizofrenien hører navneskiftet, dikteret af hensynet til hans sikkerhed. Han beslutter sig – som i titlen på bogen – for Joseph Anton; [kursiveret: Joseph:] Joseph som i Joseph Conrad, mørkets og det ukendtes reporter, [kursiveret: Anton:] Anton som i Anton Tjekhov, melankoliens og det tabtes skildrer. Men først og fremmest følger med skizofrenien, spaltningen, naturligvis ønsket om at blive hel igen, længslen efter normalitet og anerkendelse.
Man kan undre sig over bogens enorme mænge af frokost- og middagsselskaber med navnene på alle de bænkede berømtheder remset op fra en ende af. Jamen, [selv i kursiv:] selv meget berømte Salman Rushdie, er det da nødvendigt? Men man kan også opfatte det som et svar på længslen; her hører jeg til, her elsker de mig. Samtidig er middagsselskaberne og al den anden sociale kontakt og hektiske, indimellem aggressive aktivitet en del af den konstante mobilisering. Han skal skaffe sig opbakning, insistere på begge sit jegs to halvdele og på sin romans ret til at udkomme og blive læst. Hans liv afhænger af det.
Derfor den omhyggelige, næsten besatte registrering af litterære priser og gode anmeldelser. Og derfor det uforsonlige pres på politikere, forfatterkolleger og især på forlæggere forskanset bag flere slags modvilje, hvoraf én skyldes økonomi og sikkerhedspolitik, en anden uenighed med forfatteren (man [kan i kursiv:] kan strengt taget godt mene noget andet), en tredje – angst.
ANDRE ting er sværere at forklare som andet end et overskud af selvretfærdighed og hævntørst. Karaktermordet på Rushdies anden hustru, Marianne Wiggins – eksekveret med alle forfatterens dramaturgiske færdigheder (der bygges langsomt op) og så blodigt, at det virker ubehageligt – er én af dem. Og sandelig om ikke også hustru nummer ét og tre får et gok i nødden. Og fotomodelkonen. Og ham, der skrev, for slet ikke at tale om ham, der sagde. Forståeligt? Ja, afgjort, man kan jo blive så forbandet. Udtryk for storsind og skrevet på samme melodi, som Rushdie skriver om litteraturens – hin, som det alt sammen handler om – evne til at opmuntre ”til forståelse, sympati og identifikation med andre mennesker, der ikke var ligesom én selv”? Nej. Men så morsomt da? Havde det så bare været det.
Han husker imidlertid også for det gode. Den ellers ikke meget sentimentale Rushdie kan her mange år efter stadig med varme og bevægelse glæde sig over den støtte, han fik.
En af de vigtigste figurer – ja, helte – i den forbindelse er hans norske forlægger William Nygaard, der bliver dødeligt såret ved et attentat og fra hospitalssengen lige akkurat kan hviske ned i telefonrøret, at et nyt oplag af den bandlyste bog er sat i gang. En anden er hans danske forlægger, Johannes Riis, hvis ”ægte mod” får forfatteren til at føle sig ”ydmyg”.
Også her ligger en selvmodsigelse, af større vigtighed, et uløseligt og med Rushdies kamp og alle tilsvarende nært forbundet paradoks.
Krisen, kampen mod fatwaen, var, skriver Salman Rushdie et sted, ”som et stærkt lys, der skinnede ned på alle folks valg og gerninger og skabte en verden uden skygger, et skarpt aftegnet, entydigt landskab af rigtige og forkerte handlinger, gode eller dårlige valg, ja og nej, styrke og svaghed. I dette grelle lys forekom nogle forlæggere heltemodige, mans andre virkede kujonagtige.”
Også det forstår man godt. Ligesom man forstår Rushdies pointe, at uden det entydigt rigtige og det entydigt sande – enten er du med mig, eller også er du imod mig – er kampen for ytringsfrihed og demokrati dårligt stillet. Spørgsmålet er dernæst, hvornår entydigheden bliver til skråsikkerhed, og skråsikkerheden til intolerance og begge dele til fanatisme.
GENNEMBRUDDET for Rushdies ”kampagne”, i bemærkelsesværdig grad drevet af ham selv, kommer langsomt. Det er som en stifthammer mod et bjergmassiv, men efterhånden går der hul. Det følger nogle år efter hans (sådan fremstiller han det selv) skamfulde knæfald for uretten, da han i en uoverstigelig længsel efter normalitet og (stadig ifølge hans egen fortolkning) efter at blive elsket med sin underskrift erklærer, at han er ”blevet muslim” (den fulde tekst indsætter han ikke, den er stadig en smerte). Noget af en kolbøtte, som ingen praktisk betydning har. Alt i alt: total selvydmygelse.
Herfra arbejder han sig op, sætter alle sin kræfter og alt sit mas ind på at gøre det sagte usagt. Man kan ikke slutte en sikker fred med de kræfter, der har truet ham, men man kan indgå visse aftaler, man kan få en fornemmelse af sammenfaldende interesser i, at roen sænker sig. Og til sidst kan endelig faren være løjet så meget af, at Special Branch-drengene kan smutte ud ad bagdøren, og Salman Rushdie igen leve et normalt liv.
Det ender godt, han kommer tilbage, i øvrigt også til sit første fædreland, Indien, som ellers i en årrække nægtede ham indrejse. Blive-sig-selv-historien – Rushdie taler om at veksle sin kulturelle rodløshed til en mangfoldig rodfæstethed – ender således også godt.
Men ikke kun godt, kan det forekomme. Han slipper af med Karikatur-Rushdie, også på en komisk symbolsk måde, da han efter sin befrielse får løftet øjenlågene og således forvandler sin dystre djævlemaske til en glad og smilende Salman. Som en del af prisen bliver han imidlertid også efterhånden til en Ikon-Salman, et omkringrejsende symbol på ytringsfriheden, som enhver forsøger at hænge sin hat på eller fodre sin egen sag med. Er der dernæst endnu en forvandling? Bliver han også på et tidspunkt, i de første euforiske år efter at være undsluppet fangenskabet, til en jetset-Salman, til den fashionable Rushdie, U2-forsanger Bonos bedste ven, fotomodellens – alle fotomodellers – mulige intellektuelle kæreste, en højpandet photo opportunity?
En ny karikatur?
HVIS det er sandt, er det imidlertid ikke hele sandheden. Og det er naturligvis slet ikke Salman Rushdies sandhed.
Hans egen fremstillings vigtigste pointe er, at rejsen rækker langt og også ud over ham selv, nemlig fra ayatollahens fatwa i februar 1989, over terrorangrebet den 11. september 2001 og frem til i dag. Så langt fører han historien op, begyndt og afsluttet med Hitchcocks sorte fugle, der én ad gangen slår sig ned i klatrestativet på legepladsen som et varsel om den død, der skal følge ham i 13 år, og om de dødsfugle, der senere endnu skal bore sig ind i World Trade Center.
Den fortolkning er det svært at indvende noget imod, ulykkeligvis ikke mindst lige nu, mens jeg sidder og skriver anmeldelsen her, og hvor Hizb ut-Tahrir-demonstranter og andre fanatikere tordner løs med trusler, krav og skråsikker og barnlig dumhed: Det vil vi have, det vil vi ikke have. Andre steder med drab. Rushdie overlevede, han har lov at sige, at han vandt og for en stor del vandt alene. Historien er imidlertid ikke slut, den fortsættes. Måske er den først lige begyndt.
THOMAS THURAH