Category Archives: Sebald, W.G.

Mennesket og blykammeret

Tysk-engelske W.G. Sebalds første bog og gennembrudsværk er en svimlende spejlskakt boret ned gennem det gamle Centraleuropa med gammelnyt om menneskets ensomhed og lidelse

W.G. Sebald: Højde. Skræk. Oversat fra tysk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad efter Schwindel. Gefühle. Forlaget Tiderne Skifter. 214 sider, 269 kroner.

W.G. Sebald blev født i Tyskland i 1944, et krigsbarn, som i nogle afgørende år var overladt til familiens og landsbyens kvinder og gamle, mens faderen sad i fransk krigsfangelejr. Efter studieårene bosatte han sig i England, først i Manchester, så i Norwich, hvor han ved sin død i 2001, 57 år gammel, var professor ved universitetet. Hans skønlitterære forfatterskab, eller hvad man nu skal kalde det, omfatter fire bøger, som nu alle sammen foreligger på dansk. Forlaget har valgt at slutte med den første, ’Højde. Skræk’ (oversat til et træffende sebaldsk-dansk med alle dets ejendommelige og udsøgte variationer), som forfatteren skrev, da han var i midten af fyrrerne.

Det er sent at indlede et forfatterskab. I virkeligheden ligger begyndelsen da også langt før.

De skønlitterære bøger er en slags forlængelse af eller skriven oven på Sebalds kritiske forfatterskab om tysksproget litteratur; Elias Canetti, Joseph Roth og ikke mindst Franz Kafka. De er strømme af fortælling og refleksion, og især her i den første af de fire en sammenvævning af litterære universer, malerkunst, drømme, stemninger og erindringsglimt fra det fjerne Centraleuropa, som Sebald voksede op i og forlod som ung mand. Det skønlitterære forfatterskab begynder således med læsningerne, kan man hævde, eller måske snarere med barndommen eller endnu før, med den verden, der går under i melankoli og svimmelhed hos Canetti, Roth og Kafka og forsætter med at gå under hos Sebald.

’HØJDE. Skræk’ består af fire fortællinger, tilsyneladende vidt forskellige, men i så høj grad ekkoer af hinanden, at de fire snarere er én.

De udspiller sig i en vifte af tidsaldre, alle sammen lige til at kigge ned gennem som glas eller holde op mod hinanden som spejle i svimlende fordoblinger. Der er året 1800, da Napoleon og hans 36.000 mænd forcerer Alperne inden slaget ved Marengo, og 1980’erne, da en forfatter – Sebald selv – drevet af en livskrise, hvis nærmere årsager vi ikke hører om, rejser via Wien til Venedig og videre til bl.a. Verona, altså i det samme landskab. Der er også året 1913, da Franz Kafka deltager i en kongres om førstehjælp og hygiejne i Wien for senere at forlænge rejsen til Trieste og endnu senere Venedig, og året 1755, da Casanova i lidt mere end et år sidder indespærret i de såkaldte blykamre i det samme Venedig. Og så er der efterkrigsårene, 1940’erne og 1950’erne, idet Sebald under en rejse til sin bayerske fødeby genkalder sig scener fra sin barndom og sandelig under samme ophold og på et støvet loft finder en uniformsjakke tilhørende en af de østrigske jægere, der som såkaldt friskarer og efter at have forceret Brennerpasset kæmpede mod Napoleons hær ved Marengo.

Vi kastes ligesom hovedpersonerne hid og did, højt til vejrs og om ikke skrækslagne, så i hvert fald svimle, men er ligesom Wien-vandreren i den ene af de fire historier spærret inde i det samme mønster. Teksterne og de gentagne landskaber er sjælelige tilstande, en rast- og hjemløshedens geografi, og glemslens. Man undslipper dem ikke, man når aldrig frem.

Oven på landskabet lægger sig ledemotiverne, til alle tider de samme billeder. Sankt Georg i sin evige kamp mod dragen, jægeren, et Kafka-symbol på den ensomme, snart i et glimt i en gammel film, snart i en fjern barndomserindring. Og i samme spor: forbrydelsen, dommen, angsten for at blive en morderbandes eller et uigennemskueligt retssystems næste offer eller lide samme skæbne som Casanova, afløst af længslen efter kærlighed og berøringens nådegave. I ét afsnit og i én tidsalder strejfer en hotelværtindes hånd en skulder, i en anden er erindringen om hånden og den korte berøring støbt ind i gips.

Endelig er der bogens illustrationer, lidt over 70 fotografier, postkort, udklip, breve, tegninger. En slags dokumentarspor, der på én gang befæster fortællingen i det virkelige (eller nidkært forsøger at gøre det) og lige modsat tjener som afsæt for nye fordoblinger eller som snubletråde, der fører til endnu et fald ned gennem spejlskakten.

DET er ved hjælp af alle disse associationer, Sebald binder sine fortællinger sammen, på tværs af tiden, stederne, på tværs også af teksterne, i vilde, men drømmeagtigt indlysende spring. Heri ligger en idé, som er ud over alle grænser ambitiøs og patetisk i den oprindelige betydning af ordet: Historien, som formen og associationernes tætføringer fortæller, er historien om menneskets smertelige og latterlige lidelse og højst usikre forhold til virkeligheden, al litteraturs inderste tema, ikke til at holde ud at tale om, umulig ikke at skrive om.

Heldigvis kan det ikke bare gøres så ubegribelig suverænt, som Sebald gør det, men også morsomt. Således – hold nu fast! – rammes den unge hovedperson i den sidste fortælling engang i 1950erne af en smertefuld og blødende halslidelse, der til forveksling ligner den, som hovedpersonen i den første pådrager sig omkring år 1800 som følge af en syfilitisk infektion, der igen på sælsom vis er følgen af et kærlighedstab. Det kan igen forklare udbruddet hos den unge hovedperson cirka 150 år senere, idet han tidligere har set jægeren Hans Schlag, genstand ikke bare for læserens, men også for hovedpersonens massive identifikation, støde sit gevær dybt i en indtagende og attrået kropige, og senere endnu den afsjælede jægers legeme anbragt på en slæde.

Den slags, forstår man, smitter.

Må det samme gælde lysten til at læse Sebald, en af den europæiske litteraturs mest traditionsbevidste og mest originale forfattere. En af de allerbedste.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken marts 2012