Category Archives: Saramago, José

Død, hvor er din brod?

Nobelpristageren José Saramago tager en veloplagt svingom med fru død

José Saramago: Døden udebliver indimellem. Oversat af Peer Sibast. 192 sider, 249 kr. Samlerens forlag.

Døden forsvinder, sådan lige med ét, natten inden den første dag i det nye år holder folk simpelthen op med at dø.

Det er jo fantastisk, rent ud paradisisk. Hvor tit har man ikke leget med tanken? Men det er også et problem, endda et temmelig stort ét. For hvad nu? spørger kardinalen, ingen død, ingen genopstandelse. Ingen genopstandelse, ingen religion, ingen kirke. Og hvad nu? spørger de i forsikringsbranchen, ingen død, ingen livsforsikring. Ingen livsforsikring, ingen forretning.

Og sådan kunne man blive ved, når man først begynder at tænke over det. Men det er dog alt sammen ingenting mod regeringens, de politisk ansvarliges, dvs. samfundets, egentlige problem. Hvad nu? spørger de, med alle de døende, der hober sig op overalt, de ikke-døde, men heller ikke levende, kroppene, der er strandet i et hverken-eller og i den grad trækker ned på budgetterne. For slet ikke at tale om tålmodigheden rundtomkring i de små hjem.

Skulle man simpelthen slæbe bedstefar over grænsen og lige så stille jorde ham dér? Og skulle regeringen lige så stille indgå en aftale med mafiaen om den logistiske og forretningsmæssige side af sagen?

DEN DEL af José Saramagos (f. 1922) roman er både groteske – rigtig langt ude, som det skal være! – og moralsk fabel om menneskelig forråelse og kynisme. Den er holdt i hans karakteristiske stil med endeløse sætninger og tusind indskud i næsten ubrudte afsnit. Halvt kancelli, halvt pjank, båret af en kvik og ordrig dialog og en veloplagt fortællerstemme, der altid er frisk på en omvej og altid god for en kvik bemærkning til sin egen fortællings tildragelser og ejendommeligheder. Til gengæld er romanen så godt som renset for beskrivelser af ting, rum, steder. Her står kun et træ, hvis talen er om forgreninger.

Det er godt, det er sjovt, det er stærkt underholdende.

DEN ANDEN del af romanen er en art positivt modstykke til den første. Tonen er til en start den samme, så bliver den mere sprød, til sidst er den ligefrem bevægende.

Døden vender tilbage, efter syv måneders ensidig våbenhvile, som det hedder, så der er noget at tage fat på. Derefter bliver det mere personligt. Væk er overbygningen, det samfundsmæssige med konger, kardinaler, ministre, forbundsformænd, journalister osv., samfundets sande bærme. Frem dukker en kunstner, en cellist på omkring de halvtreds, og med ham det menneskelige.

Stillet over for ham – det sandt menneskelige – skal døden forvandles. Det er en metamorfose på allerhøjeste plan, en anderledes messiansk fortælling, hvor noget bliver til kød.

Mere siger vi ikke. Og så i øvrigt væk med ironien, for det er en fin historie, der herefter bliver fortalt. Hverken sentimental eller for meget, men tværtimod veloplagt, vittig og i kraft af sin enorme håbefuldhed, for ikke at sige overdrevne happy ending, melankolsk og med en smag af skumring.

Saramago har i de seneste romaner ikke holdt sit eget niveau, men det har han også lagt højt, dels med de tidlige, mere fabulerende, barokke og panoramiske beretninger, fx Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige Passarola og Historien om Lissabons belejring, dels med de senere tætte, filosofiske fabler, der deler flere temaer med denne og udvikler samme intense følsomhed over for det menneskelige og menneskelig integritet, fx En fortælling om blindhed og Alle navnene.

Denne hans seneste har træk af meget af det. Og en større skødesløshed, pjankethed. Eller hvad Per Kirkeby engang har kaldt ”alderens arrogance.” Den skal være velkommen og hører vel ligefrem hjemme i denne historie.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information februar 2008

Almægtige elefant

Den portugisiske nobelprismodtager José Saramagos næstsidste bog hører til det bedste, han har skrevet

José Saramago: Elefantens rejse. Oversat af Mone Hvass. Samleren. 166 sider, 249,95 kroner.

Kongen af Portugal beslutter det herrens år 1551, at hans østrigske fætter, Maximilian, ærkehertug af Østrig, vicekonge af Spanien, skal have en elefant, intet mindre. Anledningen er underordnet. Eller rettere, at der ikke rigtig er nogen anledning, er af stor betydning. For sådan er det hele vejen igennem i Saramagos veloplagte, drillende, sludrevorne, indtil det uforskammede respektløse historie om den tids og alle tiders majestæter, velærværdigheder og velbyrdigheder: Det hele er til udvortes, til pynt, og til det beståendes opretholdelse, således at magten kan forblive på de magtfuldes hænder og ikke – aldrig og må Gud forbyde det! – overgå til de forstandiges.

Hovedpersonen, foruden bemeldte gave, hedder Subhro. Det er ham, der som elefantpasser og elefantens – Salomons – fortrolige danner centrum i det ejendommelige rejseselskab. Han er vores helt, en rigtig Saramago-helt, en skælm, kvikkere end de fromme, menneskeligere end de magtfulde. Subhro er imidlertid ingen omstyrter, ingen revolutionær, han kan både smiske og sno sig. Og alligevel – med sleben ironi og dygtig konversation – gøre jorden under de verdslige søjlehelgener svampet og porøs.

Rejsen går fra Lissabon til den spanske kystby Valladolid, hvor det behager Maximilian at opholde sig nogen tid, og derfra videre med skib og hele den østrigske ærkehertugs følge til Italien og endelig via Alpernes frosthårde og vindomsuste tinder til Wien. En mageløs rejse. Inderligt overflødig. Og desto rigere på symbolsk indhold, sabelraslen, diplomatiske trakasserier, buk og skrab og høvisk tale. Mindeværdige stunder er der mange af. Fx da en katolsk pater forsøger at få Salomon til som ved en pludselig indskydelse at knæle foran den lokale basilika og således skænke den af reformationen hårdt trængte katolske kirke et mirakel. Eller da skælmen Subhro, tilpasningsdygtig, som han er, skaber sig en lille formue ved at sælge det afklippede og nu hellige hår fra Salomons ryg som et probat middel mod diarré og skaldethed.

På vanlig vis hos den portugisiske nobelprisvinder går det i fuld fart fremad og op og ned ad indfaldenes sideveje. Få punktummer, ingen store begyndelsesbogstaver bortset fra efter punktum og i dialogen, der til gengæld springer fra den ene talende til den anden inden for samme linje. Fortælleren skylder ikke protokollerede sandheder og regler noget, er kun tro mod fortællingens bravur og sine egne digressioner og en lille smule mod Subhro.

’Elefantens rejse’, der er den næstsidste roman, Saramago nåede at skrive inden sin død tidligere på året, er lille af omfang, men så god som det bedste i forfatterskabets satiriske, samfunds-, kultur- og religionskritiske del. Eller bedre: komediedelen.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken november 2012