Category Archives: Combüchen, Sigrid

Syjomfruen

Sigrid Combüchen fortæller med støtte i gulnede fotografier og patriarkalske hængerøve en tæt historie om en ung piges liv og drømme i 1930ernes Sverige

Sigrid Combüchen: Spild. En dameroman. Oversat fra svensk efter Spill. En damroman af Pia Juul. Tiderne Skifter. 372 sider, 299 kroner.

En forfatter modtager et brev fra en ældre svensk kvinde, Hedwig, bosat i Spanien. Hun har genkendt sig selv på et fotografi, som forfatteren har beskrevet i en af sine bøger. ”Har datteren en ærmeløs hvid bluse på med meget lange kravespidser og en kamébrosche på?” For så kunne det meget vel være hende og hendes familie, fotograferet foran hjemmet i Lund i maj 1937.

Sammentræffet vokser der en roman ud af, stykket sammen af forfatterens lidt spredte research, nogle opklarende svar sydfra og ikke mindst af forfatterens tankespind og indlevelse. Bumpene mellem ’virkelighedens’ Hedwig, hendes ukrukkede og praktiske livsfacon, og det følsomme Hedda-portræt, som romanforfatteren maler op, skyldes ikke bare forskellen mellem gammel og ung. Romaner er nogle djævelske apparater, der før eller senere får deres eget liv og hensynsløst flår kravespidser og kamébroscher af virkeligheden eller sætter dem omvendt på. Historien om Hedda og hendes ungdomsliv i trediverne er således også forfatterens sindrige og kispusagtige projektion; hun digter om og digter til og lader også sig selv og sin egen tid titte frem på billedet.

Hedda, den meget unge pige fra 1930erne, får vi indefra, fortalt om i tredjeperson, men hele tiden filtreret af hendes sårbart-robuste altfølende bevidsthed, mens hun maver sig gennem tidens patriarkalske ævl og kønsgivne absurditeter. Den ene af tre brødre læser til læge, hun derimod sendes på syskole i Stockholm, indlogeret hos en faster, bogstavelig talt for lud og koldt vand og kun skilt fra sin mandlige medlogerende og hans kropslyde af et udspændt sækkelærred. Ydmygelsen tier hun om, det gør den komplet.

Der er også seksualiteten, pakket enten helt væk eller vist frem som hykleri. En onkel er et eksempel på det sidste, iført underbukser med hængerøv, stående foran spejlet, mens han studser næsehårene til ære for den et eller andet sted ude i byen ventende elskerinde. Som Hedda tænker for sig selv i biografen, hvor kønnet træder frem under skuespillernes bukser som knolde: ”hvordan kunne nogen ikke [ikke i kursiv] se det? Kun fordi man ikke ville [ville i kursiv] se det.” I det mindste seksualiteten forløses efterhånden, i heftig korpuleren i det forhold, der ender med afsked, og i alkoholisk overgrebsforfjamskelse i det, der ender med ægteskab.

Combüchens skrivestil – hun er tysk født i øvrigt, men svensk opvokset – er tro mod tidsbilledets skæve linjer og indbyggede løgne og mod den svimmelhed, det afsætter hos hovedpersonen. Sansninger, billeder, scener, tanker og dialog glider ind og ud af hinanden, nogle gange i små spring frem og tilbage på tidslinjen, så en middagskonversation kan blive afbrudt af næste aftens biografbesøg, inden man vender tilbage til desserten. Det flyder og vipper, og scenen er som bekendt skrå.  Den fornemmelse understøttes af fortællingens tusind illusionsskabende detaljer; navne, togtider, filmtitler, for længst glemte ord og varemærker og en kjole, der trækkes ”en mere bekvem centimeter op af bukselinningen”.

Tæt og ufremkommeligt som overfyldte stuer og alt for mange regler, og fremragende fordansket af Pia Juul.

Er Heddas liv spildt, er den tids kvinders? Hedda blev ikke skuespillerinde, som hun vistnok gerne ville. Syskolen førte ikke til et liv som celeber modeskaber. Elskeren opløste sig, tilbage blev den lettere fordrukne og et liv i almindelighed.

Det er titlen eller rettere, det er de gulnede fotografier og forfatteren, der spørger. Lettere sværmerisk, selvspejlende og med hele kvindehistorien som resonansrum. Hedwig i sin sydspanske virkelighed ville ikke spørge og slet ikke svare sådan. Livet skal man lære at klare, skriver hun i et af sine sidste breve.

”Dameromanen”, som den ironisk kalder sig, kommer med sin indlevelse og særprægede forskydninger til at fortælle ikke én, men mange kvindehistorier. Og giver kun gode, dvs. dunkle svar.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken maj 2012