Category Archives: Sørensen, Villy

Det sære

Villy Sørensens bedste – og særeste – fortællinger er siden udgivelsen for et halvt århundrede siden blevet forstået ihjel. Kan man genopfinde dem – og det strittende, sitrende og sære? I dag udkommer hans samlede historier

Villy Sørensen: Samlede historier. Efterskrift og redigering: Gert Posselt. Gyldendal. Bd.1, 520 sider, 279 kroner, bd. 2, 448 sider, 249 kroner. Som sæt, 968 sider, 399 kroner. 

Der er sikkert også andre, der vil fortælle historien i dagens højtidelige anledning, men De skal ikke spares. Det skal digteren og forlæggeren Ole Wivel i sin himmel heller ikke:

Da Villy Sørensen et par og tyve år gammel sendte manuskriptet til sin første bog, ’Sære historier’, til Ole Wivels forlag, blev det ikke bare refuseret, men myrdet med samme voldsomhed, som er på spil i nogle af bogens historier. Et uddrag fra blodbadet: ”Mentaliteten svinger mellem det infantile og det udspekulerede, ofte sindssyge. (…) Man kan beundre forfatterens udholdenhed og konsekvens, som meget ubehageligt får én til at tænke på en tålmodig onanist.”

Ingen dybere forståelse hér, blank afvisning. Måske bortset fra den beslægtede afgrund af komik og absurditet, der åbner sig i billedet af den tålmodige onanist. Hvad er dog det for et fænomen? Og er fx en ”hidsig onanist” mindre slem – eller mindre sær?

Bogen udkom i stedet på Gyldendals forlag og gjorde siden sin forfatter til spydspidsen af dansk modernisme og litteratur i det hele taget. I dag snart tres år efter, hvor den for længst er slået til klassiker, foreligger den så endnu engang, nu som del af forfatterens ’Samlede historier’ i to drabeligt tykke bind med en i varierende grader skælmsk smilende Villy Sørensen på forsiden.

Vinderen efter mødet med en forlæggers uforstand. Et superintellekt opsat på flere drengestreger.

Forsonende, tilbageholdende, drilsk.

SET fra vores bagkloge nutid, hvor særhederne mere er forpligtende norm end original undtagelse, er det let at gøre sig lystig over fejltagelsen. Men hvordan har det set ud fra en forlæggers stol (og en forlagskonsulents, han hed i øvrigt Tage Skou-Hansen) i begyndelsen af halvtredserne? Freuds ’Drømmetydning’ var stadig ikke oversat til dansk. Kafka var først lige blevet introduceret. Beckett havde ingen hørt om. Og af naturlige årsager heller ikke om hverken Peter Seeberg eller Klaus Rifbjerg, i det mindste ikke som forfattere. Til gengæld læste man gravsens alvorlige H.C. Branner og Martin A. Hansen. Og Frank Jæger, hvis det skulle være moderne.

Uden den forhistorie (og dens fortsættelse) var Villy Sørensens historier ikke bare sære, de var oprørende sære. Med deres ejendommelige blanding af radbrækket eventyr, underlig legende, modernistisk novelle og lodret uforståelig allegori. Med deres skiftende stillejer, snart højtideligt mytologisk (”grum om blikket”), snart knastør kontorprosa a la Kafka (”jeg konstaterede med tilfredshed at jeg havde skrevet næsten tre ark fulde og belavede mig på at slutte af”), snart fladt københavnsk børnesprog med varme blodstænk og iskold ironi (”Å man ser da straks at han er død som en død sild”).

Men mest af alt var historierne vel oprørende sære i kraft af deres indhold, hvis man da kom så langt: historier om en gartnersøn, der skyder op fra jorden, om to brødre, der ivrigt saver benet af et tredje barn, om en tiger midt på køkkenets linoleum osv.

I DAG er Villy Sørensens historier og fortællinger så grundigt gennemtyggede, at man ved et hurtigt opslag eller en søgning på nettet kan få svar på, hvad særhederne går ud på. Hvis man da ikke har fået det hele serveret i skolen i lette anretninger sammen med resten af vore dages skemasatte lærdom om det fortrængte og fremmedgørelsen og seksualiteten og den disintegrerede skyggeside.

Det er naturligvis godt, men det er naturligvis også en skam, for så er særheden væk eller værre endnu blevet til ligegyldig indpakning. Skal man læse hans tre første og absolut vigtigste samlinger (’Sære historier’ fra 1953, ’Ufarlige historier’ fra 1955 og ’Formynderfortællinger’ fra 1964, der udgør det meste af første bind) og få nok ud af dem, dvs. alting og ingenting, må man derfor forsøge at bevare naiviteten, genopdage sin uvidenhed og ikke straks oversætte til alle fortolkningsklicheerne.

Set i det lys var den diabolsk smilende forfatters største øjeblik, da han blev maltrakteret af den uforstående forlægger. Siden er han blevet forstået ihjel.

Det er ved siden af klassikerstatussen den skæbne, der i de mellemliggende år er overgået Villy Sørensen (eller den pris, han har måttet betalte for at blive klassiker). Pakket ind i Freud, Kafka, Kierkegaard, H.C. Andersen og med modernistisk sløjfe på behøver ingen længere læse ham, og hvis nogen alligevel forsøger, er der ikke mere at komme efter.

Det er firkantet sagt, måske for firkantet, men jeg tror desværre ikke, det er helt forkert.

Det sære er blevet almindeligt.

ER DET også forfatterskabets egen skyld?

Det er det muligvis. Og vistnok har Villy Sørensen, der vidste det meste, også vidst dét.

I hvert fald bliver hans historier mindre og mindre sære og mindre og mindre digt og fiktion. ’Formynderfortællinger’ er allerede så meget filosofi og samfundsdebat, at de ligger tættere på essaybøgerne, som han er begyndt at skrive nogle år forinden, end på de to første fortællingesamlinger. Herefter – dvs. fra 1964 og frem – er det i det væsentligste slut med fiktionen. Der kommer nogle kortprosatekster i løbet af 1980erne og gendigtninger af nordisk og græsk mytologi i samme periode og op gennem 1990erne (de udgør hele andet bind). Men tyngdepunktet i forfatterskabet har forskudt sig, fra fortællinger til essays og afhandlinger.

Villy Sørensen er ikke længere digter, men filosof.

Det var i øvrigt hans egen skelnen, ikke at han brugte den så meget om sig selv som om henholdsvis H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Det er ikke svært at se, at Villy Sørensens forfatterskab går fra den første, altså digteren, til den anden, filosoffen. Det er heller ikke til at overse, at han som digter fra begyndelsen er styret af filosoffen, og at digteren – drømmeren, den gale og sære – efterhånden får meget lidt plads at røre sig på. Der bliver mindre splittelse og færre drengestreger i forfatterskabet, mere tanke, mere abstraktion.

I den forstand er det forfatterskabets egen skyld. Det holder op med at forandre sig i nye mærkelige former og begynder i stedet at forklare sig selv.

HVIS MAN læser – eller som jeg skiftevis bladrer og læser – det nye tobindsværk fra en ende af, er det en bedrøvelig affære. Man kommer fra det strittende, sitrende, sære til det underfundige og redelige. Vi mangler – og må tænke os til – forfatterskabets ekstra katapult, den filosofiske, der sender den anden Villy Sørensen til vejrs, mens den første lægger an til en blød landing i gendigtningens og næsten-aforismernes pædagogiske landskaber.

Kan man genopfinde det, forfatterskabets første eksplosive del, som det i sin tid kunne gennemryste en garvet læser og forlægger? Sikkert ikke. Men man kan prøve ved at nærme sig det i samme tilstand, som forfatteren tilsyneladende skrev det i: åbent, følende, halvt drømmende, halvt tænkende.

Og skælmsk smilende.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken april 2010