Category Archives: Huset

Lille dreng i mørke

Tyske Andreas Maiers lille roman om et følsomt barn under 60’ernes og 70’ernes velstandsboom genfortæller en tysk historie om løgnen og det forlorne

Andreas Maier: Huset. Oversat fra tysk af Henning Goldbæk efter Das Haus. Forlaget Rosenkilde & Bahnhof. 138 sider, 199 kroner.

Nøgternt betragtet lider den meget unge hovedperson – vi møder ham kort efter fødslen og tager afsked med ham i den første skoletid – af socialfobi. Først er der to salige år tæt på naturen, tæt på oldemor, en amøbeagtig, men altså også lykkelig afsondrethed, så dukker verden med dens mennesker op, og med dem angsten.

Læst på den måde, nøgternt og uden forklaringer på lidelsen, er tyske Andreas Maiers (f. 1967) lille roman en knivskarp, solidarisk og ikke mindst grum registrering af et skrøbeligt barnesind. Det almindelige liv er et tungt mørke befolket af faretruende væsener. Måltiderne, børnehaven og skolen er levende mareridt.

Historien er fortalt af hovedpersonen i tilbageblik, de første vegetative år stykket sammen af familieanekdoterne om den nemme fødsel og ”det enkle væsen”. Men i glimt får vi også den voksne fortæller at se. Ikke overraskende har han siden ”tvangsagtigt rekonstrueret” den paradisiske tid, han ikke kan huske, dels ved at indrette de præcis samme stuer med det præcis samme bohave som dengang, dels ved at gå gennem de samme parker, gøre holdt ved de samme bænke og sætte sig på de samme caféer, som dengang oldemoderen skubbede hans barnevogn. En lignende tilbagerejse forsøger han at foretage i det indre. Den skal føre ham tilbage til hans ”daværende verdens enkelhed” og den tidligste barndoms førsproglige fantasier, hvorfra han så kan bygge det hele op på ny.

På en måde er det jo, hvad han gør med bogen her.

’Huset’ er Andreas Maiers anden roman i en længere serie om hans familie, der blev indledt med ’Værelset’ (på dansk sidste år). Den selvbiografiske vinkel understøtter den saglige læsning, det samme gør den skiftevis kølige og indlevede tone. Samtidig er det umuligt at se hen over de mange spor, forfatteren har lagt ned i sin beretning, og som gør det stumme, apatiske barn og ikke mindst hans omgivelser til billede på noget mere end psykologi og selvoplevelse.

Familiens hus, hvormed al dårligdom begynder, er bygget på familiens ”gravstensfirmas grund”. Kirkens ritualer og præsten som kultleder og Mester Jakel-dukke må holde for, når verdens forlorenhed skal udmales. Skolens hujende børnehorder skildres som instinktstyrede medløbere. Forældrenes arbejdsomhed og materielle gevinster op gennem 60ernes og 70ernes velstandsboom har noget neurotisk over sig og følges da også som en skygge af faderens lammende migræne. Der er direkte henvisninger til det sejrende USA og det tabende Tyskland og sidstnævntes underkastelsesreflekser. Tilmed er der en parallelscene til den berømte fra Günter Grass’ ’Bliktrommen’, hvor en barnlig hovedperson som en konsekvens af den voksne verdens løgne og forrykthed falder fra en kældertrappe og ned i kælderens mørke.

Det trækker en lang tråd tilbage til netop de livtag, som tyskerne i de første årtier efter Anden Verdenskrig tog med deres nærmeste historie, og det gentager et fortolkningsmønster og en metaforik fra samme tid. Andreas Maiers roman får på den måde en dybde, som man kan finde foruroligende, men det lægger også til portrættet af den unge Andreas og hans skrøbelighed noget salvelsesfuldt: det syge menneske som billede på det bedre menneske.

Jeg føler mig både overbevist og bevæget af den psykologiske og eksistentielle skildring af det menneskeangste barn. Ikke så meget af fortolkningen, der er stablet ovenpå.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken maj 2012