Category Archives: Velkommen til festen

’Lortefigurernes epoke er forbi’

Italienske Niccolò Ammaniti inviterer til fest med medieludere og botoxdesignede marionetter, vores samfunds øverste. Det går ad helvede til

Niccolò Ammaniti: Velkommen til festen. Oversat fra italiensk efter Che la festa cominici af Cecilie Jakobsen. 325 sider.

En rigmand, bondefødt boligspekulant af de allermest vulgære, har købt Villa Ada, en historisk park i Rom. Nu inviterer han til fest med et stort hold af krukkede mesterkokke, diskotek, fyrværkeri, koncert og tre slags safari. De vilde dyr er nervesvækkede stakler fra nedlagte cirkus og misligholdte dyreparker, jagten anføres af mørklødede mænd samlet op foran en af byens banegårde. Det hele er noget lurvet, til gengæld er det fashionabelt, og de kommer alle sammen, de rige, de berømte, de magtfulde.

Vi følger to personer, der nærmer sig festen fra hver sit hjørne af verden. Den ene er succesforfatteren Fabrizio Ciba, lapset klædt, grænseløst forfængelig og ifølge Damebladet Yes Italiens tredjemest sexede mand. Et menneske, der følger enhver af sine egne bevægelser med intens nydelse, men også et menneske hjemsøgt af uro, som holdes nede med store sjusser og fisse i baner. Den anden er Saverio Moneta, leder af en noget afpillet satankult og til daglig ansvarlig for tyrolerafdelingen i sin svigerfars møbelbutik. Trynet af konen, en snegl uden nosser, som hun udtrykker det, ligesom succesforfatteren Ciba et menneske under pres.

Festen ligner en håndsrækning til dem begge. For Ciba er den en anledning til at blive set og beundret og få svinget tomahavken. Forfatterskabet hænger, uroen skal dulmes. Noget lignende gælder Moneta, der er en sivning fra kulten, konkurrencen fra Apokalypsens Sønner er benhård, derudover er der konen. Nu vil han revanchere sig, popidolet Larita, aftenens hovednavn, skal ofres; først kneppes, så halshugges.

 

Det ender i kaos, ikke tempereret kaos og karnevalsløjer, men kaos som i flænsede kroppe, flammehav, jordrystelser og verdensundergang. En afslutning af bibelske dimensioner, fornøjeligt iscenesat af forfatterguden Niccolò Ammaniti, en løssluppen karl med sans for forbindelsen mellem den sociale karikatur, syret gotik og kosmiske visioner, hvad han demonstrerede i forgængeren ’På herrens mark’, men jo også en moralsk fætter. Så kan de lære det, de skiderikker, medieludere og botoxdesignede marionetter. Åndelige krøblinger.

Forlaget kalder romanen en ”spiddende satire om Berlusconis Italien”, men bortset fra formatet af tåbelighederne og nogle lokale særheder føler man sig nu ikke sat udenfor som dansk læser. Mindst spændende er den psykologiske tegning af figurerne, ligefrem fintfølende er den ikke. Det er i karikaturen og overdrivelsen, det sjove og interessante ligger, og i den absurde virkelighed, de afdækker.

Hvad det sidste angår, har romanen en pointe, som samtidig tvister billedet af den forfængelige forfatter. Fabrizio Cibas bekymringer er jo egentlig gammeldags, han vil tage sig godt ud, for alt i verden ikke gøre ”en lortefigur”, som han siger. Ikke brække sig hæmningsløst og ikke stå med mavefedtet ud over buksekanten, når han knepper industrimagnatens kone bagfra (på billederne, som hendes søn tager af optrinnet og bruger til afpresning). Men ”lortefigurernes epoke er forbi,” belærer hans ven, plastikkirurgen, ham, ”vi vælter os glade i skidtet, som grise i en svinesti.”

Der er ingen grænser, jo værre, desto bedre.

Det er igen en moralsk pointe, men måske ikke usand. Det er det vulgæres totale frisættelse, Ammaniti skildrer, den konsekvensløse ”lortefigur”, endda dens adel og i kulturdebatten dens prærogativ. Kun i helt exceptionelle situationer, når virkeligheden bliver så påtrængende, at den overdøver debattens og kulturlivets forlystelsesparker og plasticsafarier, ser man den som det, den er, lortefigur. Det var vel det, der skete nogle gange i den danske debat efter massakren på Utøya, først for Søren Pind, så for Mads Christensen og til sidst for Sørine Godtfredsen. Et øjeblik kunne man se det.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken august 2011

 

’Lortefigurernes epoke er forbi’

Italienske Niccolò Ammaniti inviterer til fest med medieludere og botoxdesignede marionetter, vores samfunds øverste. Det går ad helvede til

Niccolò Ammaniti: Velkommen til festen. Oversat fra italiensk efter Che la festa cominici af Cecilie Jakobsen. 325 sider.

En rigmand, bondefødt boligspekulant af de allermest vulgære, har købt Villa Ada, en historisk park i Rom. Nu inviterer han til fest med et stort hold af krukkede mesterkokke, diskotek, fyrværkeri, koncert og tre slags safari. De vilde dyr er nervesvækkede stakler fra nedlagte cirkus og misligholdte dyreparker, jagten anføres af mørklødede mænd samlet op foran en af byens banegårde. Det hele er noget lurvet, til gengæld er det fashionabelt, og de kommer alle sammen, de rige, de berømte, de magtfulde.

Vi følger to personer, der nærmer sig festen fra hver sit hjørne af verden. Den ene er succesforfatteren Fabrizio Ciba, lapset klædt, grænseløst forfængelig og ifølge Damebladet Yes Italiens tredjemest sexede mand. Et menneske, der følger enhver af sine egne bevægelser med intens nydelse, men også et menneske hjemsøgt af uro, som holdes nede med store sjusser og fisse i baner. Den anden er Saverio Moneta, leder af en noget afpillet satankult og til daglig ansvarlig for tyrolerafdelingen i sin svigerfars møbelbutik. Trynet af konen, en snegl uden nosser, som hun udtrykker det, ligesom succesforfatteren Ciba et menneske under pres.

Festen ligner en håndsrækning til dem begge. For Ciba er den en anledning til at blive set og beundret og få svinget tomahavken. Forfatterskabet hænger, uroen skal dulmes. Noget lignende gælder Moneta, der er en sivning fra kulten, konkurrencen fra Apokalypsens Sønner er benhård, derudover er der konen. Nu vil han revanchere sig, popidolet Larita, aftenens hovednavn, skal ofres; først kneppes, så halshugges.

DET ender i kaos, ikke tempereret kaos og karnevalsløjer, men kaos som i flænsede kroppe, flammehav, jordrystelser og verdensundergang. En afslutning af bibelske dimensioner, fornøjeligt iscenesat af forfatterguden Niccolò Ammaniti, en løssluppen karl med sans for forbindelsen mellem den sociale karikatur, syret gotik og kosmiske visioner, hvad han demonstrerede i forgængeren ’På herrens mark’, men jo også en moralsk fætter. Så kan de lære det, de skiderikker, medieludere og botoxdesignede marionetter. Åndelige krøblinger.

Forlaget kalder romanen en ”spiddende satire om Berlusconis Italien”, men bortset fra formatet af tåbelighederne og nogle lokale særheder føler man sig nu ikke sat udenfor som dansk læser. Mindst spændende er den psykologiske tegning af figurerne, ligefrem fintfølende er den ikke. Det er i karikaturen og overdrivelsen, det sjove og interessante ligger, og i den absurde virkelighed, de afdækker.

Hvad det sidste angår, har romanen en pointe, som samtidig tvister billedet af den forfængelige forfatter. Fabrizio Cibas bekymringer er jo egentlig gammeldags, han vil tage sig godt ud, for alt i verden ikke gøre ”en lortefigur”, som han siger. Ikke brække sig hæmningsløst og ikke stå med mavefedtet ud over buksekanten, når han knepper industrimagnatens kone bagfra (på billederne, som hendes søn tager af optrinnet og bruger til afpresning). Men ”lortefigurernes epoke er forbi,” belærer hans ven, plastikkirurgen, ham, ”vi vælter os glade i skidtet, som grise i en svinesti.”

Der er ingen grænser, jo værre, desto bedre.

Det er igen en moralsk pointe, men måske ikke usand. Det er det vulgæres totale frisættelse, Ammaniti skildrer, den konsekvensløse ”lortefigur”, endda dens adel og i kulturdebatten dens prærogativ. Kun i helt exceptionelle situationer, når virkeligheden bliver så påtrængende, at den overdøver debattens og kulturlivets forlystelsesparker og plasticsafarier, ser man den som det, den er, lortefigur. Det var vel det, der skete nogle gange i den danske debat efter massakren på Utøya, først for Søren Pind, så for Mads Christensen og til sidst for Sørine Godtfredsen. Et øjeblik kunne man se det.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken august 2011