Category Archives: Khadra, Yasmina

Kærlighed i krigens tid

Algeriets blodige splittelse skildret med alle melodramaets finesser. Men historien er ægte nok og virker for det meste også sådan

Yasmina Khadra: Som dag følger nat. Oversat fra fransk efter Ce que le jour doit à la nuit af Nina Gross. 350 sider, 349 kroner.  

Det er drama i stort format, hvor mennesker mødes, så deres skæbne kan besegles, men især for at de kan genses på måder, som man ellers kun oplever i sit indre livs biografmørke. I et glimt i folkemængden, som soldat i en fremmed magts hær, efter mange eftermiddages venten på en café. Eller – hvorfor ikke gå hele vejen? – foran hendes grav.

Yasmina Khadras roman er forførelse af den ubarmhjertige slags, sentimental, så det drypper fra den, og udspekuleret ned til den sidste lille krølle på handlingen. Enhver ordentlig læser har lært at frygte romaner, der slutter med en tekst i kursiv, et brev om det, der var og aldrig mere skal komme. Yasmina Khadras slutter med to.

Alligevel er man med, nødtvungent og indimellem blasert sukkende, men mest med.

Algeriet i 1930’erne, familiens høst går op i flammer, et liv slået til jorden. Faderen, for hvem æren er det største, pukler sig gennem småjobs i storbyen til en ny mindre formue, så går også den til, frarøvet ham på grænsen til en ny lykke.

Det afgør faderens skæbne, det udstikker også sønnens, hovedpersonens. Han anbringes hos en onkel og dennes kone, et paradis af komfort og økonomisk rigelighed sammenlignet med, hvad han kom fra. Og samtidig en mellemstation, den mellem muslimsk ortodoksi og vestlig inspiration. På nippet til frihed og oplysning, men også kun på nippet.

Det er romanens ene hovedspor, om en kulturel og eksistentiel splittelse, der begynder som modsætninger og gniderier mellem arabiske og franske børn og ender med Algeriets blodige befrielseskrig. Den skærer – skar – som bekendt landet midt over. Noget lignende gælder hovedpersonen, et menneske med to identiteter eller snarere to halvdele af en identitet, der ikke passer sammen. Født på det arabiske bondeland som Younes, opvokset i en urolig tid i byen som Jonas.

Andet spor er om kærlighed, en forviklet og umulig én. Younes/Jonas forføres af den skønne madame Cazanave. Så viser det sig, at madame Cazanave har en om muligt endnu skønnere datter. Man genkender dilemmaet og det meste af plottet fra Charles Webbs ’The Graduate’ om unge Benjamin og Mrs. Robinson. Men udgangen er mildt sagt en anden. Man genkender desuden motivet fra romanens – Yasmina Khadras romans – kulturelle spor: splittelsen, handlingslammelsen, den aldrig fuldbragte eller færdige historie.

Det er romantik af den slags, hvor forsoningen er en sød drøm. Og melodramatisk følelse. Det har også sin sproglige side, i et bombardement af opulente billeder og sammenligninger, der lader et blik glimte ”som en krumsabel” og solen vokse sig stor som ”bortrejsendes bedrøvelse”. Glitterstads fra den indre poesibog.

Historien, den underliggende, er imidlertid ægte nok og forekommer for det meste også sådan i Yasmina Khadras (pseudonym for Mohammed Moulessehoul) skildring. Det samme gælder miljøerne, dilemmaerne, det udsigtsløse i et så splittet land, særligt for den generation – Albert Camus’ i øvrigt – der voksede direkte ind i splittelsen og dens mange fordoblinger. For så vidt er følelserne ikke spor for rigelige, kun måden, der spilles på dem, måden, der stables ovenpå.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2011