Category Archives: Tyskerens landsby. Eller brødrene Schillers dagbog

Skægabernes kz-lejre

Fremragende algerisk roman trækker en provokerende parallel mellem holocaust og vore dages islamisering. Bogen har vakt voldsom debat i Frankrig, det vil den sikkert også gøre her

Boualem Sansal: Tyskerens landsby. Eller brødrene Schillers dagbog. Oversat fra fransk af Lars Bonnevie efter Le Village de l’allemand. Ou le journal de frères Schiller. Forlaget Turbine. 220 sider, 299 kroner.

Tanken virker uhyrlig, ja, dobbelt eller snarere tredobbelt uhyrlig. For det første fordi enhver sammenligning med det nazistiske holocaust er uhyrlig. Sådan har det traditionelt været: Sammenligningen formindsker grusomheden. For det andet fordi sammenligningen dæmoniserer en religion, i dens fundamentalistiske og militante form, javist, men alligevel. For er det nu så slemt?

I en algerisk og fundamentalistisk muslimsk sammenhæng er sagen særlig prekær. Holocaust er tabu, af politiske og historiske årsager, det vil i begge tilfælde sige på grund af hadet til Israel og en udbredt antisemitisme. Først at bryde tabuet, dernæst at redegøre for de meget konkrete omstændigheder, der knytter fortidens nazisme og den arabiske verden sammen, og endelig at sidestille de to totalitære bevægelser, så at sige at lade den systematiske menneskeudryddelse gå lige op med islamiseringen, er mere end prekært. Det er skandale.

Algeriske Boualem Sansal (f. 1949), der fortsat lever i Algier, modtog den tyske Friedenspreis for sin roman. Bogen er derimod slet ikke udkommet i hans hjemland.

Romanes to hovedpersoner, brødrene Rachel og Malrich, er født i en landsby i de algeriske bjerge af en tysk far og en algerisk mor. Endnu mens de er små, bliver de sendt til Frankrig, hvor de kommer til at leve to meget forskellige liv i den samme forstad til Paris. Lillebror Malrich på 17 er del af et slæng og som regel ”på skideren”, Rachel alt det modsatte, næsten dobbelt så gammel og succesrig sælger. Så forandrer verden sig to gange. Først med nyheden om, at deres forældre er blevet myrdet af en bevæbnet bande hjemme i landsbyen i Algeriet. Så med afsløringen af, at deres far – en tysk kemiker – var et højtstående medlem af SS og tjenestegørende i den nazistiske Endlösung.

Historien fortælles herefter ad to vekslende spor og gennem brødrenes dagbøger. Den ene, storebror Rachels, beretter om en desperat og fortvivlet rejse i faderens spor, over den frygtede kemivirksomhed IG Farben i Frankfurt til udryddelseslejrene og endelig til Rachels selvmord. Det er både som psykologisk tegning af hans paralyserede bevidsthed og som analytisk, fabulerende essay om udryddelsens djævelske absurditet blændende skrevet (og som resten af romanen fremragende fordansket). Den anden dagbog, den temperamentsfulde lillebrors, har to tyngdepunkter. I nogle passager reflekterer den over storebroderens selvmord og derigennem, skønt med nogen forsinkelse, over den ubærlige sandhed om faderen. I andre drejer den gradvist perspektivet over mod den nære virkelighed i den parisiske forstad, dvs. mod den kz-lejr, som ”skægaberne” og islamiseringen med deres hadefulde og morderiske doktriner er ved at forvandle stedet til, mens ingen gør noget.

Så tæt er altså jævnføringen, udtrykt gennem romanens komposition og gennem personernes stadig mere rasende – og hadefulde – tankestrømme: Nazismen og islamiseringen udvikler sig modsigelsesfrit, hadet bliver den luft, man ånder ind og puster ud. Herefter er det kun et spørgsmål om tid, med Malrichs opremsning: Så følger ”gaskamrene”, ”ovnene”, ”masseudryddelsen”.

Boualem Sansals roman er provokerende, sådan er den også blevet opfattet både i den franske og i den tyske debat, vistnok især i den franske. Men før det er den en radikal – klar og modig – kunstnerisk undersøgelse af hadets, forførelsens og medansvarets natur. Og på et mere jordnært plan af nogle af islamismens og nazismens fælles udgangspunkter. Den er let nok at kritisere, fx for dens tilspidsninger og dristige kortslutninger, men det må være omtrent umuligt ikke også at blive bevæget og klogere af den.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken februar 2012