Category Archives: Saleem, Hiner

Krig i børnehøjde

Bog om det kurdiske mindretal i Irak gør det troskyldige barn til fortællergidsel

Hiner Saleem: Min fars gevær. Oversat af Marianne Madelung. Forlaget Underskoven. 147 sider, 199 kr. 

Hiner Saleem (f. 1964) tilhører Iraks kurdiske mindretal. Som stor dreng, 17 år gammel, lykkedes det ham at flygte til Italien. I dag lever han som forfatter og filminstruktør i Frankrig.

’Min fars gevær’ er – vistnok – baseret på Hiner Saleems egen historie. Når jeg skriver sådan, skyldes det, at bogens hovedperson hedder noget andet, hvilket altså giver forfatteren fiktionsfortællingens frihedsgrader og forærer ham dens følsomhed og fortællegreb. Mens samtidig bogens forside er prydet af et fotografi, der ifølge flapteksten forestiller ”Hiner Saleems far som dreng”. Det hedder da også i forlagets pressemeddelelse, at Hiner Saleem ”gennem den unge Azad” fortæller ”om sine erindringer og opvækst i et samfund præget af krig og utryghed.” Så er også både vidnesbyrdets objektivitet og legitimitet på plads.

Bogen gør i øvrigt, hvad forlaget lover. Med sine mange som regel nøgterne beskrivelser af bombardementer, sammenstød med repræsentanter for det frygtede Ba’ath-parti, fængslinger, afhøringer, ydmygelser osv. får man – og får de børn og unge, bogen er tiltænkt – et ganske klart billede af krig og utryghed, så vidt som det nu er muligt.

Når jeg alligevel må sige fra, så er det, fordi den manipulerer, næppe bevidst eller ud over, hvad forfatteren selv finder rimeligt, men manipulation er det ikke desto mindre. Én ting er den lidt ejendommelige genreblanding. Noget andet er den retorik, der ligger indkapslet i den. Til den ene side får vi en historie med klare politiske sigtepunkter. Igen med forlagets ord, som jeg dog har svært ved at lodde den egentlige betydning af: ”Drømmen om et forenet Kurdistan står stærkt i bogen, der tilfører et anderledes og fængende perspektiv til dagens debat om Irak.” Et fængende perspektiv? I hvert fald et politisk. Til den anden side får vi som et gidsel fortælleren, den uskyldige Azad, der med store øjne og barnets troskyldighed fører os gennem sin virkeligheds gru. Eller hvem er det egentlig, der fører os? Azad eller den voksne forfatter, hvis erindringer Azad til lejligheden er blevet udstyret med, og som bagefter er krøbet i skjul bag barnet?

Det ligger ikke kun i flapteksterne og pressemeddelelsen, det ligger i stilen. Tydeligst i den kvalmende retoriske sløjfe, som fortælleren – det uhyggelige voksen-barn – binder om rækken af overgreb og ulykker: ”Jeg var stadig bare en knægt.”  Igen og igen bogen igennem. Som en besværgelse og en påkaldelse af alle gode hjerter.

Det er skamløst.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken oktober 2009