Category Archives: Büscher, Wolfgang

Sandsynligvis var det igen Adolf Hitler

Han spadserede fra Berlin til Moskva med kort og notesblok. Denne gang har han taget turen rundt om Tyskland – hele vejen rundt

Wolfgang Büscher: Tyskland – en rejse. Oversat af Hanne Lund. 216 sider, kr. 225. Gyldendal.

Wolfgang Büscher giver meget mere af sig selv i denne gigantiske svingom med Tyskland og tysk historie. Og det klæder hans stil, der ellers har det med at lægge det formfuldendthedens slør hen over det fortalte, der er så typisk for den essayistik, han dyrker: Indtrykkenes og eftertankens respektable prosa.

Forklaringen er måske enkel. På sin fodrejse fra Berlin til Moskva var han en fremmed. Ikke bare fra det øjeblik, han krydsede den tysk-polske grænse, men fra begyndelsen. Her var nemlig hele rejsen underlagt sit mål; opsporingen af den faldne bedstefar og den hovedstad, han og den tyske hær lige akkurat aldrig nåede til. Måske var rejsen en bodsgang, som nogen har foreslået. I hvert fald var der noget tilbageholdende og måske ligefrem frygtsomt over både den rejsende og den skrivende Büscher.

Anderledes her. Nu er manden trods alt det eksotiske og anderledes i landets udkanter på hjemmebane. Der er et par dialekter, han ikke fanger, men ellers kan han selvfølgelig sproget, også alt det underforståede. Han kan også det meste af historien og en god del af anekdoterne. Han er sin egen medrejsende og part i sagen. Derfor kan han tillade sig at skeje ud, flirte, more sig, være uforskammet over for de mennesker, han møder. Og kaste sig skidefuld rundt i sneen, hylende som en præriehund, mens den lokale troubadour synger sjofle sange på kroen, og de andre tyske præriehunde danner kor.

Det er en befrielse, for læseren og givetvis for Büscher.

HAN rejser langs vestgrænsen, den tysk-hollandske, videre langs Østersøen og ned gennem den nye østgrænse til Polen og Tjekkiet. Igen vestpå med Østrig og Svejts sydfor, og så endelig nordpå langs grænsen til først Frankrig og siden Belgien.

Hans metode, hans teori? Måske har han ligesom amatørhistorikeren, han støder på nogle gange, ikke nogen. Han lader sig bare opsluge. Men længere rækker ligheden ikke. For i modsætning til den prototypiske amatør og nørd forstår han, at det gælder om at komme videre. Ikke noget hjemstavnsmuseum her, ingen relikvier og ikke for mange spøgelser, tak! Büscher lader tilfældet bestemme og derefter sin utålmodighed. Han skover stedet for de historier, det er værd at fortælle, og de indtryk, der er mening i at opholde sig ved. Begge dele handler ikke sjældent om krigen og de spor, den har sat. Sådan er det altså, tres år efter dens afslutning, så længe siden, at man ingenting forstår, og så tæt på, at man aldrig slipper helt. For er det ikke ligefrem de efterlevende, Büscher støder på, så er det krigens følger i den ”nye tyske sjæl”: ”lysedugene på bord og skab, de rørstrømske billeder, sød dreng giver sød pige en blomst, dagligstuens tikkende stilhed, det dybe ønske om fred”.

Det kan gælde hele Tyskland, det antyder han. Det gælder i hvert fald de nærmeste steder, grænselandet. Som det hedder et sted, der giver genlyd gennem hele bogen: ”Sandsynligvis var det igen Adolf Hitler.”

MEN også her får utålmodigheden det sidste ord. Det kan være retorik, rejsen skal trods alt slutte et sted, det skal også både historien og essayet. Büscher kalder afsnittet ”Den sidste gæst”. Det fortæller om en mennesketom kro ved grænsen til Belgien, hvor tyske og amerikanske officerer i årtier efter krigen nætter igennem højrøstet genopførte deres afgørende slag. Et relikvie fra den tid har stedet også, en værnemagtsofficers samvittighedsfulde redegørelse for det hovedløse i landets sidste offensiv. Nu er det også blevet værtinden for meget. Hun gider ikke mere, nok er nok, hun lukker og slukker.

Og Büscher samstemmer: ”Jeg havde set det hele endnu en gang, hørt det hele endnu en gang, jeg var den sidste gæst. Nogen skulle slukke lyset og lukke døren og lade spøgelserne være i fred, når de drøftede deres gamle slag, nat efter nat. Det var godt.”

Det er et sent punktum. Om det så faktisk er et punktum, er svært at sige.

BÜSCHER er blevet kaldt en tysk Bruce Chatwin, fortæller forlaget. Det vidste jeg ikke, men det er muligvis rigtigt. Eller en tysk Claudio Magris, hvad jeg heller ikke rigtig ved, for sammenligninger er næsten altid umulige, lige meget hvor gode de er. Men i hvert fald er Büscher en fortæller af et lands lange og meget nærværende historie. Følsom, skarp, morsom, uforskammet og utålmodig.

Sådan én, som vi i Danmark godt kunne bruge lige præcis nu.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information juni 2006