Category Archives: Efterfølgeren

Diktaturets evige mekanik

Albanske Ismail Kadarés grummegode fortælling om diktaturstatens vægtløshed og paranoia

Ismail Kadaré: Efterfølgeren. Oversat af Gerd Have. ISBN 87-7973-2038. 134 sider, 225 kr. Tiderne skifter.

Bag historien ligger en stribe virkelige, men omtrent lige så fantastiske hændelser, som det både kan være en lettelse og temmelig forvirrende at kende til. I hvert fald: I 1981 døde den albanske politiker og ministerpræsident Mehmet Shehu under mystiske omstændigheder. Han var udset til at skulle efterfølge landets mangeårige diktator, Enver Hoxha, men så gik det altså, som det så ofte er gået, når den slags overdragelsesforretninger trækker ud: Efterfølgeren faldt i unåde.

Bag attentatet, der en tid lang officielt blev beskrevet som selvmord, stod ifølge rygterne landets forsvarsminister Kadri Hazbiu. Og bag forsvarsministeren stod naturligvis Hoxha selv, der kort tid efter sin efterfølgers pludselige forsvinden kunne afsløre, at denne havde været mangedobbelt agent for op til flere vestlige efterretningstjenester. Og bag Hoxha og historien om forræderiet, altså allerbagerst eller svævende i himlen ovenover, befandt sig diktaturstatens sære, tilsyneladende evigt virksomme mekanik, der fletter sandhed og løgn til et tæppe af gisninger og frygt.

DET ER dette sidste eller øverste lag, der interesserer Ismail Kadaré.

Så væk er navnene og alle direkte henvisninger, nu gælder det i stedet det spegede forhold mellem ”Lederen”, ”Efterfølgeren”, ”Arkitekten”, ”ministeren” (han har dog et navn: Hasobeu), ”sekretæren”, ”Centralkomiteen”, ”forsamlingen” osv. osv., alle rollehavere i den grumme komedie, hvor mistanker og konspirationsteorier suser om ørerne på dem som kastevinde. I midten af det hele, man fristes til at sige i orkanens øje, sidder Lederen som en nattens legesyge fyrste. Eller med ét rammende citat fra bogen: ”Mistanker var det allervigtigste i en leders hjerne. De kunne sammenlignes med et kobbel hunde, man kunne lege med, når man følte sig ensom. Og enhver, som fik lyst til at vove sig nærmere, måtte hellere tage sig i agt.”

Historien fortælles brudstykkevis, ikke ligesom en kriminalroman, der skærer sig ind mod sandheden, snarere i form af mistankernes spredte gøen. Vi følger således personerne én for én og med dem de mange lige gode eller lige umulige versioner af historien. Frem til et af de klassiske højdepunkter i diktaturstatens mekanik: Efterfølgerens efterfølgers fald.

Også det har Kadaré eller romanfortælleren spidsformuleret, en diskret lynchning på Centralkomiteens møde: ”Det tog ham kun en lillebitte brøkdel af et sekund, så kort som tiden for et lyn, at erkende, at det uvejr af raseri, som Lederen havde sluppet løs imod ham deroppe, aldrig i livet kunne være tilfældigt, men at han selv, Hasobeu, uden at have villet det, uden så meget som at være bevidst om det, nu sikkert allerede i mange år måtte have stået i spidsen for en sammensværgelse.”

Grumt, men godt.

DET KAN i det hele taget siges om romanens skildring af diktaturstatens paranoide og vægtløse verden, der tilsyneladende holdes svævende af sig selv. Det er jo paranoiaens væsen. Et sidste citat om diktatoren og diktaturets psykologi – denne gang lagt i munden på ”Arkitekten” en søvnløs nat – har den pointe med: ”det var [netop] det, der var hans hemmelighed: at han kunne skalte og valte med dem. Også når han sov.”

Den historie rækker langt ud over Albanien. Og hos Ismail Kadaré ikke bare op i mekanikkens evige himmel, men desuden op i eventyrets – og mareridtets.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information maj 2007