Category Archives: Faldet

Skriget

Albert Camus’ litterære hovedværk fra 1957 er ikke bare en filosofisk roman, men også en intens gyser

Albert Camus: Faldet. Oversat af Hans Peter Lund. Gyldendal. 120 sider, 179 kr.

Hvis man overhovedet kan, skal man et øjeblik glemme, at Albert Camus er fadder til fransk eksistentialisme, sammen med Sartre sammenvokset med begreberne meningsløshed, fremmedgørelse, skyld. Væk med dem også, væk i det hele taget med filosofien bare for en kort bemærkning. Og ind med romanen: portrættet af den blaserte – intelligente, kyniske, dobbelt-dobbeltmoralske – Jean-Baptiste Clamence, hans kunstfærdige dialog (enetale med blind makker), historierne om menneskers flygtige omgang orkestreret af tåge, øde oceaner og fugles skrig, der skærer sig som knive gennem sjælen.

Jean-Baptiste fortæller sin historie siddende over for en anonym gæst på en bar i Amsterdams havnekvarter. Det kunne være til hvem som helst, til os læsere, til sig selv. Han fortæller den i tilbageblik, det hele kan derfor godt være sandt, det kan også for en del være et raffineret slør, det ene lagt oven på det andet.

Først levede han i en ophøjet falskhed, fortæller han, sikker på sin egen overlegenhed i alle de discipliner, det er værd at snakke om. Skønhed, begavelse, godhed, den sidste som et rent artisteri i forstillelse. Og derfor sikker også på retten til at indkassere, hvad der er at indkassere: et vist mål af rigdom, grænseløs beundring, kvinder i bundter. Så indtræffer den skelsættende begivenhed. En nat, da han netop har passeret en skikkelse på en af Seinens broer, hører han først lyden af et legeme, der rammer vandet, og derefter flere på hinanden følgende skrig. Han tænker: Nu må han handle hurtigt. Derefter fjerner han sig.

Skriget skal han flygte fra i flere omgange. Snart hører han det som en latter ukendte steder fra, snart i mågernes skrig over havet. Så vælger han at skjule sig for det bag en acceleration af udskejelser, drukkenskab, hor og sidenhen bag nye snedigt konstruerede livs- og selvfortællinger. Den allersidste af dem, den saliggørende, handler om den bodfærdige – dvs. angrende – dommer, der sikker på menneskets uforanderlige skyld påtager sig at dømme andre og samtidig tilstår sig selv alt, ”kvinder, stolthed, kedsomhed, nag”, fordi han dømmer sig selv hårdest: ”Jeg var den elendigste af alle elendige.”

Det er intenst spændende at følge, først afskalningen, så opbygningen af nye forsvarsværker. Fra anekdote til anekdote, i et stadig tættere sjæleligt og udvendigt mørke, så sygesengen, feberen, til sidst religiøst delirium. Der er mange genrer, der blander sig i Camus’ roman. Gyseren, den gotiske roman, er én af dem.

Bogen, der er Camus’ måske ikke bare litterære hovedværk, men hovedværk i det hele taget, er nyoversat til et strålende – glasklart, lettere pedantisk og svagt poetisk – dansk af Hans Peter Lund. Den perfekte sprogdragt til Jean-Baptiste Clamence.

En af anmelderiets mest utaknemmelige opgaver er at forklare, hvad bøgerne – hin enkelte, for slet ikke at tale om klassikeren – har at sige os, det moderne menneske, hvis ikke ligefrem det senmoderne. Skylden, dommen, faldet, forstillelsen, foruden spændingen og gyset? Godt i den situation at kunne henvise til den eneste rimelige anledning til, at romanen kommer netop nu, og som også er den, forlaget anfører: Det er halvtredsåret for forfatterens død.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken december 2010