Category Archives: Broch, Hermann

Det gamle er forbi

Hermann Brochs ambitiøse og inciterende hovedværk endelig på dansk – måske for sent

Hermann Broch: Vergils død. Oversat af Jon Høyer til et strømmende, nuancerigt og kraftfuldt dansk, med efterskrift af Per Øhrgaard. 440 sider, 379 kr. Gyldendal.

Groft sagt – meget groft sagt – hører Hermann Broch og særlig hovedværket Vergils død fra 1945 hjemme i den ene af to nært beslægtede traditioner i moderne europæisk litteratur fra årene omkring Første Verdenskrig og frem.

Slægtskabet ligger i en erkendelse af religionernes og de gamle værdiers opløsning, de sociale hierarkiers sammenbrud og sprogets utilstrækkelighed. ”Faldet”, som Villy Sørensen kalder det. Eller slet og ret det moderne.

Forskellen traditionerne imellem ligger – lige så groft sagt – i, at den ene vil genoprette og hele, dvs. etablere nye hierarkier, og derfor bliver metafysisk. Hvorimod den anden lader en vis fascination af tingenes nye tilstand smitte af på værket, der derfor fører tilbage til den spaltede og forræderiske, grumsede og myldrende verden, det udsprang af. Man kan også sige, at den første er moralsk og den anden amoralsk, den første patetisk og den anden ironisk. Og at der i den første sjældent er noget at grine af, hvorimod den anden har gjort humoren og latteren til en del af hele sagen.

Til den ene hører foruden Broch fx Max Frisch og Hermann Hesse. Til den anden fx James Joyce, Thomas Mann, Alfred Döblin og senere endnu fx franskmanden Céline.

I et nutidigt perspektiv er det let at se, hvilken af de to der havde tiden for sig. Broch-sporet blev et sidespor. Så meget endda, at det kan virke, som om det førte helt ud af litteraturen og ind i den politiske og kulturelle debat. Det er på en kun lidt anden måde Villy Sørensen et eksempel på. Og Broch selv for resten.

Dertil kommer, at Broch er svær, kompleks. Det har aldrig gavnet nogen i den moderne verden. Derfor har tyngdepunkterne i hans forfatterskab – det litterært-filosofiske og det metafysiske – verdensberømmelsen til trods aldrig fået bred appel. Hvad den meget sene danske oversættelse af Vergils død er et udtryk for.

Anderledes med de meget lettere Frisch og Hesse. Den ene har talt stærkt og direkte til følsomme anti-rationalister. Den anden har tilfredsstillet en mystisk længsel hos hippierne.

VERGILS DØD handler om de sidste 18 timer af den romerske digters liv. Fra han sengeliggende anløber havnen i Brindisi, og til han næste dag efter en hvileløs nat og lange, både drømte og virkelige samtaler endelig overgiver sig til dødens klarhed ”hinsides sproget”, som det hedder.

Det handler om kunst. Helt konkret om Vergils Æneiden, som han ønsker at tilintetgøre før sin død. For værket er et utilstrækkeligt skønmaleri, et forfængeligt overfladeværk, der billede for billede beretter om Roms tilblivelse, men aldrig formår at trænge om bag billedet og åbne virkeligheden i dens egentlige og videste perspektiv – mod altets uendelighed, samtidighed og dets med alting forbundethed. Det er imidlertid ikke kun Æneidens, men al kunsts og alt sprogs uløselige dilemma at være bundet af ”skønhedens symbolik, af skønhedens grænses symbolik”, dvs. repræsentationer, og samtidig være underlagt en fordring om at overskride den samme grænse for symbolet og nå til absolut indsigt. Deri ligger samtidig en fordring om at overskride grænsen mellem liv og død, så sandt som ”livets ufattelige mening [helt og holdent] udspringer af dødens meningsfuldkommenhed”. Og så sandt som liv og død, det jordiske og det overjordiske, ikke er to, men ”enfoldigt”.

TIL DET punkt har altså Vergil ikke bragt det og heraf hans fortvivlelse, hans omfattende livsskuffelse. Men dertil – og det er en lige så vigtig dimension af Hermann Brochs roman – kunne han umuligt bringe det, bundet som han er til sproget og til sin tid, den før-kristne, romerske tid.

Det er et af de stærke og forførende greb i Brochs roman:

Vergil, den historiske, der døde år 19 f.Kr., forudså eller anede, siges det, kristendommens komme. Den opfattelse, der støtter sig til hans hyrdedigte, Ekloger, gør Broch til sin. Derfor kan han i sin roman indføje halvt visionære, halvt filosofiske profetier om en ”frelser”, en ”forløser”, blevet til gennem ”en jordisk fødsel og en ujordisk besvangring”, med ”et sprog for det guddommeligt-menneskelige”, der således vil legemliggøre ”det guddommelige i mennesket” og åndeliggøre ”det menneskelige i guden” osv. osv.

Kort sagt: Broch kan indføre en Kristus-skikkelse, der i fiktionens tid, i den dybe kløft mellem to tidsaldre, er svanger med løfter om alle spaltningers heling.

Heraf kommer romanens genlydende og gådefulde ”endnu ikke og dog allerede.” En håbefuld overskrift for Vergils og kejser Augustus’ mellemtid. Og i Brochs samtid, dvs. 1940rnes, efter to verdenskrige illusionsløse og værdiomstyrtede verden, en utopi, der takket være romanværkets bevægelse ad denne lange akse ned om historiens uomtvisteligt virkelige kristendom taler med en mærkværdig og besnærende kraft.

Man skal af mange grunde og også af dén indimellem virre lidt med hovedet for ikke at miste orienteringen.

MEN SÅ bogstavelig skal man selvfølgelig ikke tage Hermann Brochs og værkets etik. Den er nok metafysisk og kristelig, men så entydigt messiansk er den ikke. For taler den meget om det guddommelige, så gør den det i lighed med også den almen- eller kulturgjorte kristendom i et jordisk perspektiv.

Her har Brochs begreb om ”indsigtsviljen” (i forhold til altet) sin parallel i en ”indsigtshandling”, som er Kristi komme, dvs. det guddommelige gjort menneskeligt. Her er ”fromhed” ikke at slå blikket ned og te sig ordentligt, men at slå øjnene op og se gennem tomheden. Ligesom ”dydig” ikke er den, der begrænser sig, men den, ”som skæbnen har bestemt til fællesskabsbærende og hjælpende pligtopfyldelse”.

Og så er etikken jo overhovedet en fortolkning af værdiernes sammenbrud. Dvs. den nøgne konstatering, at noget gammelt er forbi, slidt op eller ført så langt, det var muligt, og at noget nyt skal blive til. Eller noget oprindeligt skal blive til gennem nye former.

I værkets fremstilling af forholdet mellem viden, frihed, fællesskab og sjæl kan man måske ane omridset af et moderne demokrati. Og hvad Villy Sørensen har kaldt det ”myndige” menneske: ”For indsigtens rige (…), den sande virkeligheds rige, vil ikke være et rige for folkemasserne, ikke engang et rige for de enkelte folkeslag, men derimod et rige for det menneskelige fællesskab, båret af mennesker, der har fået viden, båret af det enkelte menneskes sjæl, båret af dens værdighed og af dens frihed som det guddommeliges udtrykte billede.”

Altså bortset fra det med det guddommelige.

DET ER et af mange steder, værket taler direkte til den nutidige læser. Det er også et af de steder, værket er på vej væk fra litteraturen og over i det politiske, kulturelle og filosofiske. Fra fiktion til refleksion.

Brochs roman er i det hele taget en tankens digtekunst. I traditionens stil brudt op i en strømmende, prosa-lyrisk (3. persons-) monolog med en lang række ledemotiver og dramatiske og mytiske ordsammensætninger – ”løftebryder”, ”flokdyr”, ”løvefarvet”, ”drømmefjernhed”, ”guddomsmildt”. Men sammenvævet med det lyriske ligger et tankesystem spændt op mellem en stribe begrebsmodsætninger – ydre-indre, krop-sjæl, nede-oppe, tale-stumhed, tid-samtidighed, animalsk-menneskeligt, skønhed-sandhed. Altså tankesystem. Eller metafysik under poetisk udvikling.

Det er inciterende, især at følge gentagelserne og gentagelsernes variationer side for side og kapitel for kapitel. Mindre inciterende, når det får aforismens, det forkyndendes og det alt for højtideliges præg, hvad det unægtelig gør indimellem. Og så er det naturligvis krævende at forsøge at følge tanken så tæt. Men det er nødvendigt, i modsat fald bliver man tosset eller falder i søvn.

Flettet ind i tankesystemet ligger også de små indslag af pulserende, åndende, frivol hverdag, der møder den døende Vergil på hans tur fra havnen til kejserpaladset, eller som han kan følge fra sit vindue i paladset. I hvert fald både Joyce og Döblin ville have fortabt sig i det. Céline ville have vredet det for den sidste kropslige uddunstning og ynkelige sukken. Broch, derimod, tager lige akkurat med, hvad der rækker til mytisk benævnelse (”elendighedsgyden”) og begreb (”blindhed”).

Vi bliver i det almene. I abstraktionernes og mytens landskaber.

SPØRGSMÅLET er så, om det er der, en nutidig læser befinder sig bedst. Eller helst eller bare frivilligt.

Per Øhrgaard skriver i sin korte og præcise efterskrift, at den danske oversættelse af Brochs hovedværk ikke kommer ”et øjeblik for tidligt”, men at det umuligt kan ”være for sent.”

Det første er rigtigt. Det sidste tvivler jeg desværre på.

Selv et værk, der er skrevet for evigheden og som Brochs endda tematiserer den, hører også en bestemt tid til. Brochs er – trods alle over- og undertoner – umiskendeligt formet af fyrrernes adventstanke, forløsningsdrømme og håb om genfødsel. Der er nok at drømme om nu om dage, men er dét drømmen? Eller vil den nutidige læser snarere holde på kejser Augustus’ på en gang resignerede og fattede synspunkt under Vergils metafysiske bombardementer:

”Vi må ikke glemme, at virkeligheden også findes, selv om vi selv er begrænsede til bare at kunne udtrykke den og udforme den gennem metaforer … Vi lever, og det er virkelighed, skinbarlig virkelighed.”

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information september 2006