Category Archives: Intet sted. Intet

Romantisk møde

En perle af tyske Christa Wolf i udsøgt indpakning – men underforsynet med information

Christa Wolf: Intet sted. Intet. Oversat af Niels Brunse. Billedsuite – bearbejdede fotos, tegninger og originaltrykte linoleumssnit – af Helle Frøsig. 128 sider, 399 kr. Forlaget Vandkunsten.

Det er lækkert. Men ikke spor for meget.

Næsten ikke.

Forlaget Vandkunsten indledte sidste år sin serie af kunstnerisk illustrerede bøger med H.C. Andersens Fodreise fra Holmens Canal. Nu følges Andersen op af tyske Christa Wolfs næsten tredive år gamle roman om mødet mellem to romantiske digtere, Heinrich von Kleist og Caroline von Günderrode. Bogen er tilrettelagt af bogkunstneren Sabine Golde fra Leipzig. Teksten ledsages af originalgrafiske arbejder af Helle Frøsig, træffende interiører og naturmotiver i stiliserede variationer. Hele herligheden fejres med et glas og en canapé i Clausens Kunsthandel på udgivelsesdagen.

Det er lækkert. Til og med korsbåndet og det transparente smudsbind med et af Frøsigs motiver fra den skumle ende af romantikken: mosevand og spredte tuer.

MEN hvorfor Christa Wolf, hvorfor den lille roman Intet sted. Intet? Og hvorfor lige nu og på tværs af forfatterskabets egen rækkefølge?

Måske fordi bogen også er lækker. Ikke bare teksten side for side, hvad den rigtignok også er, men hele konstruktionen, hele idéen, og naturligvis dens gennemførelse.

Det er historien om to lidelsesfulde, altsansende kunstnere ført sammen i ”en ønsketænkt legende”, som Wolf kalder det, i Winkel am Rhein juni 1804. Her er de gæster i samme dannede, lidt krukkede selskab, først i diskret, men årvågen afstand af hinanden, så i en på én gang søgende og brændende intens, næsten overspændt samtale.

Det er et litterært kammerspil, utrolig fint afviklet og smukt fordansket af Niels Brunse. I første halvdel i hastige skift mellem selskabets personer og samtalens vekslende emner, i anden halvdel frem og tilbage mellem Kleist og Günderrode, mellem manden og kvinden, deres reservationer og indlevelse.

I HVAD? Ja, i hinanden, selvfølgelig, og i den hjemløshed og splittelse, de deler. Han mellem preussisk pligt og digterisk kald, hun mellem rollerne som kvinde og kunstner. Og i mere principiel afspejling den romantiske splittelse mellem en ødelagt ”idealtilstand, som naturen fremkaldte”, og længslen efter en ny.

Den længsel omfatter både det nære og det fjerne, men som titlen antyder, ligger det tungt med dens opfyldelse. Titlen må imidlertid også læses som en karakteristik af deres sted, dvs. stedet for deres korte møde og sjælelige berøring: et utopia, en kortvarig opfyldelse trods alt.

Og at den blev kort, bekræfter historien. Günderrode tager sit eget liv i 1806, dvs. to år efter det tænkte møde med Kleist og endnu kun i midten af tyverne. Kleist begår selvmord yderligere fem år senere, i 1811, i en alder af 34 år.

DEN EFTERHISTORIE bør man kende, når man læser Wolfs lille roman, for hun spiller på flere måder på den. Men på Vandkunsten har man ikke villet snavse bogværket til med realoplysninger på flap eller bagside.

Derfor er der heller ikke blevet plads til at fortælle læseren, ikke engang i kolofonen, at romanen er fra 1979. Det er en alvorlig mangel. For uden den oplysning er det svært at få øje på, at de romantiske digteres hjemløshed og splittelse afspejler Christa Wolfs eget forhold til den kommunistiske republik, hun dengang levede i. Og på én gang afskyede og elskede, var uløseligt bundet til, men aldrig havde hjemme i.

Her har skønheden og det lækre fået lov at skygge for andre gode hensyn.

Men også kun her.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information oktober 2006