Forladthedens og sorgens mærke bliver også sat i Marokko. Tahar Ben Jelloun skildrer det, så man føler det
Tahar Ben Jelloun: Om min mor. Oversat fra fransk af Lars Bonnevie. Samlerens forlag. 223, sider, 299,95 kroner.
Firkantet sagt består Tahar Ben Jellouns roman om sin mor af to dele. Der er den marokkanske del, hvor forholdet mellem kønnene, ægteskabet, familien, religionen og seksualiteten spiller vigtige roller. Og så er der den anden del, historien om morens langsomme forsvinden fra verden, men især fra fortællerens og sønnens liv. Den første er interessant, men det er den anden (som har meget lidt med bestemte kulturelle forhold at gøre), der sidder tilbage i én.
Romanen veksler i de første kapitler mellem den gamle, alzheimersyge kvinde i hjemmet i Tanger og hendes ungdom i 1930ernes Fez, den sidste del i lange, kursiverede afsnit. Der er mere praktisk information end poesi og schwung over disse afsnit, til gengæld gør de det lettere at orientere sig i den gamle kvindes lange, brydsomme monologer, der fra godt og vel en fjerdedel henne overtager, hvor kursiveringerne slipper.
Vi hører om hendes tre ægteskaber (ægtemændene dør alle fra hende), om hvordan sådan noget går for sig i den muslimske verden og om hendes nære, kærlighedsfulde forhold til familien, særligt til børnene. Og fra fortælleren – med støtte i en hastigt indfløjet parallelhistorie fra Østrig – noget om omsorgen for de gamle i den muslimske kultur og vestlig kulde.
Her er kulturerne til antropologisk visitation hos den kosmopolitiske forfatter, marokkansk født, bosiddende i Frankrig. Det er ikke spændende. Og ligefrem anstrengende er den obligatoriske tur til køkkenregionerne, hvor kvinderne former tissemænd af bolledej. Det er en helt unødvendig og dum rolle som kulturambassadør (for de varme lande og krydrede kvindeskød), Tahar Ben Jelloun påtager sig her og har påtaget sig før.
Men kvinden – mennesket, menneskelivet – bliver i det mindste synligt for læseren, og det er naturligvis afgørende, hvis det skal give mening at tage afsked med hende.
OG det gør vi så i det, der er romanens egentlige historie og brændpunkt.
Det sker på to måder. Dels gennem hendes mere og mere kaotiske monologer, i øvrigt det mest romanagtige i romanen, der roder scener og mennesker fra hendes liv sammen i drømmeagtige fortællinger. Nogle af dem blide, andre truende. Dels gennem det langsomme, ydre forfald, kroppens bratte og pinlige udslip og organernes svigt.
I det sidste ligger desuden et psykologisk drama. For med det fysiske forfald vokser hendes afhængighed af Keltoum, en kvinde med en ejendommelig dobbeltstatus, på én gang husholderske og familie eller veninde. Hun står for den pleje, sønner og døtre helst er fri for, og tager sig betalt i form af smårapserier. Kernen i figuren, som i øvrigt er næsten ubeskrevet ud over rollen som husfaktotum, er hendes tilsvarende, men pekuniære afhængighed af den gamle kvinde. På den måde lægger hun – modsat bollepigerne i køkkenet – en dybde i romanens kulturelle kvindebillede, som er både inciterende og gådefuld.
Romanens greb har den selv ord for. Den kalder det, at tiden ”kører i rundkreds”. Det forklarer krydsklippene mellem ungdommens Fez og nutidens Tanger. Men især beskriver det bevidsthedens forsøg på at genkalde sig og holde rede på tilværelsen bagude gennem demensens og hallucinationernes storme. Og i næste omgang de billeder af moren, som i årene fremover vil overfalde sønnen og nok minde ham om hende, men især minde ham om, at hun er væk. Og gøre ham til ”det utrøstelige barn”, han var engang.
Den mekanik, den helt almindelige og uomgængelige frem-og-tilbage-rejse i voksenlivet, skriver Tahar Ben Jelloun fuldkommen nøgternt frem. Og det forladthedens og sorgens mærke, som tiden sætter i tingene og i stederne, bliver altså også sat i Marokko.
Her er det skildret, så man føler det.
THOMAS THURAH
Anmeldelsen stod i Politiken maj 2009