Feministisk vrede bliver hos kroatiske Dubravka Ugrešić til akademisk udvendighed i et monstrum af en roman
Dubravka Ugrešić: Baba Jaga lagde et æg. Oversat af Claus Clausen. Tiderne Skifter. 344 sider, 299 kroner.
Romanen slutter med en orkan af vrede, et billede – en vision – af en ”millionhær af ’gale kvinder’”, hjemløse, tiggersker, syremishandlede, voldtagne, handlede, misbrugte. Botoxinvalide. Udrustet med sværd, indtil dette øjeblik skjult under deres hovedpuder, nu løftet i strakt arm og pegende mod undertrykkerne, ”disse skamløse gamle mænd”.
Ugrešić må have skrevet romanen med vreden som katapult, desværre mærker man ikke meget til den. Hendes heksehistorie bliver sært udvendig, akademisk, fortænkt. Hun gør det også svært for læseren at identificere de skamløse gamle mænd, dvs. at føre vreden tilbage til dens årsager.
Romanen består af tre dele, hvoraf den første er den mest traditionelle og måske bedste. Den handler i al tilforladelighed om en gammel, mere og mere dement kvinde og hendes datter, en prominent forfatter, og tegner et rørende, men samtidig køligt portræt af den gamles særheder og mange manøvrer, der skal dække over forfaldet og glemslen. Så skrøbelig, hun er, så mange kræfter, så enorm en vilje omsat til rengøringsvanvid og krav om streng orden i vindueskarme og kommodeskuffer.
Anden del anslår en anden stil, nu er vi på kurophold et sted i Tjekkiet, vi er desuden ovre i grotesken eller humoresken. Alt kan ske og sker. Tre kvinder ankommer, den ene, oldingen i rullestol og kørepose, genkender vi som en veninde til moderen i romanens første del. De to andre har hver deres særhed, den ene er et langt rær, den anden har bryster som balloner. Handlingen kan ikke forkortes på nogen forståelig måde, motiverne er desto klarere. Stedet er et krops- og dollartempel med botoxguder og livsstilsdesignere. Der er også en kulturimperialistisk tråd, spundet fra førstnævnte og rundt om den lokale massørs kronisk rejste lem, en krigsskade, nærmere bestemt resultatet af et serbisk granatchok. Det er så tæt, vi kommer ”de skamløse gamle mænd”. Skønhedens, ungdommens, pengenes, kulturfolklorens griske dyrkere, det hele på en bund af sex og med vage – indforståede – hentydninger til krigen på Balkan.
Tredje del er en slags leksikon og en nøgle til fortællingen. Nu får vi at vide, hvad denne – titlens – Baba Jaga er for en størrelse, og hvad hun går ud på. Tekstens forfatter, eksperten i hekse og folkekultur, har vi truffet før, hun var en lidt irriterende personage i første del, fan af datteren, som vi således også genkender, nu som forfatter til alt det foregående. Baba Jaga er en heks, slavisk, bundet til én fortælling og samtidig et konglomerat af alle kulturers hekse, en kælling i en mangfoldighed af skrækkelige og faretruende skikkelser. Og i metaforiske detaljer mønsteret for romanens mange kvinder, tilløbet til millionhæren. Hver en linje er interessant, hønsefødder og guldæg og på en prik svarende til historien, hvis man orker at læse baglæns.
Men er det meningen, at man skal det?
Romanen er et monstrum, uegal, en konstruktion. Vreden, hadet, raseriet ville vi godt have set, der er grunde nok, men det gør vi ikke. Vi får stereotyper og en ordliste. Herudover er der den danske tekst. Fuld af sprogfejl, inkonsekvens i stavemåder og en ejendommelig kommatering, alt sammen jævnt hen forstyrrende.
THOMAS THURAH
Anmeldelsen stod i Politiken august 2011