Category Archives: God ven af liget

Tomhed og tromlerevolvere

Der er rimfrost og tristesse i Andrej Kurkovs roman om tilværelsen oplevet i Kiev, men også humor og en følelse af absurditet, der ikke kun er for folk i den postkommunistiske randstat

Andrej Kurkov: God ven af liget. Oversat fra russisk af Jan Hansen. Forlaget Hovedland. 188 sider, 229 kroner.

Vi er i postkommunismens ground zero, Ukraines kuldslåede hovedstad Kiev, og blandt sortbørshajer, vodkadrikkere, ludere og lejemordere. Her sidder den stakkels Tolja tilbage i en af rimfrostens lejekaserner, et menneske uden retning, uden penge og snart også uden kone, kun lige akkurat viljefast nok til med en drukkammerats venlige mellemkomst at sætte en pris på sit eget ulykkelige hoved. Ak, ja, så er dét gjort, så er tilbage bare at skrive et par linjer til fjerne venner, en sidste gang at strejfe drømmen om et andet liv og dernæst at vente på lejemorderens forløsende tromlerevolver.

Det bliver en fortættet nedtælling, time for time, minut for minut stadig mere spændingsfyldt, indtil bristepunktet uudholdelig. Og sandelig om der af al denne nervøse venten, foruden af et overraskende kvindebekendtskab og uventede indtægter ikke opstår en ny livslyst, først som en uklar fornemmelse, så som en vildtvoksende og desperat sult efter mere, der – igen: sandelig! – får den nu lidt mindre ulykkelige Tolja til for anden gang i sit liv at bestille et mord, denne gang på lejemorderen.

Det er en forviklingernes absurde komedie, grå som beton og let som daggamle branderter. Med den ironiske pointe, at værnet mod det komplette bortfald af værdier, indhold, mening med det hele er en lummer småborgerlighed, der fint går i spænd med, for ikke at sige netop opretholder tomhedens og tuskhandelens blodige regime.

Andrej Kurkovs jeg-fortælling har dagbogens og de spredte notaters skødesløse præg, helt svarende til hovedpersonen, formet og styret, som han er, af tilfældigheder og sit følelseslivs og sine erindringers skiftende indfald. Det er hans portræt, der står stærkest i romanen, hans apati og vanemæssige viljesløshed blandet med uklare rester fra kommunisttidens bevidstløse pligtevangelium: at ønske sig så lidt som muligt og være tilfreds med mindre. Han er en marionetdukke uden snore.

Læst som et billede af Kiev som mental tilstand godt belagt med postsovjetisk tristesse kommer romanen let til at virke som en kliché. Eller kun som en kliché. Her er mildt sagt, hvad man kan forvente. Men historien om Kurkovs helt i den kievske isvinter kan også læses som et billede på tilværelsens helt almindelige tomhed og som et udtryk for følelsen af – med en af romanens gennemgående metaforer – at sidde i en tom lejlighed og vente på, at telefonen skal ringe.

Og den følelse er jo ikke kun for folk i Kiev.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Politiken september 2010