Category Archives: Viewegh, Michal

Skinsygens komedie

Tjekkiske Viewegh har skrevet en selvbevidst detektivroman fra den nedre og indre verden

Michal Viewegh: Sagen om den utro Klara. Oversat af Peter Bugge. 192 sider, 225 kr. Gyldendal.

I manges hoved ser det vistnok sådan ud, at den såkaldte centraleuropæiske roman frem til omkring Murens fald var optaget af at diskutere begreberne skyld, straf og ansvar i lyset af det seneste folkedrab og af med panderynker så dybe som skyttegrave at forudse det næste. Hvis det er andet end en dum fordom om de fordomsfulde, så må de fleste centraleuropæiske romaner, der skrives i dag, se ud som et muntert farvel til alt det opstyltede vås, for herregud, så slemt var det vel ikke. Og som en overgivelse til det posttotalitære, klondikekapitalistiske underholdningshelvede, der er skudt op på de historiske tomter.

For herregud, så slemt er det vel ikke.

For så vidt er det let at affærdige den tjekkiske speed- og successkriver Michal Viewegh som begavet underholdning. Eller at affærdige den slags begavede underholdningsromaner, som speed- og successkriveren Michal Viewegh skriver, som junkfood i forhold til de moralske herreretter, forgængergenerationen Kohout-Kundera-Klíma diskede op med.

Men det ville være forkert. Viewegh og de foreløbig tre romaner, der er kommet af ham på dansk, er godt nok på en slags speed og desuden både stærkt underholdende og stærkt succesfulde. Og junk, hvis junk kan betyde noget i retning af uopstyltet, ikke så frygtelig optaget af sin egen originalitet, men desto mere bevidst om sin kunstighed i en kunstig verden. Foruden lattervækkende, amoralsk, grænsende til det uanstændige, grotesk og småfjollet. Og så absolut mindre, end man forestillede sig, men til at tage med og nogenlunde ordentlig til prisen.

Og netop der viser det sig, at Viewegh er i familie med nogle af de bedste i den central- osv. Både blandt de jævnaldrende og de gamle. For nu bare at nævne én: landsmanden Bohumil Hrabal.

VIEWEGHS seneste roman er et æskesystem så postmoderne, at det næsten ikke er til at holde ud. Men så ukrukket, at man gør det alligevel. Dertil kommer, at den faktisk er psykologisk interessant. Selvfølgelig ikke i kraft af sin karaktertegning, men bygget ind i sit æskeri og sine sære forskydninger mellem fortælleren og det fortalte. Jeg havde nær sagt: i kraft af hele den psykologiske karakter, romanen er en afrapportering om.

Hurtigt beskrevet ser den sådan ud: Succesforfatter opsøger privatdetektiv i professionelt øjemed, research kort og godt. Men noget stikker under, skal det vise sig, for forfatteren har forelsket sig til langt op over sine fyrreårige ører i en halvt så gammel skønhed med meget stærke sinologiske og vistnok – vistnok! – lige så stærke udenomserotiske interesser. Det skal blive til Sagen om den utro Klara, som titlen lyder, og som privatdetektiven med det sigende navn Sand med stadig svigtende professionel omhu arbejder på at løse. Men løst bliver den så langtfra, snarere opløst. Nemlig i den forviklede intrige mellem den halvtredsårige privatdetektiv, der selv har et meget – jamen, meget! – afklaret forhold til jalousi i sit åbne ægteskab med den ti år yngre Ruth. Og den skinsyge forfatter med det lige så sigende navn Schwartz, der trods alle de lydige romanpersoners og et helt detektivbureaus forsøg på faktisk at skjule sandheden for ham efterhånden må se sine allerværste fantasier blive til – ja, til hvad-man-nu-vil-kalde-det.

Hvem der har fundet på hvem, fortalt hvem og til slut dræber hvem eller hvilken del af bevidstheden, kan man derefter spekulere over, nøjagtig som genren beder om. Og samtidig kan man i svimlende glimt fornemme, hvor faretruende tæt fantasien både som psykologisk og litterært fænomen ligger op ad det virkelige.

Vieweghs roman er således som en skinsygens bevidsthedskomedie stærkt underholdende. Som bevidsthedsfortælling i det hele taget er den en god del mere.

THOMAS THURAH

Anmeldelsen stod i Information maj 2006